Når vi kigger ned i døbefonten, er det som at se dybt i et kvindeskød, der genføder barnet ved dåben. Sognepræsten Poul Joachim Stender associerer i »Med Gud i sengen« ubesværet og glad fra gudstjenesten, kirkerummet og ikke mindst Biblens fortællinger til kærlighed, seksualitet og køn.
Man har nemlig forsømt emnet, mener han. Det kirkelige og kirkehistorien er ligeså blokeret med nejtak til det seksuelle, som Biblen er sprængfyldt med jatak til sex. Med sidespark til tidens kropsdyrkelse og fladskærme bladrer Stender sig igennem Biblens jomfruer, rejsninger og voldtægter i et forsøg på at give føle-sansen den plads, som vi kristelige så eftertrykkeligt har talt udenom i kirkehistorien. Vi har forsaget kønsdriften med al dens væsen.
Det er synd, mener Stender. Man skal gøre lige omvendt: Man skal elske Gud og elske med hinanden. Kristus var - vistnok - ingen kostforagter, og Jomfru Marias fremmeste kvalitet var ikke, at hun var jomfru, men at hun lod sig »røre« af Gud.
Sexforskrækket kristenhed
Det er rigtigt, at kristenheden har været mere sexforskrækket end kristendommen, men det er også et faktum, at Biblens kernebudskab ikke er, at vi bare skal kysse hinanden noget mere.
»Med Gud i sengen« er ikke nogen stor bog og tak for det, for emnet er ikke en bærende konstruktion i den evangeliske fortælling. Alligevel skal Stender have tre stjerner, fordi han underfundigt får knaldet bibelhistorie ind i fordomsfulde læsere.
Som lokkedue på forsiden står en kvindelig model med bare lår og morgenhår i opknappet præstekjole og ligner noget fra en lummer pornofilm. Det kunne Stender nu godt selv have lagt krop og kjole til, men det gør han så i stedet i selve bogen.
»Med Gud i sengen« dirrer nemlig af den viljefaste sanselighed, som presser sig på, hver gang Poul Joachim Stender udkommer. Det sidste kan misforstås, men man har, som bekendt, de associationer, man har fortjent.
