Hundekunster

»Hvad hunden så« er små godbidder til Malcolm Gladwells globale følge.

Hvorfor er Los Angeles’ dygtigste hundepsykolog mexicaner? Hvordan kan han tæmme de mest skabede køtere, når han nærmest ingen empati har over for sin kone? Hvor kommer svært autistiske børn ind i billedet? Og hvad har det med chimpanser at gøre? Og måske vigtigst: Hvorfor føles historien »Hvad hunden så« bare så djævelsk vedkommende og med et langt vigtigere budskab end det umiddelbart foreliggende, nemlig hvordan man tæmmer hunde?

Fordi forfatteren og fænomenet Malcolm Gladwell har en særlig evne til at finde gode historier og blande dem med videnskabelig forskning inden for især sociologi og psykologi. Og fordi Gladwell kan et formidlingstrick eller to, så man frivilligt sluger en lang artikel om, hvorfor der findes mange forskellige slags sennep, men kun én type ketchup - og bagefter føler sig klogere på en hel del andet end hvad man dypper sin langelænder i.

»Hvad hunden så« er ikke en ny Malcolm Gladwell-bog, men et 2009-udvalg af den canadiske stjerneskribents artikler fra The New Yorker, der nu er oversat til dansk. Gladwell har siden 1996 været tilknyttet det amerikanske tidsskrift, hvor en tekst sagtens kan strække sig over 25 til 30 sider. Artikelsamlingen er dermed perfekte godnathistorier for Gladwells globale følge, der angiveligt har sikret ham et salgstal på den anden side af ti millioner.

Men vil man opleve Gladwell folde sit virkelige talent ud - vende og dreje et enkelt emne, se det fra overraskende vinkler, argumentere for sin sag på den mest overbevisende måde for derefter at skille sin argumentation ad igen - så skal man ty til hans foreløbigt tre bøger »The Tipping Point« (2000), »Blink« (2005) og »Outliers« (2008), der alle findes på dansk.