Hun spinder en krans af knuste hjerter

Klangen af en barndom, der aldrig har forladt sproget, gør Emma Elisabeth Nielsens debut til noget særligt.

Emma Elisabeth Nielsen er kun 20 år og har skrevet romaner, siden hun var 11. Fold sammen
Læs mere
Foto: Robin Skjoldborg

Stadigvæk hører 20-årige debutanter ikke til litteraturens dusinvarer. Når debutanten så tilmed i forlagsmeddelelsen angives at have skrevet én roman om året, siden hun var 11, begynder konturerne af en usædvanlig forfatterprofil at tone frem.

Men vigtigere end alderen og de tidlige forfatterambitioner er det, at læseren kun skal få sider ind i Emma Elisabeth Nielsens debutroman, »Den med Richard Lange«, for at være klar over, at her sker der noget, som kræver fuld lydhørhed. Familieliv og relationer, der knirker, er ganske vist ikke et særsyn i øjeblikkets danske litteratur, men hos Emma Elisabeth Nielsen knirker det med en iørefaldende personlig klang. Tag for eksempel drengen Eigils præsentation af familien ved morgenbordet:

»Julian sidder for bordenden. Mor ryger. Hun kigger ud ad vinduet. Hendes navn er Lærke, ligesom fuglen, og hun ligner også en lærke, hendes hår er stridt i enderne.«

Eigil, der er bogens fortæller, bor i en meget lille dansk provinsby sammen med en mor, der lider af »knust hjerte«, og en storebror, Julian, der er autist eller, som det hedder i bogen, »hviler meget i sig selv«. Ude i haven arbejder postbuddet Richard Lange med riven og handskerne, han sværmer stilfærdigt, men vedholdende for Eigils mor, der gik helt i sort, dengang drengenes far, »den eneste ene«, rejste bort fra hende og sønnerne. Regelmæssigt må Eigil høre sin mor trække af sted med en rullekuffert gennem havegruset for at drage ud og lede efter den tabte kærlighed og meningen med livet.

Selv om Eigil bor i en meget lille by, er der ingen mangel på sørgmodige skæbner, og Eigil binder en krans af knuste hjerter med en fortællerstemme, der forener underfundig iagttagelse med naiv troskyldighed.

Stemningstæt fabel

Klangen af en barndom, der aldrig helt har forladt sproget, er et af de særlige træk ved »Den med Richard Lange«. Bagerkonen, der foretrækker de fabrikerede kager fra Dagli’Brugsen for sine egne, antikvarboghandleren, hvis kone er blevet kørt over af en ambulance, mormoren med alzheimer og præsten, der er sin kone utro, er nogle enkelte af de figurer, der befolker Eigils verden sammen med en hund, der nok mest er fantasi.

Emma Elisabeth Nielsen har skrevet en stemningstæt fabel og ballade om den svære kærlighed, og den afgørende pointe er nok, at i stedet for at drømme om den eneste ene, er det vigtigt at elske dem, der rent faktisk er der.

Forfatterens bedrift er, at hun så rørende elementært skildrer følelserne mellem en håndfuld mennesker, der ikke ligefrem har let ved at give udtryk for deres ømhed for hinanden. Eigils ensomhed og længsel efter omsorg står stærkt, og ikke mindst forholdet mellem Eigil og den autistiske storebror er bevægende skildret med billederne på en gensidig afhængighed og omsorg hinsides ordene. Solidariteten inden for den lille familiegruppe angives diskret, men overbevisende med brugen af ordet »vi«. »Vi er ikke rigtig feriemennesker« eller »vi er ikke sådan nogle, der smiler«.

Emma Elisabeth Nielsens roman er ikke perfekt. Når ulykkerne ramler ned over mormorens familie, og når Eigil mobbes af en gruppe skolekammerater, bliver det let for meget. Men indvendingerne rokker ikke det mindste ved, at »Den med Richard Lange« er en mere end lovende debutbog, fuld af på samme tid stærke og uhyre skrøbelige følelser.

Titel: Den med Richard Lange. Forfatter: Emma Elisabeth Nielsen. Sider: 264. Pris: 200 kr. Forlag: Gyldendal.