Hun skriver romaner om at huske eller ikke huske

Australske Liane Moriarty er aktuel med hele to bøger på dansk. De bevæger sig på grænsen mellem klicheer og kloge ord, mellem det banale og det geniale.

Australske Liane Moriarty balancerer mellem klichéer og kloge ord. Fold sammen
Læs mere
Foto: Chris Buechner

Forlaget har villet smede, mens læserinteressen er varm, hvilket man naturligvis ikke kan fortænke det i, og derfor er to nye romaner af den australske bestsellerforfatter Liane Moriarty nu poppet ud af trykken samtidigt.

Læseheste m/, men især /k får i begge tilfælde velbehagelig, letfordøjelig litterær valuta for pengene - her finder man hverken de store tåkrummende sproglige eller handlingsmæssige banaliteter eller gnistrende poetiske højdepunkter, til gengæld fortæller Moriarty fængslende hverdagshistorier med drama og drive.

De to romaner har mange fællestræk, om end de langtfra er ens. Begge benytter sig af en hovedhistorie og en parallel jeg-fortalt sidehistorie, begge handler om kvinder, der befinder sig i følelses- og begivenhedsmæssigt kaos, og begge handler om det, man ikke husker.

Men hvor »Det hun glemte« har en hjemmegående super-mom med akut hukommelsestab i hovedrollen, er hovedpersonen i »Hypnotisørens kærlighed« en barnløs snart 40-årig hypnoterapeut, hvis nye kæreste stalkes, og som lever af at få folk til at hente fortrængte minder frem i bevidstheden. Den førstnævnte handler om ikke at kunne huske, den anden om ikke at ville huske.

Ugebladsdramatik i filosofiske højder

I »Det hun glemte« falder den åleslanke, velorganiserede og travle Alice i fitnesscentret og slår hovedet. Hun mister bevidstheden, og da hun vågner, har hun glemt alt om de seneste ti år af sit liv. Hun tror, at hun er 29, lykkeligt gift og gravid med sit første barn. I virkeligheden fylder hun snart 40, har tre børn og ligger i bitter strid med sin fraseparerede mand.

Selve plottet er måske en anelse ugebladsdramatisk, men Moriarty formår at løfte handlingen til om ikke filosofiske højder, så dog til et interessant psykologisk og etisk dilemma om livsværdier og personlighedsudvikling.

Husker vi at holde fast i den, vi hver især gerne vil være? Passer og plejer vi vores egen kerne, vores kærlighed, kimen til det gode menneske, vi mener at fremstå som? Husker vi at huske på de væsentlige ting i tilværelsen? Eller lader vi os bare rive med af omgivelsernes påvirkninger, af drømmen om perlegrus i indkørslen og fine fladskærme, af de andres undertrykte misundelse som drivkraften for egen fremdrift?

Alice finder gradvist ud af, at hun i løbet af de forgangne ti år har fået opfyldt de vildeste drømme, men at hun også har glemt sig selv. Hun er blevet et supereffektivt, selvtilstrækkeligt og anspændt menneske, der intet har at gøre med den ustrukturerede, afslappede og lettere introverte person, hun var som 29-årig. Langsomt skal hun finde vejen tilbage til sig selv.

Mellem det banale og geniale

I »Hypnotisørens kærlighed« forsøger Ellen at hjælpe folk til bl.a. at holde op med at ryge, holde taler og holde på befrugtede æg via hypnose. Hun bor alene i sine bedsteforældres gamle hus ved stranden, og hun har netop mødt en ny kæreste gennem et datingbureau. Hendes ellers rolige, men lidt ensomme verden bliver voldsomt forstyrret, da det viser sig, at hendes nye kærlighed chikaneres af en stalker, kærestens ekskæreste.

Det udvikler sig til noget, der minder om en psykologisk gyser, om end Moriarty bevarer begge ben godt plantet i hverdagsuniverset og efterhånden giver mere plads til og indsigt i stalkerens bevidsthed. »Hypnotisørens kærlighed« er således lige så meget en (dramatisk) kærlighedsroman, hvor temaet er grænsen mellem det gode og det grimme, mellem opofrelse og ofring, indsigt og fortrængning.

Alice skal dog ikke kun forholde sig til Patricks ekskæreste, der er også en tilsyneladende forgudet kræftdød hustru at konkurrere med. Når der siges for meget af det ene og for lidt af noget andet, vokser dæmonerne, så kærligheden og selvrespekten får trangere kår.

Derudover slås Alice med et kompliceret forhold til sin kølige lægemor og et for længst glemt savn efter en af moren fravalgt far. Da han endelig vælter ind i hendes liv, er det som morens nye gamle kæreste og som en mand, hun har fortrængt, at hun savnede.

Liane Moriarty er en forfatter, der bevæger sig på grænsen mellem klicheer og kloge ord, mellem det banale og det geniale, uden at hun tipper i den ene eller den anden grøft. At holde balancen derimellem er i sig selv en kunst.