Hun skriver om kaos og længsel

Svenske Karolina Ramqvist ser på den svære balancegang mellem hengivelse og lyst til at manifestere sig.

Hvordan finder man som ung kvinde sine egne ben, når man har stor kærlighedslængsel, erotiske behov og gerne vil frem med sine personlige holdninger i det offentlige rum?

Svenske Karolina Ramqvist (født 1976), der er forfatter og journalist med en markant stemme i den svenske samfundsdebat, kredser indirekte om spørgsmålet i sin nuancerede roman »Altings begyndelse.«

Karolina Ramqvist er ikke ene om at beskæftige sig med emnet hengivelse kontra selvrealisering. Åsa Moberg har for eksempel skrevet væsentligt om det i bogen »Simone och jag« (1996), der henter inspiration hos den franske feminist Simone de Beauvoir

Karolina Ramqvist diskuterer i sin roman det at udleve sine seksuelle behov og at blive udnyttet. Romanen foregår i Stockholm i 1990erne, hvor jeg-fortælleren, Saga, er vokset op med sin radikalt feministiske kunstnermor og tidligt gør karriere i medieverdenen. Netop som forfatteren selv. Alle vil have en ung pige, men hvordan ser hendes behov dybest set ud? Vi følger Saga fra hun er gymnasieelev – overladt til sig selv og sin gode veninde Pauline og fyldt med længsel efter at blive kvinde og forfatter – til hun får benene under eget skrivebord med flittige og målrettede fingre over tastaturet. Sammen udforsker veninderne den nye klubscene og nattelivet og udser sig den eftertragtede eventmanager Victor som den smukkeste, »skovens konge.« Saga og Victor, som er meget ældre end hende, oplever en gensidig tiltrækning, men forskellen er, at mens hun er dybt forelsket, mener han, at hun kun hører til i hans natteliv. Han ringer efter hende med samme engagement i stemmen, som hvis han ringede efter en pizza.

Hvor kvindegenerationen før så deres liv som en kamp, er Sagas som en slingrende udvikling frem mod større selvbevidsthed – udspændt mellem morens frigørelsesprojekt og hendes eget aktuelle ønske om at manifestere sig i offentligheden med debatskabende indlæg og bøger. I modsætning til den tidligere generation oplever Saga, at hun bevæger sig på en scene. Hun bliver faktisk set. Bare ikke som et helt menneske. Som »sejrsmærker« har Saga løbende noteret de fyre, hun har været sammen med. Tvivlsomme sejre. Hun fornemmer, at hun ikke er alene med sin længsel efter kærlighed og ømhed: »Vi der vil tale om alt det private, sidder på hver vores stol med hver vores ulykkelige kærlighed som vi holder hemmelig og skjuler og dækker over«.

Magtfordelingen mellem Saga og Victor ændres, og Saga bevæger sig mod den form for tilfredsstillelse, der ligger i at arbejde og skabe noget.

Karolina Ramqvist ser nuanceret på frigørelsesspørgsmålet og viser hovedpersonens smertefulde bevidstgørelses-proces. Sprogligt og kompositorisk kunne man godt have ønsket sig noget mere eksperimenterende. Sproglig vildskab sniger sig først ind til sidst. Men bogen fungerer fint som debatindlæg om kvindelighedens rummelighed.

Forfatter: Karolina Ramqvist Titel: Altings begyndelse Oversætter: Sidsel Falsig Pedersen Sider: 376 Pris: 325 kr. Forlag: Tiderne Skifter