Hun skriver med selvfølgelig lethed

Marianne Iben Hansen udgiver tre vidt forskellige fortællende digt-billedbøger.

»Fuglen« af Marianne Iben Hansen. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Tre lyriske billedbøger. Alle skrevet af Marianne Iben Hansen. Hver med sin stil, tone og rytme. »Fuglen«, med billeder af Tea Bendix, »Av, det gør nas. En englerap«, tegnet af Tom Kristensen, og »Violinspilleren«, som Cato Thau-Jensen har illustreret,

Rim og fortællende digte er ellers svære genrer, men lige siden Marianne Iben Hansen debut i 2004 har det virket, som om hun trak lyrisk luft ind og rystede den ud igen i muntre, fortællende digte, som i »Axel elsker biler« (2007) og »Palle P og perlen« (2010).

Illustration fra »Fuglen«. Fold sammen
Læs mere

»Fuglen« er en stærk bog, og et udsøgt eksempel på, at børnelitterær kunst hverken er elitær eller kedelig. Der er smidige vers, en god, symbolsk fortælling og en uforlignelig billedside, let som fuglefjer, men med en tyngde i stoffet, for det handler om at fornægte det, man har, for så at kæmpe for at genfinde det.

Pigen Alba fødes og får en guldfugl som følgesvend. En dag står »en pige/ i skjul bag hækken«, og hun kan ikke styre sin jalousi over Alba og fuglens glæde.

»Hvem gider eje/et kedeligt dyr som dit«, siger hun, og det er ord, som klæber til Alba, så hun jager fuglen på flugt, men påbegynder derefter en odyssé for en genfinde den.

Tea Bendix’ palet er neddæmpet brunrød, sartrosa, sennepsgul med grå, blå, brune og grønne kontraster. Collager og tegninger er fnuglette, antydende, usentimentale, som rene og klare følelser. Det indre afspejles i det ydre. Sitrende smukke illustrationer med skyer af hvide fugle veksler med frustrationer for fuld udblæsning. Bedre gøres det ikke.

»Violinspilleren« af Marianne Iben Hansen. Fold sammen
Læs mere

Skiftende niveau

Historien i »Violinspilleren« holder ikke samme niveau, hverken hvad angår tekst eller billeder. Cato Thau-Jensen er knap så nærværende og sprælsk, som vi kender ham, og sproget flyder ikke så let i det cirkulære eventyr om vidunderdrengen Theodor.

På sin 11-års-fødselsdag får han »en gammel og smuk violin«, som med ét gør ham til er verdensnavn, men gejsten forsvinder og med dén violinens klang. En kone dukker op og forvandler hans liv radikalt og resolut. Til sidst vandrer han splitternøgen, kun iført violinen, til et helt særligt sted. Han er fremme, for her »strejfer de hjemløse klange omkring«.

Tonen skifter i »Av, det gør nas«, en sjov og letløbende fortælling om en muliggjort umulig forelskelse. Frisk fortalt i en rap-rytme, der gynger afsted med et afsluttende »Av, det gør nas, det gør Annanas« på hvert opslag. Englen Anna er nemlig en klodrian. Hun forelsker sig i Peter, som hun med kikkert ser tabe en rokketand i et cykelstyrt. Tanden snuppes af en fugl, og så dykker Anna mod Jorden.

En række, muntre katastrofer følger i hendes farvand, inden hun kan give tanden til Peter og fortabe sig i hans øjne, »og så står de og s’ir ingenting i munden på hinanden«. En sød historie, illustreret med store følelsesudsving af Tom Kristensen, med stærke farver, tegneserieruder og ordene »Boing«, »Bang« og »Dyyyt« som »lydspor«. En gennemført gedigen børnebog.

Fra Marianne Iben Hansens og Cato Thau-Jensens »Violinspilleren«. Fold sammen
Læs mere