Et hjerte i alt« er en tekst- og billedsamling, der bogstavelig talt skal ses og læses på tværs.

Forfatteren og billedkunstneren Amalie Smith, med uddannelse fra både Forfatterskolen og Det Kongelige Danske Kunstakademi, har samlet »Noter, essays, praksis, poetik« fra et tiår, og ikke alene bevæger hun sig mellem litteratur og billedkunst og blander frit varedeklarationens forskellige kategorier, hun har også organiseret sine tekster, så linjerne på kalendermaner løber på tværs af den normal-boglige læseretning. Fra starten bliver modtagerens indarbejdede læsevaner og -mønstre udfordret.

Også indholdsmæssigt bevæger Amalie Smith sig på tværs. Fragmenterne af et par kærlighedshistorier og beretningen om en hjernerystelse veksler med beskrivelser af landskaber og natur, kunstteoretiske overvejelser om maleriet og skulpturens forskellige måder at fremkalde verden på, udlægninger af diverse film og indgående beskrivelser af svampedykning i farvandet ved den græske ø Kalymnos. For nu bare at nævne nogle enkelte af sporene i »Et hjerte i alt«, der er endnu et aktuelt eksempel på de kunstneriske hybridformers udbredelse.

Et nøgleord hos Amalie Smith er »materiale«, og i en vis forstand bygger hun netop bro mellem billedkunstnerens og forfatterens praksis gennem sin måde at klippe et tekstmateriale op på og så kæde klippene sammen igen. Klart og velovervejet arbejder hun med sproget som materiale, når hun for eksempel sensibelt og præcist tegner et sommerbillede fuld af håndgribeligt nærvær og skriver en sammensat stemning frem:

»En sommer synker ind i forrige års sommer, som bejdse i træværk:/En uklar væske fra et stort organ, som hænger over byen i juli./Irisken lægger æg med et lyseblåt skær og rødbrune pletter og ruger,/og begge køn fodrer. Tre kuld på en sommer. August er ufølsom/og mat. Vi svømmer i alger og affald i havnen, tørrer hår i jord-/slåede håndklæder. Når det blæser gennem lejligheden, blafrer de/hvide rovfuglesilhuetter, vi klippede den dag midt i juli, da vi også/parterede fisk. Det sprøde ved glas. Et hjerte i alt. Sangen er ikke/medfødt, men tillært ...«

Smukt, simpelthen, med sin forening af enkelheden og det komplekse i erindringsglimtene. At de kunstteoretiske ambitioner andre steder kan skabe en slags oplevelsesmæssig distance til læseren hører med til billedet.

Sammensatheden i overvejelserne er selve kernen i et centralt essay om en kasse i Nationalmuseets fotoarkiv. Fotografierne i kassen må efter aftale med giveren ikke publiceres, fordi fotografierne af det mandlige omskæringsritual fra den australske aboriginalkultur ikke må ses af kvinder. Hvad skal museet stille op med sådan en kasse? Forskningsforpligtelsen kolliderer med forpligtelsen overfor giveren. Klausulen rejser en række spørgsmål, som ikke kun vedrører museumsinstitutionen, men også i en videre forstand retter sig mod megen kunstnerisk skaben i en tid, hvor for eksempel autofiktionen breder sig. På tilsvarende vis åbner mange af forfatterens og billedkunstnerens tekster sig imod eftertankerne. Ikke mindst eftertanker i forbindelse med en truet natur eller med teknologi, biologi og relationerne mellem mennesker. Amalie Smith skriver og praktiserer med »Et hjerte i alt«. At hun i den grad også har hjernen med, er under alle omstændigheder det, der gør hende til så spændende en figur i øjeblikkets litteratur- og kunstliv.

Forfatter og billedkunstner: Amalie Smith. Sider: 172. Pris: 230 kr. Forlag: Gyldendal.