Hun ser ind i mørket

I »Hver morgen kryber jeg op fra havet« folder Frøydis Sollid Simonsen kærlighedstab ind i naturvidenskab.

Frøydis Sollid Simonsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR

For et par år siden udgav Irmelin Prehn romanen »Dusk-Fredløs« om en ung kvinde med hjertekvaler. Men i stedet for at svælge i den ret banale situation, blandede Prehn den op med videnskabelige tekster fra blandt andet Wikipedia.

Og det er altså slående, hvor meget norske Frøydis Sollid Simonsens »Hver morgen kryber jeg op fra havet« minder om Irmelin Prehns bog. Også selv om det, at forfattere vælger samme følelser/videnskabsgreb nu ikke så er underligt: Vi lever i en tid, hvor alverdens viden hele tiden er ved hånden – smartphonen – og på den måde er blevet en del af vor krop og det, vi i mangel af bedre kalder sjæleliv.

Den slags må jo få konsekvenser; også i litteraturen. Og gør det særligt hos yngre forfattere.

Hos Frøydis Sollid Simonsen, født 1986, kommer alt dette til udtryk i korte tekststykker – sjældent på over en side, ofte på under en halv – hvor en ung kvinde læser til eksamen på cafeer og læsesale. Hun har dog svært ved at fokusere, fordi hun ikke længere er sammen med sin elskede.

Her er en scene fra tiden, inden det går galt med ham: »Jeg slikker din hud. Tungen glider ned ad halsen, kravebenet, nedad. Du går snart, om en time, og jeg vil have alle rester af dig, jeg kan få: gamle hudceller, bakterier, salt fra din sved.«

Det sidste leder videre til spørgsmålet om, hvad salt mon er.

Digressioner og overspring udgør i det hele taget størstedelen af bogen, hvor kvinden også synes at gemme sig bag sine naturvidenskabelige associationer. Det synes at være en pointe: At det er muligt at distancere sig fra sig selv og smerten ved at se det hele udefra eller oppefra.

Når kvindens fyr er gået og er blevet til ingenting, sætter hun sig eksempelvis ved computeren: »Jeg sidder og googler sorte huller. Før troede vi, at sorte huller varede evigt, men hvis Stephen Hawking havde ret i at der slipper stråling ud, vil de selv forsvinde, lidt efter lidt.«

Talentet er tydeligt

Indimellem glider de videnskabelige linjer dog direkte over i kvindens savn. Som når hun taler om algefisken, der lever på bunden, i mørket:

»Hvis mit hjerte var et akvarium, ville man så kunne sætte algefisken derind? Ville den spise al den gamle kærlighed og alle de opsparede panikanfald, alle samtaler, der endte i stilhed, alle de gange man stod op før den anden om morgenen og vidste, at man ikke ville ses igen, ikke på samme måde.«

Her ses det også, at historien i den darwinistisk rundede »Hver morgen kryber jeg op fra havet« i sin kerne er ganske banal og på den måde ville være et oplagt angrebsmål for Mette Høeg, der i disse uger turnerer i medierne med netop dén pointe om yngre kvindelige forfattere. Men måske er Simonsens bog bare meget menneskelig?

Imellem de to punkter – hjertekvalen og videnskaben – genereres både alvor og humor og stedvis også fin poesi. Som her: »Vi kan ikke se mørket, men vi kan se i mørket.«

Eller da kvinden har beskrevet, hvordan lyset bevæger sig gennem øjets blod, og at det må betyde, at »Når jeg ser dig, går du gennem mit blod, begynder at bruse, dit ansigt i hvert eneste af mine blodlegemer.«

I Norge er »Hver morgen kryber jeg op fra havet« blevet rost for den måde, hvorpå den kontante naturvidenskab står i forhold til de uhåndgribelige følelser. Med rette. Men det er også en debut, der mere ligner åbningen på et forfatterskab end dets kulmination. Charmerende, begavet og poetisk, men også tidstypisk og på en eller anden måde lidt uforpligtende. Men talentet er der, det er hævet over enhver tvivl.

Titel: »Hver morgen kryber jeg op fra havet«. Forfatter: Frøydis Sollid Simonsen. Oversætter: Arko Højholt. Sider: 86 Pris: 170 kr. Forlag: Vild Maskine.