Hun sætter livet på spil for kunsten

Marina Abramović fortæller detaljeret om en rædselsfuld barndom og et grænseoverskridende liv som performancekunstner.

Cover Fold sammen
Læs mere

I begyndelsen af Marina Abramovićs erindringer, »At gå gennem mure«, genfortæller hun en vittighed fra Jugoslavien i tiden under kommunismen.

Den er af den lidt sørgmuntre slags, som handler om en mand, der skal på pension. Han har været en ekstraordinær lydig arbejder, så han skal ikke have et ur. Han skal have en bil! Og den bliver leveret på den og den dato 20 år fremme i tiden.

Ja, siger manden, det er jo også fint. »Men jeg skal lige spørge, om bilen kommer om formiddagen eller om eftermiddagen?«

Hvorfor han ville vide det, bliver han spurgt.

Jo, forklarer manden. »Det er lige den dag, blikkenslageren kommer.«

Det er så stort set også det eneste morsomme i kapitlerne om opvæksten. Marina Abramović, i dag berømmet performancekunstner og netop nu udstillingsaktuel på Louisiana, kom til verden i det kommunistiske helvede, der hed Jugoslavien. Den kroniske mangelsituation, hun refererer til med overnævnte anekdote, gjaldt så ikke hende og hendes familie. Såvel moderen som faderen havde gjort en en ekstraordinær indsats i modstandskampen under Anden Verdenskrig og blev belønnet med høje poster og stor lejlighed. Men hvad der måtte være af materielle goder kom ikke lige lille Marina til gode. Hun gennemlevede en rædselsfuld barndom, hvor navnlig moderen var den - temmelig voldelige - straffende instans. Faren var mere afslappet, men han havde også sine damebekendskaber, han skulle passe, og forsvandt på et tidspunkt ud af Marina Abramovićs liv i en længere årrække. Siden - da hun var blevet berømt, og han var gledet ud af regimets nådeslys - kunne han dog godt finde ud af bede hende om penge.

Med en beundringsværdig styrke kommer Marina Abramović ud af barndommen og gennem et tidligt voksenliv præget af restriktioner på alle områder - også kunstnerisk.

Moderen kunne sådan set sympatisere med, at Marina ønskede en kunstnerisk uddannelse, men hun havde nok ikke forestillet sig, at datteren skulle gå til yderligheder. På den anden side havde moderen selv lært barnet at være hårdfør og overvinde smerte, og det fik Marina Abramović brug for under sine mange år som performancestjerne i den internationale kunstverden, hvor hun igen og igen satte sit liv og sin krop på spil for at afsøge grænserne for, hvad kunst er, og hvem hun selv er.

Beskrivelsen af barndommen er den mest uafrystelige del af bogen, og man spekulerer på, hvordan forældrene, der begge sov med en ladt pistol ved siden af sig om natten, hvis et skænderi nu skulle udarte, kunne være så følelseskolde og hadefulde. Men som alt andet er barndommen blot en overgang, og Milena kommer ud af den og ud af Jugoslavien og bliver en del af den klasse af kunstnere, der turnerer mellem biennaler og højt rangerende kunstmuseer og så indimellem tager udflugter til munkene i Tibet og andre steder for at opsøge indsigt. Af en slags.

Marina Abramović er ikke karrig med detaljerne, og store dele af beskrivelsen af hendes voksne liv udgøres af en slags namedropping af mange af de kunstnere og kuratorer, hun har mødt og arbejdet sammen med. Det kan blive lidt trættende i længden. Læseren ville måske have haft større glæde af, hvis fortællingen i bogen, ud over at referere til mange af Marina Abramović performances og beskrive dem, i højere grad havde åbnet for, at kunstneren fortalte om sine intentioner.

Titel: »At gå gennem mure«. Forfatter: Marina Abramović. Sider: 400. Pris: 300 kr. Forlag: Gyldendal