Hun leder efter en for altid forsvunden familie

Katja Petrowskaja samler brikker til sin jødiske familiehistories puslespil. Det er skarpt og bevægende fortalt, om end billedet aldrig bliver komplet.

»Måske Esther« af Katja Petrowskaja. Fold sammen
Læs mere
Foto: Tiderne skifter
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den Esther, der spørges til i titlen på Katja Petrowskajas erindringsfortælling »Måske Esther«, er forfatterens oldemor. Hun blev skudt af tyske soldater i 1941 i det besatte Kiev i forbindelse med den uhyre massakre ved Babyn Jar, hvor nazisterne skød 33.000 jøder.

Petrowskaja blev selv født i Kiev, i 1970, men har studeret i Estland og Moskva og har været bosat i Berlin siden 1999. Her sætter hun sig på et tidspunkt for at samle brikkerne til sin families og slægts omtumlede historie, og det er ikke nogen let opgave, for familiens grene fortaber sig på grund af pogromerne, landflygtigheden og nødvendigheden af at skjule identiteterne.

Den spørgende og lidt tøvende titel på bogen henviser således til, at ikke blot er forholdene omkring oldemorens død uklare – selv navnet er der ikke sikkerhed omkring. Og sådan er det mere eller mindre hele vejen igennem. Det er svært, noget nær umuligt, at nå til nogen sikkerhed om ret meget.

Derfor har Petrowskaja også valgt at gå lidt anderledes til værks, når hun fortæller slægtens historie.

Hun tager nemlig udgangspunkt i sin egen situation og de rejser, hun drager på til de steder, hvor familien har levet. Hendes research, som oftere end sjældent fører ind i blindgyder og flertydigheder, er en del af beretningen, og den bliver afsæt for skarpe refleksioner over det 20. århundredes turbulente historie og hendes egen tid og eksistens.

Katja Petrowskaja forsøger at finde vished om sin familie i »Måske Esther«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Udsnit af forsiden.

Bevægende og humoristisk

Af samme grund er fortællingen mere springende og fragmenteret end episk og kontinuerlig, og man skal som læser holde tungen lige i munden for at holde styr på navne, dæknavne, forgreninger mv.

Det behov, vi gerne har for sammenhæng og forløsende afslutning, når vi lytter til eller læser nogens fortælling, indfris ikke hér. Læsningen kommer derved til at mime Petrowskajas egen delvist uforløste søgen efter den egentlige historie.

Petrowskaja modtog i 2013 den prestigefyldte tyske litteraturpris Ingeborg-Bachmann-Preis for bogen.

Hun valgte at skrive den på tysk, selv om det ikke er hendes modersmål. Hun har et sted fortalt, hvordan det at skrive historien om sin russisk-jødiske slægt på det sprog, der tilhørte dem, der var medvirkende til at familien blev splittet, lod hende sætte sig fri af det offer-forbryder-tema, som ellers ligger lige for. Petrowskaja tager som udgangspunkt, at hun tilhører en generation, hvor denne tematik ikke længere er personlig.

Beretningen er derfor også oftest nøgternt, til tider humoristisk, skrevet, men alligevel bevægende. Dels i kraft af de historier om umenneskelig behandling, Petrowskaja finder frem til. Dels i kraft af den frustration, eftersøgningen konstant sender for­fatteren ind i på grund af manglende vished.

Titel: Måske Esther Forfatter: Katja Petrowskaja Oversætter: Jacob Jonia Sider: 240 Pris: 299 kr. Forlag: Tiderne Skifter