Hun føler sig mere ensom, når hun er sammen med folk

Mira Gonzalez skriver om kejtet sex, lortede fester og sjælens ubodelige ensomhed.

Mira Gonzalez. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Tove Ditlevsens forfatterskab nyder fornyet respekt herhjemme. Hun læses, diskuteres og beundres for at være autentisk og hudløs. Eller måske burde man snarere skrive »autentisk« og »hudløs«. I citationstegn. For der er jo tale om digte og romaner. Altså om tilvirkninger og fiktioner.

Men om forfattere skriver om det ene eller det andet - om det levede liv eller om et fiktivt liv - er måske ikke så vigtigt. Det er det derimod, om den givne tekst virker ægte på læseren. Dét er kunsten, om man så må sige, og den mestrer amerikanske Mira Gonzalez, født 1992, i »Jeg vil aldrig blive smuk nok til at gøre os smukke sammen«.

På linjer, der er brudt op som i digte, men reelt er prosa, skriver hun om et liv i Los Angeles. Det er sørgeligt-smukt og med en desillusion, der giver mindelser om Douglas Couplands »Generation X«. Men hvor de unge dér fandt en mening i det meningsløse ved at fortælle hinanden historier, så har kvinden – lad os for nemheds skyld kalde hende Mira Gonzalez – ingen historier at fortælle. Og sjældent nogen at fortælle dem til, for den sags skyld.

I stedet skriver Mira Gonzalez om oplevelsesglimt eller sanseintryk. Om kejtet sex, sovepiller og lortede fester: »jeg begyndte at drikke alkohol kl. 15/kl. 23 tog jeg til fest iført det samme tøj jeg havde på i torsdags/kl.00.00 fortalte fyren jeg mistede min mødom til at han skal have et barn/kl. 01.30 spiste jeg piller på badeværelset uden at fortælle det til nogen«.

Paradoksal ensomhed

Ved siden af den nævnte desillusion løber selvleden side om side med en distancerende selvbevidsthed - »du er bevidst om bestemte ting mens han har sex med dig« - og en følelse af ikke at være noget særligt: »du kan ikke skabe noget eller føle nogen ting som ingen har følt før«.

Om »jeg« og »du« refererer til to forskellige mennesker eller begge henviser til Mira Gonzalez, er ikke altid lige klart i »Jeg vil aldrig blive smuk nok til at gøre os smukke sammen«, hvor computerens skærm altid er tryggere end et andet menneskes ansigt: »jeg føler mig mere ensom når jeg er sammen med folk/end jeg gør når jeg er alene og kigger på internettet«.

Skal hun endelig omgås andre mennesker, er hun »mest tryg sammen med folk der kritiserer mig/jeg føler at hvem som helst der ikke konstant kritiserer mig lyver«.

For meget, for klynkende, for pubertært? Måske i min citatmosaik, men sjældent i den lille bog, der rammer en egen forslået, bevægende og momentvis humoristisk tone og indimellem lyser op i decideret smukke linjer. Som »I nat fortalte du mig/at alt i dit liv/er en nuance af lys grøn«.

Det er digteren Caspar Eric, der har oversat, og hans egen debutbog, »7/11«, ligner på så mange måder Mira Gonzalez´ – emnevalgene, de små bogstaver, skriftsnittet, de brudte prosalinjer – og hans oversættelse skurrer da også kun enkelte steder. Som når »romantically involved« bliver til »romantisk involveret«.

I Caspar Eric har Mira Gonzalez en ven i ånden, og blandt andet derfor er »Jeg vil aldrig blive smuk nok til at gøre os smukke sammen« en fin, nærværende oplevelse.

Titel: Jeg vil aldrig blive smuk nok til at gøre os smukke sammen. Forfatter: Mira Gonzalez. Oversætter: Caspar Eric. Sider: 53. Pris: 139 kr. Forlag: Kronstork.