27 er et sort tal. Kurt Cobain, Janis Joplin, Jim Morrison, Amy Winehouse og mange andre kom jo aldrig forbi det. De blev bare 27 år og døde, inden verden havde set og hørt alt, hvad de kunne.
Men for forfatterspiren Angie, hovedpersonen i Alexandra Salmelas »27 eller døden skaber kunstneren«, er tallet ikke sort og endegyldigt, men derimod lyst og fuld af muligheder.
For hende er en død i dén alder vejen til blivende berømmelse - til ikonstatus - og når hun ikke sidder og skriver halve og kvarte historier i sit værelse i Prag eller diskuterer tvivlsomme kunstprojekter med sin brogede venneflok, så spekulerer hun på, hvordan hun skal begå selvmord. Og det haster: Hun er allerede 27 og fylder snart 28.
Det kører i det hele taget ikke for Angie. Hun skriver uden fokus, kan ikke med sin familie, er træt af sine venner, og studierne på universitetet er gået i stå. Derfor griber hun også chancen, da muligheden for luftforandring byder sig og rejser til Finland, hvor hun flytter ind i en sauna, der hører til et stort bondehus.
Det er hovedhistorien i Salmelas debutroman. Men det bemærkelsesværdige ved bogen er ikke bare historien, men også måden den fortælles på.
Sirligt og sindrigt
Angie er nemlig langt fra den eneste stemme. En tøjgris, der tilhører det mindste barn i bondehuset, får også sin egen herligt naive røst, og det samme gør familiens anderledes kyniske kat Kassandra og familiebilen Astra, der i regibemærkninger fortæller om dem, der kører i den.
På den måde pointerer romanen sirligt og sindrigt, hvordan alt afhænger af øjet, som ser, og af stemmen, som fortæller. Når Hr. Øffesen - det hedder grisen! fortæller om, hvor herligt de har det i familien, og man siden læser Angies prosastykker om den, hvor de fremstår som jordslåede bønder, ja, så er den alvidende fortæller trængt i baggrunden til fordel for relativeringen.
Måske ikke nogen dybt original pointe. At verden former sig efter den, der ser på den. Men litterært set er det stimulerende at springe mellem de forskellige synsvinkler og danne sin egen via dem. Og hele tiden med en indre, diskret spindende suspense-motor. For når Angie at begå selvmord, inden hun bliver 28? Når hun at skrive et stort, blivende værk?
Svarene skal ikke gives her. Det skal blot konstateres, at »27 eller døden skaber kunstneren« er en virkelig løfterig debut. Og hvor romanens Angie hele tiden spænder ben for sig selv ved at være for ambitiøs, så lykkes det hele for Salmela. Sikke en flair for fortælling, sikke en musikalsk evne til at skifte fortællestemme i hvert af de korte kapitler, sikke en sans for humor og smerte.
Ovenstående linjer kunne sjovt nok lyde som dem, Angie drømmer om at få, når hendes første bog udkommer og skal anmeldes. Hun drømmer i det hele taget for meget om anerkendelsen og hyldesten. Præcis som alle andre unge forfattere. Og sikkert også Salmela som med »27 eller døden skaber kunstnere« har skrevet en vidunderlig bog, der fra én vinkel er kunstnerroman, fra en anden komedie og fra en tredje tragedie. Med stor hjælp fra Angie, Astra, Kassandra og den gode Hr. Øffesen.
