Vi har Gyldendals og Politikens 16-binds danmarkshistorie. Vi har »Dansk Udenrigspolitiks Historie« i seks bind. Og nu har vi så historikeren Lars Hovbakke Sørensens »En europæisk Danmarkshistorie. Fra oldtiden til i dag« i ét bind.
Mens de andre værker er skrevet af mange, er dette skrevet af én mand. Det er en imponerende præstation. Hovbakke følger Danmarks historie fra lang tid før, Danmark blev Danmark, og før landområdet overhovedet blev beboet.
Han mener, de første beboere nok var neandertalere, men at der intet er tilbage fra dem, da disse slet ikke blandede sig med de mennesker af homo sapiens sapiens-arten, som derefter søgte herop. Ifølge den nyeste forskning har den moderne europæer nu et par procent af vores DNA fra dem, så blandet sig har de måske alligevel med hinanden.
Danmark i europæisk sammenhæng
Hovbakke går hele vejen op og slutter sit værk med Danmarks første, kvindelige statsminister, Helle Thorning-Schmidt, som »fortsatte inden for det økonomiske og fordelingspolitiske område den retning, der var udstukket af den forrige regering«. Det gjorde hun på grund af den økonomiske krise, hvorfor Hovbakkes sidste sætning lyder:
»Endnu en gang kom den internationale udvikling altså til at spille ind på udviklingen i Danmark, fordi krisen havde været med til at gøre forskellen på partierne mindre«. Denne vinkel på Danmarks historie er det afgørende og fornyende i Hovbakkes danmarkshistorie.
Han sætter ganske fint og præcist begivenhederne i Danmark ind i en europæisk sammenhæng. Magtkampene og udviklingen i Danmark var stærkt afhængig af, hvad der skete i landene omkring os.
Ved at se tingene i sammenhæng forklarer Hovbakke, hvorfor det gik som det gik, og hvorfor det lykkedes Danmark at undgå at blive opslugt af de store, europæiske riger, der voksede frem fra omkring år 800. Vores historie opstår som modsætning til de store riger syd for os. De første konger afgrænser riget gennem deres kampe med stammerne og landene syd for os.
På den anden side af Østersøen er det blandt andre venderne, og syd for Jylland er det først Karl den Stores Franker-rige og derefter det tyske rige, det drejer sig om. Når disse er engageret andetsteds, får de danske konger ro til at konsolidere deres magt og erobre nyt land.
Et eksempel herpå var Knud IVs uforstyrrede ekspansion ned til Elben og dermed erobringen af Holsten, som skyldtes »Henrik den VIs pludselige død i 1197 ( ... ) og det efterfølgende kaos, der brød ud i Tyskland«, skriver Hovbakke. Den erobring fik vi senere en del problemer ud af.
De første oplysninger om navngivne danske konger får vi simpelthen fra franske optegnelser, fordi det lykkes kongerne at sætte en stopper for Karl den Stores tysk-romerske riges ekspansion mod nord. Derefter nøjes frankerne med at blande sig politisk i de danske kongsemners blodige kampe om magten.
Da dette rige var brudt sammen, blev det magtkampene i Tyskland, som gjorde det muligt for Valdemar Sejr at ekspandere, indtil stabiliseringen i Tyskland førte til, at han mistede det hele igen. På grund af indre strid og tysk ekspansion gik landet i en sådan opløsning, at der ikke var noget tilbage, da Niels Ebbesen slog den holstenske grev Gert ihjel, hvorefter Valdemar Atterdag indgik en aftale med tyskerne, som gjorde det muligt at samle stumperne til et hele.
Og sådan fortsætter fortællingen videre med svenskekrigene i det 17. århundrede, Napoleonskrigen, der i 1814 kostede os Norge, og de slesvigske krige, som i 1864 kostede os Sønderjylland. Så kunne vi ikke blive meget mindre, hvis vi overhovedet skulle overleve. Det gjorde vi da også kun, fordi de allierede i 1945 bragte besættelsen af Danmark til ophør og efter nogen tøven lod os smutte med i FN som et af de lande, der havde kæmpet mod Nazityskland.
Tilpasning til den tyske overmagt
Her kunne jeg godt have tænkt mig, at Hovbakke var gået lidt mere ned i de finurlige, historiske detaljer, for indenrigspolitisk tilpassede såvel Valdemar Attterdag som statsminister Vilhelm Buhl sig den tyske overmagt, idet den første lovede at retsforfølge grev Gerts mordere, og Vilhelm Buhl i 1942 lovede at retsforfølge sabotørerne.
I beskrivelserne af magtspillet i Danmark og dets sammenhæng med magtspillet og magtforholdene uden for landet fortæller Hovbakke levende og spændende. Lange passager, ikke mindst om middelalderen, flyver man igennem. Andre bliver mere kortfattede og overfladiske, for eksempel den om det 18. århundrede og oplysningstiden.
Her bemærker man værkets svaghed, for nok fortæller Hovbakke undervejs om landskabet og til en vis grad om økonomien, men den kulturelle og åndelige udvikling er nærmest fraværende, skønt den dog har spillet en væsentlig rolle for vores historie.
Derved bliver det, som Hovbakke selv er den første til at erkende, endnu en historie om konger og stormænd og deres intriger, kampe og handlinger, der her sættes i sammenhæng med de tilsvarende intriger, kampe og handlinger i udlandet.
På denne måde bliver det en integreret danmarks- og europahistorie. Og som en sådan er den værdifuld, givende og overordentlig velfortalt.
Der er naturligvis fejl undervejs. Andet ville være overmenneskeligt. Fra den tid, jeg selv har været med i, bemærker jeg, at Hovbakke om den dagsordenskamp, der i 1988 førte til NATO-valget, skriver, at det var det radikale dagsordensforslag, socialdemokraterne forhindrede i at komme til afstemning først, hvorved socialdemokraterne udløste valget. Det var nu regeringens forslag, som jeg havde »fornøjelsen« af at fremsætte.
Jeg konstaterer også, at han mener, at Danmark gik med i krigen i Irak uden FN-mandat. Det kan han godt mene, men Udenrigsministeriets Folkeretskontor leverede faktisk en skriftlig redegørelse for, at det var med FN-mandat.
Men lad det nu ligge, for det stærke ved en enmands-historieskrivning er, at fortælleren giver udtryk for sin opfattelse af forløbet og dermed sætter sit personlige præg på fortællingen. Og det gør Lars Hovbakke Sørensen.
Titel: »En europæisk Danmarkshistorie. Fra Oldtiden til i dag.« Forfatter: Lars Hovbakke Sørensen. Sider: 672. Pris: 400 kr. Forlag: Gyldendal.
