Hotellet i skoven

Dennis Gade Kofods »Genfærd« er en sælsom, smukt skrevet fortælling om død, sorg og filtrede familierelationer.

I gode romaner er der altid »noget«, som får læseren til at vende næste side. Det kan være sprogets skønhed, interessen for en karakter eller lysten til at få svar på ét bestemt spørgsmål.

I Dennis Gade Kofods »Genfærd« er læsningen motiveret af alle ovennævnte grunde. Men først lidt om historien, hvor Frederik indledningsvist er på vej ud til et hotel i en skov. I ham buldrer en stor sorg, og hans chef har bedt ham tage ferie og prøve at finde en eller anden form for balance.

Hotellet er dog ikke et sted for sjælefred. De ansatte på hotellet er alle, går det gradvist op for Frederik, i familie med hinanden, og der er noget uudtalt og urovækkende over dem alle. Ikke mindst den bryske chef Henriette, som skyder skader med gevær. Helt tæt på hotellet. Og hun har også alvorligere sager på samvittigheden, som ikke skal røbes her.

Men Frederik lader sig i sorgens passivitet forføre af hendes datter, Pus, som ellers er gravid – måske endda med sin adoptivbror.

Og mens Frederik forsøger at gennemskue relationerne på hotellet, forsøger læseren at gennemskue, hvad det er for en sorg, HAN bærer på, og som Dennis Gade Kofod kun langsomt afdækker. Og det er blandt andet dén – den litterære forhalingsteknik – der driver læsningen af den 154 sider lange roman, som overvejende er skrevet i korte hovedsætninger og med mange linjeskift.

En stil, der er blevet Dennis Gade Kofods signatur, og som står godt til hans realistiske, men også lyrisk tonede prosa. »Som om de ikke er til, sådan er foyeren og restauranten tom«, lyder det et sted. Et andet om en tur i vandet: »Drivende lige så meget i lyden fra havet som i selve havet«.

Sans for psykologi

Det er en fornøjelse at læse, ligesom forfatterens sans for psykologi og sociale ubalancer er overbevisende. Men hvad er det så helt præcist Frederik sørger over? Ja, det forklares først fuldt ud på de allersidste sider, og her bliver »Genfærd« mindre og mere banal end nødvendigt.

Men den poesi og mærkelighed, som vibrerer mellem romanens linjer, ja, dén bliver siddende i kroppen, efter at den sidste sides demonstrative »SLUT« er læst.