»Hvert menneske fortvivler på sin måde«, skriver Herta Müller et sted. Og netop fortvivlelsen kender den tysk-rumænske forfatter og nobelpristager alt til: Hendes mor blev deporteret til en ukrainsk arbejdslejr, hendes far var del af Waffen SS, og selv har hun levet store dele af sit liv i Rumænien under Nicolae Ceauşescus diktatur.
I »Livsangst og ordsult« kredser de bare 48 sider om det sidste, om livet under diktaturet og om det at skrive. Men også om forholdet mellem de to; om hvad diktaturet gør ved skriften, og om hvad skriften gør for selvopholdelsen under de umenneskelige livskår.
Svar og spørgsmål som oprindeligt er givet og stillet i en samtale med litteraten Michael Lentz ved et arrangement i 2009, kort efter meddelelsen om, at hun fik Nobelprisen. Siden har Herta Müller skrevet samtalen ind til en kondenseret, lysende klar tekst, der på én gang er tidsbillede og poetik.
Det første, tidsbilledet, er rystende, fordi Müller har sproget til at mane det frem. Hele det afsindige, afsindigt paranoide regime og den vilde, ætsende frygt. Men også den naivitet, der fandtes i hende og hendes venner.
Hvordan de talte frit i deres hjem, uden frygt for det hemmelige politi Securitate, fordi alt i Rumænien var så nedslidt. »Vi kunne slet ikke forestille os, at Securitate anskaffede sig de mest moderne mikrofoner fra Vesten«, forklarer hun, og at hvert eneste frie ord blev aflyttet og diskret brugt under fremtidige forhør.
Selv blev Müller også kontaktet af Securitate og bedt om at arbejde for dem. På det tidspunkt oversatte hun brugsanvisninger på en traktorfabrik, og da hun takkede nej, blev hendes skrivebord overtaget af en anden, og hun blev henvist til at arbejde ude på trappen. Ingen spurgte hende hvorfor, og siden spredte Securitate rygter om, at hun havde meldt sig som agent. Brugte hendes egen frygt mod hende på ond, uhyre avanceret vis.
Fandt frizone i skriften
Diktaturet førte naturligvis selvmord med sig, og det overvejede Müller også. Men det umenneskelige system blev på paradoksal vis et argument for at holde sig i live: »Altså, når selvmordstanken vendes på hovedet og bliver til det hemmelige politis tilfredsstillelse, så bliver den skyndsomst og totalt forbudt indvendigt.« Og senere: »Jeg fik appetit på livet, jeg blev spøgelsesagtigt forhippet på livet, hvor kompliceret det så end var.«
Skrivearbejdet var også en art trods for Müller, der insisterede på at konstruere sin egen verden inde i diktaturets. En indre frizone, kunne man kalde det. Eller med hendes egne ord: »skrivearbejdet befrier en for angst, det er derfor det giver fodfæste – et imaginært fodfæste, ikke et virkeligt. Fodfæste indadtil, ikke udadtil.«Diktaturet førte desuden en sproglig hyperbevidsthed med sig. Frygten for afsmitning fra magthavernes sprog var altid præsent. Opmærksomheden mod omverdenen blev også skærpet.
I et diktatur »iklæder man sig iagttagelse«, som det hedder i en af bogens blændende sætninger.Og Müllers litterære stil er, forstår man, vokset ud af hendes dobbeltsproglighed. Hun voksede op på en tysktalende egn i Rumænien, men taler rumænsk lige så godt, og det har, medgiver hun Lentz, givet forfatterskabet en særlig poesi. Ikke mindst i titler som »Mennesket er en stor fasan i verden«, »Rejsende på ét ben« og »I dag havde jeg helst ikke mødt mig selv«.
Som Lentz konstaterer: »Disse titler på dine romaner og fortællinger er ofte forbløffende vendinger, hvor man kunne synes at her er der noget, der er skredet lidt i den tyske formulering, ganske lidt.«
»Livsangst og ordsult« er en dobbelt læseoplevelse. På den ene side røres man med sorg over, hvad Müller har måttet gennemleve og udstå. På den anden side gør bogen det klart, at hendes sublime sprog og forfatterskab, som vi for alt i verden ikke vil undvære, er blevet, som det er, i kraft af netop hendes fortid og fortvivlelse. I mødet mellem smerte og kunst, mellem, ja, livsangst og ordsult.
