»Som forvoksede fugle balancerede vi på hver vores gren med en plasticbeholder i den ene hånd og en fjerbørste i den anden.«
Året er 2098 i Kinas Sichuan-provins. Tao er sammen med de andre kvinder på »arbejdsholdet«, en eufemisme for slaveri, ved at bestøve hver enkelt lille blomst på træerne. Tidligere var det bierne, der i al ubemærkethed gjorde arbejdet, men de begyndte allerede at forsvinde tilbage i 1980erne.
Det var værst i Kina, hvor forureningen tidligt fik regimet til at tvinge arbejderne til at håndbestøve. Men efter at »Kollapset« – et globalt sammenbrud i de økologiske og teknologiske systemer – ramte, var kineserne allerede gearede til den nye verden, og ikke mindst manuel bestøvning.
Ja, det er en vild idé, der udgør afsættet for den ene af de tre fortællinger i Maja Lundes debutroman, »Biernes historie«. Og med den skriver nordmanden sig ind i to tendenser i tidens litteratur, nemlig dét at skrive om bier og dét at skrive dystopier.
Laline Paulls »The Bees« er et eksempel, Sue Monk Kidds »The Secret Life of The Bees« et andet, og hvad angår romaner om klodens kollaps, er Cormac McCarthys »Vejen« og Peter Adolphsens »År 9 efter Loopet« de første titler, der falder mig ind.
Sammenflettede spor
Lunde skriver lykkeligvis også om det store kollaps uden at moralisere eller sensationalisere, og »Biernes historie« består som nævnt af tre spor, hvoraf Taos er det ene. Et andet følger biologen og frøhandleren William i 1850ernes England. Han er ved at gå til af alder og livstræthed, men da han får ideen til en ny bistadekonstruktion, som det er let at udvinde honning fra, ser han chancen for at give sit spildte liv fylde og mening.
I det tredje spor møder læseren den amerikanske biavler George, der lever i vor tid og en dag opdager, at alle hans bier er væk. CCD, Colony Collapse Disorder, kaldes det kun alt for virkelige fænomen, der rammer George, der i forvejen slås med at forstå sin sarte, kunstnerisk anlagte søn.
Men da bierne er forsvundet, siger sønnen til sin far: »Menneskene. Vi må lægge om.« Der er en fortrøstning i ordene, en tro på et nyt fællesskab og en ny start på både det private og det globale plan, men samtidig kender læseren til Taos fortælling, der sætter fremtiden i et anderledes dystert lys.
»Biernes historie« er en god roman. Sporene er flettet sammen med episk flair, og særligt historien om George og hans søn – alle tre handler om relationer mellem forældre og børn – er nærværende og vedkommende.
På den anden side tynges romanen af overforklaringer og omstændelighed. Sikkert fordi Lunde har researchet så grundigt om biernes liv og vilkår. Klippene mellem de tre spor er også lidt for hyppige; hver enkelt er spændende nok i sig selv og kunne sagtens tåle at flyde i længere, ubrudte stræk.
Men, men, men. Som debutant er Lundes idérigdom og eksekvering fuld af løfter, og den lette uro efter at have læst »Biernes historie« bliver siddende. For så galt går det vel ikke, at floraen må håndbestøves og alt bryder sammen? Eller gør det?
Titel: Biernes historie. Forfatter: Maja Lunde. Oversætter: Mette Holm. Sider: 450. Pris: 300 kr. Forlag: Rosinante.
