De skulle hedde Sherringford Holmes og Ormond Sacker, havde forfatteren først tænkt. Så ændrede han med sin faste og smukke håndskrift navnene til Sherlock Holmes og dr. John Watson. Sherlock var navnet på en professionel cricketspiller og efternavnet tog han fra den amerikanske læge og essayist Oliver Wendell Holmes.
Hans inspiration var Edgar Allan Poes detektiv, Auguste Dupin. Desuden havde forfatteren, der var uddannet læge, haft en lærer på medicinstudiet, dr. Joseph Bell, der imponerede sine studerende ved at diagnosticere patienter, inden han havde talt med dem, og som ofte var i stand til at fremlægge detaljer ved deres liv og profession kun ved at iagttage deres udseende og væremåde. Forfatteren gav endog Sherlock Holmes dr. Bells udseende; den markante, skarpskårne profil med ørnenæse og de gennemtrængende grå øjne.
På fire uger, mens den nyuddannede dr. Conan Doyle sad og ventede på patienter i sin konsultation, skrev han »Et studie i rødt«. Og det er ikke så meget historien og plottet - en hævn/mordhistorie i to halvdele - der fænger, men den præcise, intellektuelle analyse, og mødet mellem to af underholdningslitteraturens mest fascinerende og langtidsholdbare skikkelser, mesterdetektiven Sherlock Holmes og hans kronisk konsternerede følgesvend, den loyale og hårdføre dr. Watson.
De seneste 60 år er Conan Doyles historier om den excentriske detektiv på dansk udkommet i ukomplette og ufuldendte oversættelser. Dette skændige forhold finder Rosenkilde & Bahnhof tiden inde til at ændre på. Så nu udsendes alle fire romaner og samtlige 56 noveller om Sherlock Holmes i én samlet oversættelse og i deres oprindelige rækkefølge med de originale illustrationer i ni bind.
Første bind, »Et studie i rødt«, er netop udkommet, 125 år efter at Sherlock Holmes første gang blev offentliggjort. Sven Ranild, medlem af Sherlock Holmes-klubben i Danmark, har skrevet et indsigtsfuldt forord. Og teksterne er oversat efter »The Oxford Sherlock Holmes« fra 1993, der er det lykkelige resultat af et kritisk gennemsyn af alle Sherlock Holmes-historierne med særlig henblik på at rette de fejl, som hidtil havde eksisteret siden de oprindelige magasin- og bogudgaver.
De fleste kender sikkert Sherlock Holmes fra tv, hvor han fremstilles af den britiske skuespiller Jeremy Brett, som genialsk krukket, grænsende til det indbildske. Serien lægger sig loyalt op ad de litterære forlæg, som Guy Ritchie til gengæld ikke har følt sig forpligtet af med sin Sherlock Holmes, hvor Robert Downey Jr. er en frygtløs og meget fysisk Holmes assisteret af Jude Law som Watson, mens seneste skud, BBC-serien med Benedict Cumberbatch, der også sendes på DR, er ført helt op til vor tid. Meget betegnende er der tale om tre vidt forskellige fortolkninger - Sherlock Holmes har for længst vist sig som en af de mest robuste skikkelser i litteraturen.
Sherlock Holmes’ succes beror på blandingen af victoriatidens hygge og uhygge, af og til grænsede til det makabre og mytiske og oftest henlagt til Londons tågede gader. Læg hertil den eminente opklaring og ikke mindst de to hovedrollehaveres personligheder, samspillet og den hyggelige ungkarlebolig.
Det meste af dette bliver grundlagt i »Et studie i rødt« i slutningen af 1880erne. Om Sherlock Holmes lærer vi efterhånden, at han både er genial og fuld af særheder. Han er en unik logisk begavelse. Han er en mester til forklædning. Han er piberyger og opbevarer sin tobak i en persisk tøffel. Han er bokser og udøver af en japansk kampform. Han er en habil violinist og ejer en Stradivarius. Han er god til kemi og udfører både ildelugtende og faretruende kemiske forsøg i lejligheden i Baker Street. Han er royalist og har med skudhuller skrevet et »VR« - for Victoria Regina - over kaminen. Holmes er også melankoliker og kan forfalde til brug af kokain. Men han er gentleman og accepterer sjældent betaling for sine ydelser.
Allerede omkring forrige århundredeskrifte satte den amerikanske skuespiller, William Gillette, et Sherlock Holmes-stykke op i New York. Forestillingen blev en kæmpesucces, og fra dette stykke stammer to uudryddelige misforståelser. For det første, at Sherlock Holmes gik omkring iført den dobbeltskyggede jagthat, der hedder en deerstalker, og for det andet, at han røg på en krum kalabaspibe. Begge dele har fulgt figuren siden, selv om ingen af dem nævnes i bøgerne eller fremgår af de originale illustrationer. Fra Gillettes teaterstykke stammer også replikken: »Elementært, min kære Watson«. En legende var født.
Conan Doyle skrev også en mængde historiske romaner og erklærede højtideligt, at hvis han i eftertiden kun ville blive husket som forfatteren til Sherlock Holmes-historierne, ville han betragte sit forfatterskab som en fiasko.
Vi står således med litteraturens mest fornøjelige fiasko.
