Holger Danske - gruppen bag Flammen og Citronen

»Holger Danske: Sabotage og likvidering 1943-45« Nyt stort værk fortæller med videnskabelig grundighed om modstandsgruppen, hvor også Flammen og Citronen kæmpede og døde.

Chaufføren Tage Lerche blev i denne lille Olympia beskudt af bl.a. Flammen og Citronen den 19. april 1944 ved Valby Bakke. Modstandsfolkene havde forvekslet ham med Arno Hemmeken, som Holger Danske længe havde været på jagt efter. Tage Lerche blev dræbt på stedet, men hans syvårige søn og en legekammerat blev såret. Sønnen døde kort efter. Fold sammen
Læs mere
Foto: fra bogen

Han var en elegant og kultiveret ung mand. Lidt veg og stille, men koldblodig og handlekraftig under aktion. Dertil noget af en levemand.

Hans navn var Bent Faurschou-Hviid. Hans dæknavn var »Flammen«. Mange kender ham – eller én, der skal forestille at være ham – fra Ole Christian Madsens spillefilm »Flammen & Citronen«. Han var én af besættelsestidens mange unge døde. 8. oktober 1944 blev han overrasket af tyskere i den villa, hvor han opholdt sig. Han var ubevæbnet, og der var ikke nogen flugtmuligheder. Han valgte at begå selvmord med cyankalium. Han blev 23 år.

Og der er masser af andre skæbner på spil i det spil, som var besættelsestidens, og hvor modstandsgrupperne var centrale spillere. Holger Danske hed én af disse grupper, og det var den, der efter en spæd start i 1943 endte som den mandskabsmæssigt største overhovedet på dansk grund. 700 personer nåede på et eller andet tidspunkt at være tilknyttet. Heraf fungerede mindst 500 som sabotører.

Resten udgjordes af baglandet – logiværter, der åbnede hus og hjem for de illegale, kvinder, der plejede de sårede, rådgivere, kurerer og andre – og de er alle sammen med i besættelsestidshistorikeren Peter Birkelunds store to-bindsværk »Holger Danske«, der sætter sig et ambitiøst mål – og når det: At komme hele vejen rundt om organisationen og trænge dybt ind. Kærnen i værket er selve organisationens historie og de illegale arbejdsopgaver, den løste: Sabotageaktionerne og likvideringerne. Det er klassisk empirisk historisk arbejde.

Kampen for fædrelandet
Sabotagerne først. Det var dem, der var Holger Danskes oprindelige eksistensberettigelse. Det var kampen for fædrelandet, det gjaldt, og det var Holger Danske, der stod bag det meste af sabotagen i København, også den formentlig bedst kendte aktion overhovedet, nemlig sabotagen mod Forum 24. august 1943. Udstillingsbygningen var blevet beslaglagt af værnemagten. Den skulle bruges som kaserne for 2.000 tyske soldater. Den blev angrebet, og alle sabotører på nær én slap uskadt. Men hvad nyttede det altsammen?

Ifølge Peter Birkelund kan resultatet af sabotagen mod Forum vurderes på flere niveauer: Militært havde den ingen betydning. De tyske soldater fandt indkvartering et andet sted. Økonomisk var skaderne også betydningsløse. Det var på det propagandamæssige plan, at sabotagen fik konsekvenser, for københavnerne var begejstrede for den »frække« aktion, der foregik midt på dagen og midt i byen. Den og de derpå følgende uroligheder bidrog, skriver Peter Birkelund, til den spænding, der på det tidspunkt allerede havde givet sig udtryk i strejkebølger over det meste af landet, og som endte med, at tyskerne 29. august overtog styringen.

Ukendt betydning
Men var de mange sabotager så det hele værd, kunne man igen spørge?

Hvis man søger et klart, bekræftede svar, må Peter Birkelund skuffe. Der kan, understreger han, intet siges om den danske sabotages betydning for den tyske krigsindustri eller – i sidste ende – for den tyske krigsevne. Vi ved heller ikke, skriver han, hvilken betydning de enkelte medlemmer og grupper i Holger Danske selv tillagde sabotagen, mens det hele stod på. De fleste beslutninger blev truffet på »et relativt lavt niveau«, og her havde man kun ringe muligheder for at vurdere, hvorvidt en fabriks produktion var af stor eller lille krigsstrategisk betydning. Peter Birkelund skriver: » … i sidste ende var de fleste sabotører vel lige tilfreds med at sprænge en marmeladefabrik som en maskinfabrik med direkte krigsproduktion. Blot målet var tysk.«

Tiltagende likvideringer
Der var også likvideringerne. Dem, som Holger Danske foretog stadig flere af, efterhånden som krigsafslutningen nærmede sig. Flammen og Citronen – de nok så bekendte – stod, sammen med få andre, for de fleste likvideringer frem til sommeren 1944. Fra sommeren 1944 til november 1944 var antallet stadig lavt, to til fire om måneden, men nu fordelt på flere grupper. Fra november eskalerede det hele. Der var, ifølge Peter Birkelund, to årsager, og ingen af dem forekommer særligt glorværdige: Dels, at der hele tiden rekrutteredes nye folk, der måtte holdes beskæftiget. Dels, at der ikke længere var så mange oplagte sabotagemål. Peter Birkelund skriver: »Man søgte ikke likvideringerne, men påtog sig dem i mangel af sabotagearbejde.«

Peter Birkelund gør også op med den opfattelse, som bl.a. medlem af Frihedsrådet Frode Jakobsen igen og igen gav udtryk for: At de likviderede alle – eller næsten alle – var stikkere. Den holder ikke, fremgår det. Langt størsteparten af de likividerede var danskere i uniformeret tysk tjeneste, som bevogtede sabotagemål, eller som var med til at bekæmpe modstandsbevægelsen. Stikkere var de ikke.

Ingen oprejsning
Efter krigen forlangte en række familier da også at få officiel oprejsning for deres døde familemedlemmer, men ofte uden held. Et eksempel: En vis Orla Bengtsson blev 14. Februar 1945 skudt af to Holger Danske-mænd i en guldsmedeforretning på H.C. Ørstedvej. I 1948 udsendte Justitministeriet en såkaldt »kort erklæring«, hvor den døde blev frikendt for anklager om angiveri og medvirken til terroraktioner. Oprejsning fik han ikke. Han havde været ivrig, agiterende nazist. Derfor.

Er det i orden? Det fælder bogen om Holger Danske ikke nogen endelig dom over. Peter Birkelund formulerer det sådan her:

»I sidste ende er det mere et spørgsmål om moral end jura.«

Bogen om »Holger Danske« er, i al sin detaljerede nøgternhed, så fjernt fra Ole Christian Madsens medrivende filmatisering, som tænkes kan. Videnskab over for dramatik. Fakta over for mytologisering. Man ville nødigt undvære nogen af delene.