Livet går videre, sådan da! Eter de brutalt åbenhjertige skilsmissedigte og et romangennembrud vender Lone Hørslev med »La’os« tilbage til en slags poesiens hverdagstrummerum med omkvæd som: »Trivsel, længsel, fy fy, fængsel, hjerte og smerte og opvask!«
De huslige gøremål, ordvekslinger med børnene, møder på trappen og i indkøbscentret, forelskelse, kærlighedsdrømme og kærestesorger blandes godt op med hjemløse tiggere i toget og på gaden, »Hus forbi«, og med verdens tilstand i det hele taget.
Krisetider står der skrevet hen over bogens sider, krise i privatlivet og krise i samfundet, og er der noget, der ligger til Lone Hørslevs højrehånd, så er det lige netop krisen. Især den i privatsfæren. Forfatteren kan som få ramme det tonefald, hvor desperationen og frustrationerne forenes med selvironien og den talesprogsnære slagfærdighed, og hvor arbejdet med at sætte tapet op og skabe orden løber sammen med det indre kaos og med nyhederne ude fra verden: »Det gælder om at redde sine stumper, det gælder/om at få styr på sit tapet.« Eller som det også hedder et andet sted i bogen med en understregning af forfatterens karakteristiske brug af det personlige stof: »Hold drømmene lige i munden, Lone.«
Af bogens i alt otte afsnit er det ene overladt til billedkunstneren Rikke Bakmann, som i en stribe tegninger rammer stemningen i digtenes huslige aktiviteter ret imponerende.
Et andet markant brud i bogen skaber et afsnit, som dyrker, hvad man i husmor-porno-tider kunne fristes til at kalde en slags kriseporno. Lone Hørslev mønstrer »Den græske situation«, »Finanskrisen«, »Den nedjusterede danske vækst«, »Den globale opvarmning« og »Ungdomsarbejdsløsheden« og demonstrerer meget håndfast krisefænomenernes potens i kontante erotiske situationer:
»Bagefter tager Finanskrisen dig bagfra, den bider dig i øret, og sådan bliver I ved indtil den også er kommet.«
Bevares, erotiske fantasier og længsler kan give sig mange udtryk, men indfaldet har ikke pirring, morskab eller perspektiv til at bære et helt afsnit i digtsamlingen. Det er i digtene, hvor stort og småt, nært og fjernt hvirvles ind i Lone Hørslevs hverdagsrum, at skriveglæden og den sproglige brillans triumferer og samtidsbilledet fungerer. De digte er der heldigvis flest af.
