Asta Olivia Nordenhofs anden bog, digtsamlingen »Det nemme og det ensomme«, rammer læseren med en enestående blanding af vild og voldsom, men også følsom og hudløst ærlig kraft. »Jeg har 24 år i mig og de er alle sammen bedrøvede og windy«. Sådan samler forfatteren et sted i bogen det personlige erfaringsmateriale op i en enkelt sætning. Det windy, for ikke at sige stærkt forblæste, er i den grad et kendetegn ved digtene i »Det nemme og det ensomme«, og bedrøvelsen har ikke mindst sine rødder i en familiehistorie, som Asta Olivia Nordenhof præsenterer med brutal åbenhed: En farfar, der har tæsket forfatterens far, en far, der har levet på gaden som junkie, og som har haft masser af kvinder, og en mor, der er blevet ydmyget af »alle de fuckhoder«, for nu at bruge en af digtenes egne markante gloser. En passage i bogen beskriver, hvordan faren lader breve henvendt til andre kvinder ligge fremme, så moren kan læse med: »den lille gris tog aborten pænt«.
Blandt de mange forskelligartede ting, disse bemærkelsesværdige digte rummer, er også en god portion social realisme af den mest knugende art. Sådan kan der altså også skrives om en dansk opvækst i dag, og måske skal et vist element af selviscenesættelse ikke helt overses.
»Det er i det løsrevne at nærværet bliver størst,« indkredser forfatteren et andet sted en slags poetisk strategi, der dyrker det hovedkulds spring ud i mylderet af detaljer. Nærvær er der i den grad i glimtene af barndomserindringer, i fragmenterne af familieportrætter og i de meget personlige udmeldinger fra et liv på kanten af samfundet og fra de krænkende møder med institutioner og kommunekontorer. Med få linjer manes billedet af en tidligere kæreste frem for straks at forvandles til en sørgmodig indskrift på gadelivets tabsliste: »der var en der fortalte mig at du er død af en overdosis/det lugter af deodorant og smøreost når jeg tænker på at du ikke findes/det var venligt af dig at du vækkede mig så forsigtigt om morgenen, det sidder stadig i mit bryst«.
Synsvinklen i »det nemme og det ensomme« er outsiderpositionens. En protestdimension bliver klart markeret i et af digtenes indignerede henvendelser til alle dem, der fra deres forskellige placeringer i samfundsmaskineriet bidrager til stigmatiseringen af de mere udsatte grupper af medborgere.
Det er ikke strukturen, der udmærker Asta Olivia Nordenhofs titelløse digte, hvor fokus til tider fortoner sig, og de lange linjer tilsyneladende impulsivt kommer slingrende, mens fraværet af kunstgreb er påfaldende. Det magiske tilstedevær i »Det nemme og det ensomme« er i eminent grad knyttet til motivernes og følelsernes påtrængende og samtidige liv i bogen. Snart er det den totalt smadrede digters stemme, der taler, snart komprimerer stemmen gadens råhed eller vrænger af indignation, og snart rummer den en paradoksal glæde: »må skrive til morten!/må skrive til bjørn! jorden er øm og jeg er ik nok til at fat det!«
Håbløsheden og desperationen, der klinger rent igennem, møder en skarp humor og til tider et uventet glimt af generøs kærlighed og ømhed: »vi plukkede vilde blommer og mirabeller på ydre amar«.
Der er intet perfekt ved Asta Olivia Nordenhofs digte, forbeholdene er til at finde, men hold da op hvor de brænder igennem og berører en. Personligt mindes jeg ikke en digtsamling siden F. P. Jacs generationsudspil »Misfat« fra 1980 og Michael Strunges punkdigte fra 1980ernes begyndelse, der har gjort et så umiddelbart stærkt indtryk.
Forfatter: Asta Olivia Nordenhof Titel: Det nemme og det ensomme Sider: 54 Pris: 150 kr. Forlag: Forlaget Basilisk
