Holbergs muntre historiebøger

Vi kender Ludvig Holbergs komedier og samfundskritiske skrifter. Men Holberg var også historieprofessor og hans historiebøger var velfortalte og muntre. Det er på tide at genopdage Holberg som historieformidler, siger historikeren Sebastian Olden-Jørgensen i ny bog.

Holberg ved skrivebordet er et nærliggende motiv, men er kun udført to gange. Af Wilhelm Marstrand og som her af Carl Thomsen. Fold sammen
Læs mere

Ludvig Holbergs komedier spilles heldigvis stadig og hans samfundssatiriske bøger som bl.a. »Niels Klims underjordiske rejse« er blandt vore klassikere. Men Holbergs mente selv, at hans vigtigste indsats lå på det faghistoriske felt og som historieprofessor ved universitetet gik han op i sin gerning med fynd og klem.

Hans Dannemarks Riges Historie i tre bind (1732-35) var gennem flere århundreder standardværket om dansk historie og blev først i 1832 afløst af en nyere danmarkshistorie. Han skrev meget andet historie end sin store danmarkshistorie og værkerne blev læst, fordi han lagde vægt på formidling af gode historier med litterær kvalitet.

Historikeren Sebastian Olden-Jørgensen har netop udgivet bogen »Ludvig Holberg som pragmatisk historiker« og her indkredser han kvaliteter og mangler i Holbergs faghistoriske produktion, for helt uden problemer var Holbergs værker ikke.

Sebastian Olden-Jørgensen mener, at Holbergs værker er ved at blive hot, fordi de med deres fine formidling, sans for drama og mod til at afsige moralske domme over fortidens aktører ligner nutidens gode historiske værker, der henvender sig et bredt publikum

Sebastian Olden-Jørgensen er ikke ene om at hive fat i Ludvig Holberg faghistoriske virksomhed. Hans bog ligger i forlængelse af et stort digitalt projekt, der så lyset i august 2015. Efter års indsats har et fælles dansk-norsk projekt barslet med en digital udgave af samtlige Holbergs værker. Alle kan uden log on eller betaling se resultatet på nettet på www.holbergsskrifter. dk.

Her er samtlige Holbergs skrifter kommenteret af sagkyndige og desuden kan man samtidig se de oprindelige sider fra Holbergs værker. Det er et must for alle med interesse for Holberg og danmarkshistorien. Planen er, at udvalgte værker fra denne nye kommenteret udgave af Holberg-skrifter også skal komme i papirudgave.

Munterhed og satire

Foruden denne omfattende indsats for at introducere Holberg for et nyt publikum har det norske forskningsråd søsat et projekt med titlen »Holbergs Ideologier.« Første bind af en række udkom i 2014 med titlen »Historikeren Ludvig Holberg.« Også dette projekt har både norske og danske historikere som bidragsydere og bogen om historikeren Holberg er redigeret af den norske historiker Jørgen Sejersted og Sebastian Olden-Jørgensen.

Der er tidligere udsendt en stor samlet Holberg-serie, nemlig i 1913-1963, ja det tog 50 år, men med den digitale udgave og ny forskning er en ny æra for Holberg-forskningen indledt.

Holbergs samtidige var ikke utilbøjelige til at se kvaliteter i hans skriverier, der jo også havde succes, fordi de nåede et bredt publikum. Holbergs kollega, den dygtige, kildekritiske og temmelig kedelige historiker Hans Gram, skrev om Holbergs Dannemarks Riges Historie, at den var behæftet med fejl, mangler og sjusk. Gram kritiserede, at Holberg hengav sig til komiske løjer, satiriske morsomheder og folkelige talemåder, hvor han ofte blev plat.

Desuden skrev Gram, at Holberg gik på jagt efter amoralske ting og glemte den historiske alvor. Holbergs kritikere mente, at en historiker skulle være en alvorsmand og ikke en gøgler, men Holberg var både morsom og en alvorsmand og han havde virkelig siddet med næsen ned i de primære kilder, selv om han ikke afstod fra at skrive af efter værker, som han havde tillid til.

Der er altså ingen tvivl om, at morsomhederne i Holbergs historiske forfatterskab repræsenterer et markant brud med det, samtiden og hans eftertid anså for god smag, og det må Holberg også selv have vidst. Han skrev selv, at han »med en munter Stiil forklarer de serieuse Ting«. Vi skal imidlertid ikke nødvendigvis forstå »munter« som vittigheder, men i højere grad som livlig eller levende.

Men skal skal frem, skriver Sebastian Olden-Jørgensen, til den efterfølgende generations forfattere, Johan Herman Wessel og Oehlenschläger, før »munter« også betød »morsom«. Med sin munterhed og satire ønskede Holberg at give en morale til nutiden, eller som han selv skrev: »ved skiemtsom Morale kunde meere udvirkes, end ved de hæftigste Straffe-Prædikener.«

Faldt i unåde

Det er Sebastian Olden-Jørgensens synspunkt, at Ludvig Holberg var en »pragmatisk historiker.« Med det udtryk mener Sebastian Olden- Jørgensen, at Holberg ikke lagde stor vægt på nøje kildekritiske studier, men først og fremmest ville underholde et bredt publikum med spændende historier, der også skulle være opbyggelige, men aldrig måtte kede.

Holberg elskede at være historieprofessor og skrive historiebøger og han var fuldt ud klar over, at han brød tidens normer og med en folkelig, munter stil ville ud til et større publikum. Han ville skrive historie med litterær kvalitet, med moralske og politiske vurderinger og give en sammenhængende fortælling, samtidig med at han klart indså, at den nutid, han levede i, var resultatet af historiske processer, som var væsentlige at beskrive.

Eftertiden var ikke nådig mod historiefortælleren. I løbet af 1800-tallet lagde man vægt på faghistorisk videnskabelighed mere end på fortællelyst og Holberg faldt i unåde hos eftertidens historikere som en indskrænket, ahistorisk og moraliserende fortæller. Historiefaget blev præget af en videnskabelig ånd, hvor man ønskede alt dokumenteret med kildehensvisninger og noteriet bredte sig som pest i faglige værker og slog ofte fortællekunsten i stykker.

Det blev ikke bedre efter 1968, hvor de marxistiske folk på universitet ønskede, at historiefaget skulle politiseres og styrke den revolutionære kamp. For dem var Holberg systemets mand, der ikke støttede den rette politiske kamp, for selv om han viser medfølelse med en Jeppe i baronens seng, så var han dog ikke en omstyrter af klassesamfundet. I Holbergs historiske værker er det svært at spore nogen oprørsk ånd, selv om Holberg også var samfundskritisk.

Efter den revolutionære iver var drænet ud af universitetets lektorer blev de blege tilhængere af troen på en videnskabelig forskning, hvor de udviste en angst for at afsige moralske domme, sandsynligvis som en reaktion efter deres egen revolutionære ildhus hurtige domme. I faghistoriske kredse blev målet blot beskrive fortidens aktører på deres egne præmisser, så man bedre forstod deres handlinger og ikke så dem i et nutidigt ahistorisk lys.

I virkeligheden er det ganske umuligt at adskille forståelsen for fortidens aktører med en moralsk stillingtagen, så den ideale fordring om at forstå fortidens mennesker på deres egne præmisser er letsindig. Moralske vurderinger har vi alle, også faghistorikerne, og vi kan ikke skille os af med den. Tænk blot på den forudindtagethed vi har, når vi skriver om nazister.

Ligner populære historieformidlere

Holberg var som sagt ikke i vor forstand en vittighedsmager, men for sin samtid var han udfordrende munter. Lad os se på et par eksempler, som Sebastian Olden-Jørgensen bringer i en upubliceret artikel »Holbergs »sædvanlige Munterhed.«« I sin danmarkshistorie skriver Holberg om den danske konge Svend Estridsen:

»Han var besynderligen venlig, skiøndt hans Venlighed undertiden gik for vit sær mod Hof-Jomfruerne, hvilke han fast alle giorde frugtsommelige, og derfore efterlod sig 13 u-ægte Sønner, blant hvilke Harald, som succederede ham, og Knud, som han mest elskede, item Olaf, Erik og Niels, som alle efter hinanden bleve Konger i Dannemark.«

Humoren går på den fikse bemærkning, at Svends venlighed gjorde hofjumfruerne gravide. Eksemplet viser Holbergs opmærksomhed på det erotiske, der genfindes i komedierne, men også nogle steder i de historiske værker. Selv om det for en moderne smag ikke fylder meget, var det som nævnt nok til, at Hans Gram syntes, at Holberg gik på jagt efter amoralske ting.

I en omtale af slaget ved Fodevig i 1134 skriver Holberg om studenternes glæde over slaget:

»Udi dette store Slag blev blant andre fundne paa Valstedet Bisp Peder af Roskild, Bisp Thakke af Ribe, Bisp Albert af Slesvig, Flocus af Aarhuus og Henrik af Sverrig samt 60 Præster, hvilke tillige med alle de andre Geistlige bleve af Erke-Bisp Adzer absolverede af alle deres Synder førend Slaget holdtes hvoraf sees, hvad Handverk Geistligheden brugte paa de Tiider, og at fattige Studentere da havde Aarsag at glæde sig ved store Feltslag, hvorudi saa mange Præste-Kald kunde blive vacante paa een Dag.«

Munterheden går på de gejstlige syndige liv og at de fattige studenter kunne glæde sig over slaget med de døde gejstlige, for så kunne de få et arbejde i krikens tjeneste. Ofte var Holbergs munterhed og satire rettet mod den katolske kirke og svenskerne.

I de senere år er der kommet en bevægelse mod den vindtørre historieskrivning, hvor yngre historikere har kombineret kildestudier med en friskhed i skrivestilen og en erkendelse af, at historie og er at fortælle en god historie. Tiden er nu inde, skriver Sebastian Olden-Jørgensen, til at erkende, at Holberg ligner vor egen tids populære historieformidlere.

Forfatter: Sebstian Olden-Jørgensen. Titel: Ludvig Holberg som pragmatisk historiker. Sider: 160. Pris: 148 kr. Forlag: Museum Tusculanus Forlag