Det må være første gang, at EUs tredje postdirektiv spiller en rolle i en roman. Og alene det - at skrive om noget så usexet og teknokratisk - skal Vigdis Hjorth have ros for.
Netop ros har Hjorth fået masser af i hjemlandet Norge, hvor hendes klare, sorgmuntre og eksistentielt tonede prosa er bredt anerkendt og prisbehængt. Med rette, må jeg tilføje, og »Leve posthornet!« besidder også mange af de træk og kvaliteter, der er beundringsværdige i Hjorths velvoksne bagkatalog.
Men tilbage til EUs tredje postdirektiv og historien om kommunikationsrådgiveren Ellinor, der overtager direktivsagen, da hendes kompagnon, Dag, en dag forsvinder og siden viser sig at være død. I hans afskedsnote står der blandt andet: »Gider ikke mere, tager båden og sejler væk på ubestemt tid, kommer måske tilbage til landet, men ikke til Kraft-Kom, opgiver kommunikationsrådgiveriet, skulle aldrig være begyndt«.
For Ellinor bliver Dags flugt og død en slags spejl foran hendes eget meningstømte liv. Og da hun finder sin ti år gamle dagbog, er hun rystet over bogens tomhed og mangel på personlighed. »Den handlede om ingenting. Men sådan var mit liv jo, her gik jeg«.
Som sidste sætnings andet led viser, er tomheden der stadig: Ellinors liv har ikke rykket sig det mindste, og hun står nu på kanten af et nervøst sammenbrud, mens hun forsøger at løse kommunikationsopgaver, der intet siger hende.
Først virker opgaven om EU-direktivet også ligegyldig, men Ellinor begynder gradvis at finde mening med den, eller måske snarere fylde den med mening, og ser snart arbejdet som en kamp for de norske postarbejdere, der med direktivets vedtagelse frygter social dumping. Særligt mødet med det ældre, karismatiske postbud Rudolf Karena Hansen tænder Ellinors engagement. Ikke mindst hans historie om de breve uden modtageradresse, han har arbejdet med, og som viste sig at være til en lærerinde, der mange år tilbage satte en landsby på anden ende ved at give børnene et stileemne, der holdt dem vågne; gjorde dem til søvngængere.
En grimmsk fortælling, og måske er Rudolf mere digter end postbud, det melder romanen intet om, men arbejdet med ham, og afværgningen af den politiske godkendelse af postdirektivet, bliver en ny begyndelse for Ellinor. Og det er ikke for ingenting, at Søren Kierkegaard citeres på romanens første side, for hans tanker i »Stadier på livets vej« løber under ordene og spilles op mod Ellinors valg og udvikling.
Man behøver nu ikke kende til Kierkegaard for at nyde Hjorths roman, der stilfærdigt, men effektivt sender Ellinor gennem forskellige stadier på livets vej og måske også frem mod en slags indre nybrud.
»Der er mange der bor i kælderen hos sig selv«, står der et sted, og Ellinor tager i hvert fald et par trin op ad den eksistentielle kulkælder. Hjorth skildrer dem i en prosa med umærkelige glidninger mellem alvor og underspillet humor, og det er sjældent kedsommeligt og oftest interessant at følge med i, hvordan forfatteren blæser liv ind sin lille fortælling om postdirektivet og brevene. Der bliver et billede på vigtigheden af at finde sit eget sprog i verden. At blive sig selv, simpelthen.
Titel: Leve posthornet!
Forfatter: Vigdis Hjorth
Oversætter: Lene Schiøtt
Sider: 194
Pris: 180
Forlag: Turbine
