Racisme er et af tidens mest misbrugte begreber; et skældsord der slynges mod modstandere i flæng, når man ikke vil diskutere, eller ikke vil respektere at andre kan have andre synspunkter.
Det er muligt, at man på yderfløjene og i marginaliserede og ekstremistiske grupperinger kan finde egentlig racisme i klassisk forstand. Men de fleste, der er vokset op med de foregående generationers seneste store krig og med beretningerne om udryddelseslejrene eller har hørt om apartheid i Sydafrika og raceadskillelse i de amerikanske sydstater er selvfølgelig vaccineret. Den meget omtalte danske indvandrerdebat er først og fremmest et spørgsmål om forholdet mellem skatteopkrævning og fordelingspolitik og så en almen irritation over krav om særbehandling.
Forbudt kærlighed
Særbehandling kan undertiden udarte sig til en form for netop apartheid, hvor nogle mennesker ikke vil være i stue med andre mennesker, fordi de er anderledes, har en anden hudfarve, kultur eller skikke. Eksemplerne er mange, men et klassisk pædagogisk er nazisterne, der syntes, at nogle medborgere ikke måtte være tyskere. Til gengæld var der andre, der ikke var det, men ikke desto mindre skulle være det. Hvad enten de ville det eller ej.
Opdelingen og adskillelse af mennesker fandt også sted i de amerikanske sydstater for et par generationer siden. I Julie Kiblers debutroman, »Hjem«, tager vi en rejse hen til barndommens land og tilbage i tiden til dengang, der var byer med hvide, der kaldte mennesker, der ikke var det, for niggere og forbød dem en lang række ellers meget tilforladelige ting.
Eksempelvis bestemte den ene del af byen, hvornår den anden måtte befinde sig i det offentlige rum, og kærlighed og den slags var selvfølgelig helt utænkeligt, hvis man ikke var af samme hudfarve. Var dem med den mørkere lød flittige og tjenstvillige, og kendte de deres plads, havde de en chance for at komme gennem dagen og vejen. Ellers var der forskellige hellige krigere, der nok skulle vide at forsvare hvide kvinders dyd. Det kunne være kvindens egne brødre, selv om hun blot havde fulgt sit hjerte og set stort på en bagatel som hudfarve.
To kvinder på udflugt
I »Hjem« er de to hovedpersoner kvinder. Den ene er en ældre, hvid dame, der stammer fra Sydstaterne – den anden hendes unge sorte damefrisør. Sidstnævnte har problemer som så mange andre unge, enlige mødre i amerikanske film og bøger. Bekymringer om barnet. Spekulationer over økonomien. Overvejelser om den nye mand der gerne vil ind i hendes liv.
»Hjem« fortæller om de to kvinders møde – og historien tager fart, da den ældre kvinde beder den yngre køre hende et sted hen, hjem, fornemmer man. Tilbage, viser det sig. Det bliver altså en roman om en rigtig road trip med de oplagte fortællemæssige muligheder for, at et umage par under rejsen lærer hinanden at kende. Og en dramatisk og beskidt forhistorie efterhånden bliver fortalt gennem flash back. Som man vil kunne regne ud en beretning om, hvad racisme egentlig er.
Åbenlys uretfærdighed
Historien skal selvfølgelig ikke røbes. Den langsomme oprullen er det, der får læseren til at forblive i bogen. For »Hjem« er ikke verdenslitteratur. Julie Kiblers roman er ikke et sprogligt sprudlende mesterværk, og persontegningen er meget enkel, men den indskriver sig i en stor tradition i amerikansk litteratur for indignation over åbenlys uretfærdighed, og der er en fin fremdrift i bogen.
Det er en slags effektiv, funktionel litteratur, det giver mening at læse i en tid, da racisme som begreb benyttes skødesløst, fordi man alligevel ikke respekterer sine politiske modstandere. I modsætning til engang, da racisme var en daglig realitet, der styrede menneskers tilværelse. Også når det var værst og mest hjertegribende.
Forfatter: Julie Kibler.
Titel: »Hjem«.
Sider: 366.
Pris: 200 kr.
Forlag: Politiken.
