Har man set »Fuglene«, har man næppe glemt den scene, hvor hovedpersonen Melanie bliver hakket til blods af duer, krager og måger på et loftsværelse, mens hun forgæves forsøger at forsvare sig.
Den apokalyptiske horrorklassiker er en af Alfred Hitchcocks mest uhyggelige film, men det skyldes ikke kun det hårrejsende ved, at fuglene pludselig uden forklaring angriber folkene i den californiske flække, Bodega Bay.
»Spellbound by Beauty – Alfred Hitchcock and his Leading Ladies« hedder en ny bog af den amerikanske forfatter Donald Spoto, der redegør for, hvordan Hitchcock gennem hele sin karriere udsatte sine filmheltinder for forskellige former for psykisk og seksuel chikane. Værst af alle Tippi Hedren, der spillede Melanie i »Fuglene«.
Hun var blevet lovet, at man til scenen på loftet ville bruge kunstige fugle, men så kom fugletrænere med levende væsner. Over fire dage blev de kastet mod hende, men instruktøren var ikke tilfreds. I stedet fik Tippi Hedren på den femte dag en wire på under tøjet, og fuglene fik elastikker om fødderne og blev bundet fast til hende. Hen på dagen ridsede en af de desperate fugle op hende ved øjet, og hun brød sammen, hysterisk hylende. En læge beordrede ti dages rekreation.
»Men vi kan ikke klare os uden hende,« sagde Hitchcock, og lægen svarede: »Er du sindssyg? Er du ude på at slå hende ihjel?«
Hitchcock var en ambitiøs filmskaber, hvilket hans film den dag i dag beviser. Få har som han leveret inspiration til eftertiden og skabt mesterværker på stribe, deriblandt »Skjulte øjne«, »Vertigo« og »Psycho«.
Og som mange instruktører både før og efter ham stillede han af og til umenneskelige krav til sine skuespillere. Men han gjorde mere end det, og havde Hitchcock lavet sine film i dag, er det sandsynligt, at han havde haft en eller flere domme for sexchikane.
Professionelt behøvede han ikke forsvare sine handlinger, dertil havde han for meget magt som verdensberømt filmskaber. Privat så Hitchcock, der var 170 cm og vejede 150 kg, sig selv som en længselsfuld mand spærret inde i et bjerg af fedt.
Født 13. august 1899 blev Alfred Hitchcock opflasket på mindreværdskomplekser i Londons fattige East End-kvarter. Takket være flid og en usædvanlig begavelse arbejdede han sig frem i den engelske filmbranche. Allerede som 24-årig fik han chancen for at instruere en film, og under optagelserne til »The Pleasure Garden« mødte han Alma Reville.
Alma lignede langt fra det kvindeideal, Hitchcock siden forherligede i film efter film; den køligt sensuelle, elegante blondine. Men hun var en selvsikker, stålsat kvinde, der som erfaren filmklipper blev en vigtig sparringspartner for en ung Hitchcock med præstationsangst.
Heltinde i håndjern
Det år indledte Hitchcock ikke kun et forhold til Alma Reville, men også til sine skiftende kvindelige hovedrolleindehavere. Han valgte nøje deres tøj, sko og smykker, og var de mørkhårede, blev de udstyret med paryk eller hårfarve. De blonde lokker repræsenterede for Hitchcock en sårbar, særligt feminin kvinde, en rigtig lady.
Men næste punkt på hans dagsorden var at nedbryde det, han kaldte deres »ladyness«.
»Torturér kvinderne« var hans mantra, og en konsekvent teknik var at hviske vulgære sjofelheder til kvinderne før en optagelse.
Madeleine Carroll, der var hans stjerne i »The 39 Steps« fra 1935, skulle spille en scene lænket i håndjern til sin mandlige medspiller. I pausen meddelte Hitchcock, at nøglen var blevet væk. De to medspillere, der havde opført sig stift over for hinanden, var nu nødt til at tale sammen. Og som timerne gik, og isen mellem dem blev brudt, dukkede nøglen pludselig op i Hitchcocks lomme.
Sådan begyndte han sine excentriske tilbøjeligheder til at forbedre sine skuespilleres præstationer. Som da Madeleine Carroll efter instruktørens mening ikke formåede at levere en tilstrækkelig overbevisende chok-reaktion. »Vi tager den én gang til,« sagde Hitchcock, og ubemærket lynede han sine bukser ned. Han vendte sig om mod Madeleine Carroll. Og fik den reaktion, han ville have.
Forelsket i Ingrid Bergman
Hitchcock havde giftet sig med Alma, da han var 27 år, men havde først beseglet deres ægteskab i sengen efter et år. Sådan fik de datteren Patricia, men ellers havde Hitchcock ikke et aktivt sexliv. Han var impotent, sagde han i et interview med Donald Spoto, der i 1976 udgav bogen »The Art of Alfred Hitchcock«.
Forholdet til Alma var ikke romantisk, mere et mor-søn forhold. Imens forelskede han sig lidenskabeligt i sine skuespillerinder og led, når hans følelser ikke blev gengældt.
Det skete blandt andet, da Hitchcock i Hollywood mødte Ingrid Bergman. Hun var smuk og talentfuld, og så var hun et sjældent begavet match for instruktøren. Deres samarbejde i film som »Berygtet« og »Spellbound« er legendarisk, men deres venskab var påvirket af det ulige forhold.
»Hitch« fortalte folk, at Ingrid Bergman efter et selskab i hans hjem havde lagt sig i hans seng og nægtet at gå, før han havde elsket med hende. Til det sagde den svenske Hollywood-stjerne: »Mange troede faktisk på den historie. Jeg blev aldrig vred på ham, da jeg hørte den. Jeg elskede ham højt, men ikke på den måde.«
Da Ingrid Bergman forlod ham og Hollywood for at lave film i Italien med instruktøren Roberto Rosselini, var det tæt på tragedie for Hitchcock. Han havde svært ved at finde en ny leading lady.
»Min potentielle heltinde er den type pige, som jeg kan modellere til heltinden fra min fantasi,« har Hitchcock sagt. En sådan type fandt han, da han så filmen »Mogambo« og fik øje på Grace Kelly. Også hende forsøgte han at chokere med vulgære vittigheder. Men hun svarede: »Jeg har hørt det, der var værre, på klosterskolen!«
Grace Kelly var 23, da Hitchcock gjorde hende berømt, og hendes image som en hybrid af sex og elegance var i høj grad hans værk. Hun var kropsliggørelsen af hans drømmekvinde, og i interviewbogen »Hitchcock« forklarede han til Francois Truffaut, hvad det var, han så i hende: »Ved du, hvorfor jeg foretrækker sofistikerede blondiner i mine film? Vi går efter den pæne pige, de rigtige ladyer, som forvandler sig til ludere i soveværelset.«
Efter tre film forlod også Grace Kelly Hitchcock, da hun i Monaco mødte fyrst Rainier og opgav sin filmkarriere.
Besat af Tippi Hedren
En morgen i efteråret 1961 spottede Hitch og Alma en kølig blondine i en TV-reklame hen over morgenkaffen. Snart efter sad Tippi Hedren, der var model og enlig mor, med en syvårig kontrakt foran sig, og uden at vide hvem hun blev ansat af, skrev hun under. Alfred Hitchcock præsenterede sin nye leading lady for pressen og roste hende på bekostning af Ingrid Bergman og Grace Kelly.
»Han udviklede en besættelse af mig. (...) Jeg blev forfulgt af folk fra hans medarbejderkreds, og de rapporterede tilbage til ham om, hvad jeg foretog mig.«
Men Tippi Hedren var bundet af en syvårig kontrakt, og efter optagelserne til »Fuglene« fortsatte samarbejdet, mens deres forhold blev mere og mere anstrengt.
I løbet af sin karriere havde Hitchcock flere gange forsøgt at kysse sine skuespillerinder, men med Tippi Hedren lod han det ikke blive ved det. Under optagelserne til »Marnie« blev hun kaldt ind på hans kontor.
»Han kiggede på mig, og så sagde han, som om det var det mest naturlige i hele verden: At fra nu af forventede han af mig, at jeg skulle stille mig selv til rådighed for ham seksuelt – når som helst og hvor som helst det passede ham.« Hun nægtede, og han truede med at ødelægge hendes karriere.
Efter »Marnie« sørgede Hitchcock for, at hun ikke havde arbejde. Blandt andre Francois Truffaut forsøgte at få lov til at låne hende, men fik nej. Den franske instruktør skrev:
»Jeg er overbevist om, at Hitchcock aldrig blev den samme igen efter »Marnie«, og at filmens fiasko kostede ham en betydelig mængde selvværd. (...) Han begyndte at drikke mere, og i de efterfølgende film syntes han at have mistet interessen for projektet.«
I »Spellbound by Beuaty – Alfred Hitchcock and his Leading Ladies« siger Donald Spoto det mere kortfattet: »Marnie blev enden på hans kunst.«
I dag opfatter mange »Vertigo« fra 1958 som Hitchcocks hovedværk. Filmen handler om en mand, der ødelægger sig selv og den kvinde, han elsker, i sine bestræbelser på at modellere hende efter sit billede på den perfekte kvinde. Alfred Hitchcock var fåmælt om sit følelsesliv, men i dag taler hans film for sig selv – på godt og ondt.
