I over 50 år var historien om Danmarks behandling af fremmede jøder fortrængt. Danske historikere skrev i hvert fald ikke om sagen, og det stod ikke i historiebøgerne, der til gengæld altid omtalte danskernes redning af jøderne i 1943.
Først da en islandsk arkæolog med jødiske aner, Vilhjálmur ôrn Vilhjálmsson, i slutningen af 1990erne skrev om de jødiske skæbner, blev tavsheden brudt. I en kronik i Berlingske Tidende i 2000 fortalte han om de 21 jøder, der blev »udsendt« til Tyskland under besættelsen. Det medførte, at statsminister Anders Fogh Rasmussen på nationens vegne gav en undskyldning til jøderne. Der blev også afsat penge til yderligere forskning, hvilket har resulteret i en række bøger af vekslende kvalitet. Og den aktuelle bog, »Udvist til Tyskland«, af de to erfarne historikere Hans Kirchhoff og Lone Rünitz er slutstenen på dette forskningsprojekt.
Bogen er en omhyggelig og stort set pålidelig gennemgang af de mange tusinde sager om flygtninge i 1930erne og 1940erne. Der er ikke mange nye oplysninger i forhold til Vilhjálmssons bog fra 2005, »Bagsiden af medaljen«, der i detaljer fulgte de udviste jøder og deres senere skæbner. Men Kirchoff og Rünitz har ud over jøderne også beskrevet en række andre flygtninge, der blev udvist. Konklusionen er ikke overraskende den sørgelige, at dansk politi og embedsmænd med iver medvirkede til at udvise folk endda flygtninge, som tyskerne ikke engang selv ville have tilbage.
Denne del af det empiriske historiearbejde er flot gennemført.
De ulæste breve
Imidlertid svigter de to historikere, når vi kommer ind til kernen af sagen. I 1930erne og 1940erne forsøgte jøder at slippe væk fra nazismen i Europa, og de anvendte bl.a. Danmark som flugtrute. Men det var svært, for lige fra 1935 var dansk politik afvisende over for jøder, der ikke havde dansk statsborgerskab.
Man skulle tro, at disse jøders breve og beretninger ville være væsentlige kilder, men Lone Rünitz og Hans Kirchhoff afviser at anvende jødiske beretninger, fordi de er »tendentiøse«. Hvad vil det sige? At man ikke kan stole på dem? Var Elie Wiesel, Imre Kertesz eller Primo Levi ligeledes tendentiøse i deres beskrivelser af de lejre, de blev deporteret til? Fravælgelsen er en faghistorisk og intellektuel kortslutning.
Problemet bliver ikke mindre, når de to historikere skal vurdere, hvad der drev danskerne til at afvise jøder, nægte dem asyl og i sidste ende desuden udvise 20-21 af dem til den sikre død i nazistiske koncentrationslejre. Det er Kirchhoffs og Rünitz påstand, at afvisningen skyldtes gammel restriktiv praksis. Business as usual. Og den uheldige konsekvens var, at danskerne kom til at samarbejde med tyskerne i denne ulykkelige udvisningspolitik over for fremmede jøder. Men historikerne afviser ganske, at det var andet en pragmatisme, for det skyldtes ifølge dem ikke antisemitisme.
Der findes, skriver Kirchhoff og Rünitz, kun få antijødiske bemærkninger i dokumenterne og da kun hos lavere rangerende embedsfolk, hvilket tyder på, at antisemitisme ikke spillede en rolle. Igen må man sige, at der er tale om en intellektuel nedsmeltning. Det var ganske usandsynligt, at antijødiske bemærkninger kom med i officielle dokumenter selv til intern brug. Deres fravær hos højere rangerende embedsmænd siger intet om evt. antisemitisme som årsag til den restriktive udvisningspolitik.
Slet behandling
Hans Kirchoff og Lone Rünitz lader enhver tvivl komme ikke de jødiske flygtninge men de danske beslutningstagere til gode. På et udfuldkomment kildegrundlag renser de danskerne for at lade antijødiske fordomme være en af årsagerne selvom jøders egne beretninger peger i anden retning.
Dernæst skriver de, at den danske administration, selvom den ønskede at blive fri for jøder, var ganske ulig den tyske »eliminatoriske« politik. Dette er en ahistorisk betegnelse, som Kirchhoff og Rünitz selv må have opfundet. Langt ind i krigen var der ikke nogen nazistisk »eliminatorisk« politik, selv ikke i tyske jøders udvisningssager. Naziregimet var mest optaget af blot at blive fri for jøderne og ikke at eliminere dem. Så hvad skal denne betegnelse tjene andet end at stille den danske sagsbehanding i et andet og bedre lys end tyskernes?
Pinkas Koppel var en af de tyske jøder, der desperat forsøgte at overleve ved at flygte til Danmark. Han skrev i et dansk fængsel i 1939: »Jeg har som jøde aldrig i Tyskland været udsat for saa slet behandling, som den Danmark har vist mig.« Koppels ord er ikke medtaget i foreliggende bog, for den er jo »tendentiøs«. Koppel blev senere udvist og døde i tysk koncentrationslejr.
Det er endvidere en principiel svaghed ved de to danske historikeres bog, at de ikke kan frigøre sig fra de danske beslutningstageres egne præmisser. Således skriver de to historikere:
»Vi ved fra førkrigstiden, at der blev udfoldet store anstrengelser for at undgå, at jødiske flygtninge kom ind i Danmark. For det første fordi man måtte se i øjnene, at de kun havde spinkle chancer for at videreemigrere. For det andet fordi man ikke kunne forudse flygtningestrømmens størrelse, og for det tredje fordi man hævdede, at jødisk indvandring ville føre antisemitisme med sig.«
De to historikere synes altså at antage, at de danske embedsmænd intet kunne gøre, og at de »måtte se i øjnene«, at chancen for videreemigration var spinkel. Men dette er ikke rigtigt. Folk videreemigrerede, og hvis danske embedsmænd havde hjulpet dem med videreemigration i stedet for at vise dem tilbage til Centraleuropa, var tusindvis af liv blevet reddet.
Med andre øjne
I andre lande er den nationale historie blevet til i strid, fordi udenlandske forskere har haft mulighed for at se på sagerne med andre briller end de nationale. Mange af de væsentligste bøger om tysk historie er for eksempel skrevet af ikke-tyske forskere, og den sidste store debat blev skabt af den amerikansk-jødiske historiker Daniel Jonah Goldhagen, der i en kontroversiel bog »Hitlers Willing Executioners« (1996) lagde et stort moralsk ansvar på den menige tysker.
Danmark har været »forskånet« for den slags udenlandsk indblanding. Landet er for småt og sproget for vanskeligt til, at nogle blander sig, og de danske historikere har med ganske få undtagelser fået lov til at have dansk historie for sig selv.
Når det kommer til afgørende årsagsforklaringer og udsyn ud over danske grænser, er Hans Kirchhoffs og Lone Rünitzs evner ikke tilstrækkelige. I deres indledning langer de hårdt ud efter pioneren Vilhjálmsson og beskriver hans vurdering som en moralistisk dom over danske embedsmænd. Man må spørge dem om deres frifindelse ikke er lige så moralistisk? Rünitz og Kirchhoff deler skæbne med megen anden dansk historieskrivning om besættelsestiden. Vi mangler simpelthen udenlandske historikere, der kan frigøre sig fra snæver national historie og se kritisk på danskernes fortid.
