Holocaust begyndte i Østeuropa, ikke i Tyskland. Det var nemlig her, at nazisternes kaotiske drabskampagner over for jøder i Østrig, Tjekkoslovakiet og det vestlige og centrale Polen eskalerede til en systematisk Endlösung. Det er den prisbelønnede Yale-historiker Timothy Snyders påstand i »Sort jord. Holocaust som historie og advarsel«.
Når Auschwitz er kommet til at stå så centralt i den offentlige bevidsthed om holocaust, skyldes det efter Snyders opfattelse, at tilintetgørelseslejren blev »et forholdsvis medgørligt symbol for Tyskland efter Anden Verdenskrig«. Herved blev det virkelige omfang af den ondskab, der blev begået, reduceret.
Desuden kom det til at lyde plausibelt, at store dele af den tyske befolkning var uvidende om, hvad der skete før anlæggelsen af Auschwitz 2 i 1942. Hvad vi ved i dag – og hvad Snyder dokumenterer – er, at Auschwitz blot var kulminationen på de massemord på jøder, der havde fundet sted uden for Tyskland i 1939-1941.
Det er umuligt at forestille sig, at almindelige tyskere ikke skulle have vidst, hvad der i de år foregik uden for Tyskland, mener Snyder.
Det biologiske aspekt
Forfatteren gør i sin indledning grundigt rede for Hitlers »verdensbillede«. Hitler var ikke nationalist, men en nihilistisk racist. Han så verden som en skueplads for racernes kamp om magt og overlevelse. Hans racetænkning byggede videre på Herbert Spencers socialdarwinisme. Men han var mere rendyrket biologisk i sin tankegang.
Der var da også et vigtigt biologisk aspekt ved det, som Snyder anser for at have været Hitlers motiv for at give tyskerne Lebensraum. Hitler var ikke kun utilfreds med resultatet af Versailles-freden efter Første Verdenskrig. Han var først og fremmest grebet af en slags økologisk panik og mente, at tyskerne snart ville opleve mangel på fødevarer og dø af sult. Derfor måtte det tyske territorium udvides gennem en kolonisering af Europa og på bekostning af »underlegne« racer som de slaviske folk.
At få de tyske mindretal i nabostaterne »hjem« til Tyskland var kun et påskud, han brugte for at få nationalisterne med på sine planer.
I Snyders tolkning nåede Hitler mellem 1939 og 1941 frem til sin beslutning om at myrde alle jøder, da han oplevede, hvordan den universalisme, der gennemsyrede de moderne politiske ideologier – både liberalismen og socialismen – stillede sig i vejen for realiseringen af hans mål.
Da han anså ideen om alle menneskers lighed for »jødisk«, måtte jøderne udryddes. Desuden måtte de stater, der byggede på denne jødiske tanke, knuses. Det gjaldt ikke mindst det »jødeboljsevistiske« Sovjetunionen.
Mål eller middel?
Denne tolkning er mange historiske eksperter, både herhjemme og i udlandet, uenige med Snyder i. De mener, at Hitlers ønske om at eliminere jøderne var et mål i sig selv, ikke blot et middel, han greb til, da hans offensiv mod Sovjetunionen kørte fast i 1941. Og de finder det empiriske grundlag for hans tese svagt.
Det meste af »Sort jord. Holocaust som historie og advarsel« består af redegørelser for, hvordan Hitler gennemførte sin plan land for land. Hans strategi, mener Snyder, var at ødelægge statsapparaterne for derefter at lade racekampen komme til fuld udfoldelse i den anarkistiske zone, som statstilintetgørelsen efterlod sig.
I de stater, hvor statsmagten var blevet tilintetgjort af enten Sovjetunionen eller Tyskland – eller begge to, kunne myrderierne foregå helt uhindret. I stater, som enten var allieret med Tyskland eller besat – som f.eks. Danmark – lod denne strategi sig dog ikke gennemføre.
Snyder antyder, at der også kan have været historiske årsager, men han forklarer ikke hvilke. I stedet insisterer han på, at det, der udgjorde forskellen, var statens overlevelse: Hvis jøderne ikke havde haft statsborgerskab, kunne det samme være sket i Danmark. Statsmagt er vigtigere end kultur, er Snyders budskab.
For mange detaljer
Hitlers »nye politik« blev gennemført første gang i Litauen i efteråret 1941. Derefter blev den videreført i forskellige variationer i andre dele af Østeuropa, som var blevet lagt ind under Sovjetunionen efter Hitlers og Stalins ikke-angrebspagt i 1939.
I Litauen antog henrettelserne en systematisk karakter, som gav inspiration til stadig mere effektive drabsmetoder, der til sidst blev teknisk perfektioneret i Auschwitz.
Timothy Snyder mestrer sit østeuropæiske stof og forstår at formidle sin viden i en skrivestil, som er fængende og afspejler hans personlige engagement. Detaljerigdommen bliver dog ofte for stor og gør bogen for lang; især nok for dem, der i forvejen har læst hans forrige bog, »Blood Lands« (2014).
Bogens stærkeste kapitler er dem, hvor forfatteren skildrer enkeltskæbner: Såvel dem, der gik til, som dem, der overlevede, samt de få, der vovede at hjælpe de dødsdømte.
Direkte svagt står det sidste kapitel, hvor Snyder advarer om, at noget lignende kan ske under en fremtidig panik fremkaldt af klimaændringer, der vil true forsyningssikkerheden.
Han har særligt øje på Kina. Kapitlets højst spekulative karakter og påstanden om, at en sådan situation ville kunne føre til en ny holocaust, viser svagheden ved Snyders tese om, at jødeudryddelsen var sekundær i forhold til racekampen for fysisk overlevelse i en verden, der kort efter oplevede den grønne revolution.
Titel: »Sort jord. Holocaust som historie og advarsel«.
Forfatter: Timothy Snyder.
Oversætter: Anders Nygaard.
Sidetal: 494.
Pris: 350 kr.
Forlag: Gad.
