»Historiens gang er ikke bestemt på forhånd«

Fire spørgsmål til Mehdi Mozaffari, forfatter til bogen »Islamisme. En orientalsk totalitarisme«.

Forfatter Mehdi Mozaffari. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Mehdi Mozaffari, du kalder islamismen for en »orientalsk totalitarisme.« Hvad mener du med de ord?

»Det er en betegnelse for den religiøst funderede politiske bevægelse, som er opstået i muslimske lande, men som iagttagere har haft svært ved at identificere som barn af samme tidsånd, som skabte nazisme, kommunisme og fascisme. De andre totalitære bevægelser var sekulære med et etpartisystem, hvor bevægelsens legitimitet kom fra folket eller proletariatet. Islamismen adskiller sig derved, at dens legitimitet kommer fra en mytisk kilde ved navn Allah, hvorved bevægelsens ledere er frataget ansvar. Der er altså klart forskelle, men islamismen skal ses og analyseres som andre totalitære bevægelser.«

Har vi undervurderet islamismen som en politisk dødsensfarlig bevægelse?

»Ja, ganske afgjort. Ikke mindst de venstreorienterede ønskede ikke at se islamisme som en totalitær fare. De troede, at de totalitære bevægelser som nazisme og kommunisme var gamle fænomener, og den slags var overstået, men vi står med en totalitarisme, der har rødder i samme periode som de gamle kendte.«

Er der chance for at overvinde den?

»Ja, historiens gang er ikke bestemt på forhånd. Dens skæbne afhænger af den modstand, som den møder både i Vesten og i de muslimske lande. Regimet er totalitært, men de muslimske samfund er det ikke, og der vil hele tiden opstå modstand og opposition.«

Forfatteren Jens-Martin Eriksen og filosoffen Frederik Stjernfelt har i deres bog »De anstændige« skarpt angrebet de venstreorienterede og kulturradikale i det såkaldte »Politiken-segment« og sagt, at de ikke forstår faren?

»Ja, og selv om deres kritik til tider er noget skarp, så er jeg i det store hele enig med dem. Vi har en stor gruppe i Danmark, der ikke har forstået dybden af den totalitære fare, som vi alle er udsat for, og det er et alvorligt problem. Jeg håber, at min bog vil være med til at få dem til at forstå faren.«