På vores side af Atlanterhavet er Mark Twain mest kendt som forfatteren til et par raske drengebøger - dem om Tom Sawyer og Huck Finn - men på den nordamerikanske side er han et nationalt monument.
Mark Twain var sin tids største litterære stjerne i USA. Han havde en status svarede til den, der i dag kun bliver rockstjerner til del - og selv han forstod dengang at efterlade et smadret hotelværelse.
Mark Twain var også USAs første moderne forfatter, og hans store tid som humorist, satiriker og forfatter var årtierne op til og omkring forrige århundredeskifte. Selv om det blev Twains senere beundrere - blandt andet Ernest Hemingway - der befæstede en ny tids litteratur, var det Twain, der var pionér.
Han blev døbt Samuel Langhorne Clemens, og pseudonymet Mark Twain - der blev det navn, der hang ved - var kun et af flere. Han hed også Thomas Jefferson Snodgrass, Rambler, Josh, Sergeant Fathorn, W. Epaminodas Adrastus Blab.
Mark Twain blev født den 30. november 1835 i delstaten Missouri.
»Hvis du er født i min stat og du er nødt til at leve hele livet her, vil du udtale dens navn misery (elendighed, red.),« sagde han siden. Så da han blev 18, flyttede han hjemmefra, og han vendte aldrig tilbage.
Han tog hyre på en floddamper i håb om, at han kunne arbejde sig op til at blive kaptajn. Kaptajner på floddampere var på den tid den tredjebedst betalte faggruppe i USA. Inden havde han overtalt sin yngre bror, Henry, til at tage med, men i maj 1858 havde han en skræmmende drøm. I et mareridt så han sin bror liggende død i en kiste, og en måned senere blev Henry dræbt i en eksplosion på en hjuldamper. Drømmen og dødsfaldet forfulgte Mark Twain resten af livet, og siden skulle han også komme til at forudsige sin egen død. Det vender vi tilbage til.
Under Den Amerikanske Borgerkrig blev Mark Twain tilknyttet en sydstats-enhed, men det var svært at forestille sig en mere håbløs soldat end netop ham. Efter få uger med march på stedet drog han videre vestpå, hvor han begyndte som journalist i San Francisco efter devisen: »Hvis alt andet svigter, så forsøg med sandheden.«
I 1865 oplevede han efter offentliggørelsen af en af sine humoristiske noveller sin første succes som forfatter. I årene efter fulgte han den op med flere småhistorier, foredrag og taler, mens vesten endnu var vild og USA i lømmelalderen.
I dag ville man have kaldt ham historiens første stand-up-komiker. Han underholdt med sardonisk vid - kontant og velturneret - med anekdoter, skæbner, beskrivelser og selvopfundne erindringer.
Som ældre yndede han emner, der var kontroversielle og strengt tabuiserede i datidens kultiverede kredse, så han chokerede ofte med lange udredninger om kønslivet og onani. Engang underholdt han et selskab, hvis mest prominente gæst var Storbritanniens dronning Victoria, om kunsten »at slippe en vind«. Og hans tale i 1902 til The Mammoth Cod Club of Boston betegnes selv i dag som et sjofelt-satirisk mesterværk udformet som et forsvar for små tissemænd:
»Jeg kan virkelig ikke se noget formål med, at tissemænd behøver være større end middel,« indledte han sin tale til den tavse forsamling.
Twain påstod selv, at han havde en regel om aldrig at ryge, mens han sov. Helt forkert var det ikke, for selv om han mere end én gang faldt i søvn med en cigar i munden, har cigarer det med at gå ud af sig selv, når man ikke aktivt ryger på dem.
Selv som velbeslået forfatter røg han lange, sorte cigarer af billigste fabrikat. Han havde, påstod han, røget regelmæssigt siden han var otte år, og han røg mellem 20 og 40 af de billige cigarer om dagen.
»Det er ingen kunst at holde op med at ryge,« sagde han, »det har jeg gjort mindst tusind gange.«
Twain rejste også - til Europa og Mellemøsten - og han skrev veloplagt og underholdende om det i artikler til forskellige amerikanske aviser. Beretningerne blev blandt andet samlet i rejsebogen »De uskyldigt rejsende« (»The Innocents Abroad«, 1869).
Mark Twains ry som humorist var derfor grundmuret, da han satte sig og skrev en af de vigtigste bøger i amerikansk litteratur, »Huckleberry Finn« (1885).
I dag kan det være svært at se, hvor banebrydende bogen virkelig var, men tag nu for eksempel Louisa May Alcott, forfatterinden til »Pigebørn« (»Little Women«); hun smed den fra sig i væmmelse og skrev dirrende af harme: »Hvis De ikke kan skrive en bedre bog for vore unge mennesker end »Huckleberry Finn«, vil jeg foreslå, at De helt undlader at skrive.«
Derefter gik hun ufortrødent i gang med at få bogen forbudt i sin egen hjemstat, Massachusetts. Og Alcotts kampagne virkede. Salget af bogen steg med 300 procent, og Twain var henrykt. Men den blev i vidt omfang både forbandet og forbudt, fordi den blev betegnet som vulgær - hvilket den også var - og som racistisk - hvilket nu kan diskuteres.
De sidste årtier af sit liv brugte Twain på at pleje sin berømmelse i udlandet - dvs. han tog penge for at vise sig selv frem. Han havde allerede skabt en formue på at skrive og rejse rundt og underholde, men han tabte det hele igen på håbløse investeringer.
Twain nærede en ulyksalig kærlighed for sære dimser, tekniske mærkværdigheder og nye opfindelser, og han investerede begejstret i dem.
I særlig grad betragtede han den serbisk-amerikanske opfinder Nikola Tesla, der i sin samtid gik under betegnelsen »den sindssyge opfinder«, som genial. Det blev skæbnesvangert.
Twain patenterede selv tre opfindelser: den selv-indstillende-veste-elastik, den selvklæbende scrapbog samt en vejledning i, hvordan man lærer at memorere verdenshistorien. Sidstnævnte var fuldstændig uforståelig, og kun scrapbogen indbragte lidt penge.
På forkant med udviklingen var han dog konstant. Twain var blandt de første, der fik installeret telefon, men han nægtede at investere sine penge i Alexander Graham Bells opfindelse, fordi han mente, at der var for meget knas på linjen, og at det ville medvirke til, at apparatet aldrig ville slå an.
Hans store hus i Hartford, Connecticut, i prægtig amerikansk gotik havde syv badeværelser, der alle var udstyret med det dengang helt moderne vandskyllende toilet. I Hartford blev han i øvrigt nabo til forfatterinden Harriet Beecher Stowe, der havde skrevet »Onkel Toms Hytte«.
Mark Twain var også den første forfatter i litteraturhistorien, der afleverede et maskinskrevet manuskript til sin forlægger; manuskriptet til »Livet på Mississippi« i 1874. Men ironisk nok blev han, da han var i pengenød, nødt til at sælge sin Remington-skrivemaskine. Og for at føje spot til skade reklamerede Remington derefter med, at Mark Twain skrev sine bøger på en af deres maskiner, selvfølgelig uden nogensinde at betale ham for at bruge hans navn.
I 1895 gik han ubehjælpeligt fallit på grund af fejlslagne investeringer, og for at tjene penge rejste han og hustruen igen til udlandet. Det ramte ham langt hårdere end fallitten, at først hans yngste datter og siden også hans højt elskede hustru, Livy, døde nogle år senere.
Da Mark Twain blev født i 1835, passerede Halleys Komet Jorden og var synlig på himlen, og i 1909 erklærede han: »Jeg kom med Halleys Komet. Den vender tilbage på himlen næste år, og jeg vil blive skuffet, hvis jeg ikke går bort med den. Den Almægtige har utvivlsomt sagt: Her har vi disse to utilregnelige størrelser; de kom til jorden sammen, og de kan følges af sted fra den sammen igen.«
Halleys Komet viste sig igen på himlen i april 1910, og Mark Twain døde den følgende dag, den 21. april 1910. Måske er det slet ikke 100-året for hans død, der er Mark Twain-år - måske er det de særlige år, hvor Halleys Komet viser sig på himlen?
Mark Twains litteratur er blevet stående, og hans humor er stadig gangbar. Han strøede om sig med begavede og sjove one-liners og er af samme grund i dag lige så citeret som Konfucius, Shakespeare og Storm P.
