To et halvt år efter at Siri Hustvedt havde mistet sin far, skulle hun holde en mindetale om ham på det College, hvor han havde haft sit virke. Hun havde også talt til hans begravelse. Men den blå majdag i 2006 på St. Olafs College skete der noget med taleren: Hendes krop begyndte at ryste. Talen var klar og rolig, men kroppen rystede som under et epileptisk anfald, og herved er vi inde ved kernen i »Kvinden der rystede - eller historien om mine nerver«, som er Siri Hustvedts lange og grundige udforskning af, hvem »kvinden der rystede« egentlig er.
For mange citater
Hustvedt underkaster sig utallige undersøgelser både hos neurologer, psykiatere og psykoanalytikere, uden at få noget endeligt svar. Men det er heller ikke det, der er det væsentlige ved essayet, altså hvad der egentlig er i vejen med Siri, tværtimod bliver hendes personlige oplevelse anledning til en større både medicinsk, kulturhistorisk, og litterær rejse gennem vores forståelse af og måder at tænke mennesket på. Siri Hustvedt har læst meget grundigt på sagerne, og refererer til og citerer et (alt for) stort antal forskere.
Det fysiske og psykiske
Indimellem bliver det lumsk kedeligt, fordi Hustvedt vægter stor præcision i lægefaglige termer, men når det er bedst (som når Hustvedt rehabiliterer Freud), er det hele prisen værd. Som hun pointerer, er diagnoser jo netop ikke evige, men kulturhistorisk betingede. Hustvedt kredser rundt om hele komplekset med at diagnosticere, at adskille det fysiske fra det psykiske, og spørger til, om det overhovedet er muligt, som videnskaben gør, at isolere fænomenerne.
Hvad betyder forskningens referencerammer mon for den måde, de læser på? Hun skriver om minder, krop og sprog, om erindring og drømme, om hvad selvet mon er, om synæstesi og migræne, og om at skrive fra et sted i sig selv som ligger helt under bevidstheden og også har en kropslig forankring.
Bogen er spækket med forskellige personlige og faglige cases, som gør den levende. Først og fremmest åbner den for et stort spekter af undren: Hvad er et menneske? Hvor sidder mit jeg eller mit selv, hvor meget formes jeg af biologi og af arv?
