Historien om Lars

Indsigtsfuld og velreflekteret Lars Lilholt fortæller sin historie og meget mere i en glimrende selvbiografi.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er slet ikke hver dag, at der udkommer biografier om danske musikere. Endnu mere sjældent er det at støde på en biografi i genren, der er både grundig, sober, velskrevet og interessant for andre end blot de mest loyale fans og familie og venner. At en musiker selv fatter pennen og evner, for ikke at sige tør, skrive på grundpiller af selvrefleksion og hudløs ærlighed uden at lande i navlepillerens ligegyldige rige, ja, det har jeg endnu til gode at opleve fra en dansk musiker.

Så meget desto mere grund er der til at glæde sig over mødet med Lars Lilholts »Drømme og Dæmoner«.

Jeg har gentagne gange forsøgt mig med Lilholts musik, men venner med den er jeg aldrig blevet. Dertil er, og det er selvfølgelig min subjektive tolkning, Lilholt for meget en eventyrfortæller og hans musik for batik og jovial for en kynisk romantiker som mig. Måske ville han vende den slutning på hovedet, det tror jeg faktisk. Uanset, så betyder divergensen ingenting for læsningen, slet ikke. For man behøver ingenlunde at knuselske Lars Lilholts særegne folkemusik for at få noget ud af nærværende. Blot må man respektere, at Lars Lilholt kræver sin ret til at fortælle sin historie, sin families historie, sine stilbilleder af danmarkshistorien. Og man kan ikke andet end glædes over, at måden det gøres på er både personlig og spækket med åbne perspektiver.

Musikken der forvandler

Han var en stille, introvert knejt. Nogle troede måske endda, at der var noget galt, det anede han selv og det blussede for alvor op, og angstanfald blev til diagnose, da Lars Lilholt blev ældre. Han lærte som teenager, at musikken taler langt dybere og mere favnende end dialekter og de sprog, vi taler og tænker på. Musikken kan noget helt specielt. At Lilholt, efter at have fiflet med guitaren på drengeværelset og i rundkredse på gymnasiet og opdaget effekten på omgivelserne og mødt det, der velsagtens er at regne for et kald, da han bliver opfordret til at finde - og synge med sin egen stemme og godt hjulpet på vej af ikke mindst Steppeulvenes dansksprogede sange, forvandler sig indeni og udenpå, er næsten smukt. Lilholt er derfra poet og skjald, og helt frem til i dag insisterer han på det selvbillede.

Lars Lilholts vej igennem livet er brolagt med de største følelser som lidelse og afmagt, dertil megen knugende tavshed, og det er sin sag for en følsom sjæl. Det er umuligt at omgå de sorte huller, man kan falde så dybt i. Og det gør Lilholt heller ikke. Han er ingen spejderdreng, hans vej igennem livet og ind til sig selv er brolagt med konflikter, svig og bedrag. Der er rocknroll, masser af tjald og en en higen efter at finde et ståsted. Men han fandt det - i musikken.

Mange ting giver mere mening, og respekten for mennesket Lars Lilholt vokser mange gange undervejs i læsningen. Man bliver simpelthen klogere på både ham, på sociale sammenhænge, på såvel musik- som danmarkshistorie i mikrooptik. Jeg savner egentlig ikke så meget andet end en mere velskrevet og elegant tone i skriften.