Historien om et mislykket mord

Historie. Det var ganske tæt på, at en adelig, irsk kvinde myrdede Benito Mussolini i 1926. Men hvem var hun? Var verden blevet bedre, hvis hun havde dræbt ham? Ny bog fortæller historien.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kl. 11.00 om formiddagen onsdag 7. april 1926 gik en kvinde på Roms store Piazza del Campidoglio. Hun nærmede sig Italiens diktator, Benito Mussolini, der var anfører for fascisternes sortskjorter. Hun stod til sidst godt en halv meter fra ham. Da han hævede armen for at vise den fascistiske hilsen, hævede hun også sin arm, og i hånden holdt hun en pistol. Hun skød direkte mod Mussolinis ansigt. Mussolini var mere end heldig. Kuglen snittede blot hans næse. Ifølge et vidne greb Mussolini sig til næsen, mens blodet løb ud mellem fingrene på ham. Kvinden trykkede atter en gang på aftrækkeren, men pistolen klikkede uden at skuddet gik af. Vidner beretter, at der var flere sekunders stilhed på pladsen. Så brød helvede løs. Mussolini stod med blodet løbende ned fra næsen, men sagde: »Jeg har det fint. Det er blot en skramme.« Pladsen var stopfuld af mennesker, der ville hylde Mussolini, og den lille kvinde blev slået og sparket. Kun med besvær fik politiet reddet hende ud af mængdens kløer. Mussolini brugte tiden på at få vasket blodet af ansigtet og efter stykke tid kom han igen ud på pladsen til mængdens jubel. Han havde et plaster over næsen. Mordplanen var mislykket. Mussolini levede og var på historiens vej mod sin egen undergang.

En troværdig statsmand

Siden sænkede mørket sig over kvinden. Mussolini gik sin undergang i møde i forening med sin våbenfælle, Adolf Hitler, mens den spinkle kvinde forsvandt i historiens malmstrøm. Nu har den engelske historiker Frances Stonor Saunders fundet kvinden frem fra arkiverne i bogen »The Woman Who Shot Mussolini«, rekonstrueret hendes liv og forsøgt at forklare, hvad der drev hende til at forsøge at dræbe Mussolini og dermed at ændre historiens gang. Vi er i dag påvirket af fascismens endeligt og ser Mussolini som en lidt latterlig, opppustet smådiktator. Sådan var synet ikke på ham i 1920erne. Han blev regnet for en troværdig og imponerende statsmand. Den konservative presse i Europa roste ham, og også den danske presse behandlede den italienske fascist med venlighed.

Så det var ikke en foragtet fascistisk diktator, som den spinkle kvinde, Violet Gibson, havde sat sig for at skyde. Violet Gibson var ud af en af de mest ansete irske, adelige familier. Hun var født i 1876 som datter af den konservative Lord Ashbourne, der var præsident for det irske Overhus. Som efter en naturlov besluttede Violet og hendes bror sig at vende sig mod faderens konservatisme og blev en slags utopiske kristne socialister.

Slutningen af 1800-tallet minder om vor egen tid. Et væld af tankeretninger kappedes om løsgående sjæle. Socialismen var på mode, men det var mystiske, religiøse bevægelser også. Violet lod sig friste af flere af dem. Hun var tiltrukket af Kristen Videnskab og Rudolf Steiner, og ikke mindst teosofismen spillede en vigtig rolle for hende. Det var en filosofisk retning stærkt præget af mysticisme, der lagde vægt på et universielt broderskab. Violet Gibson havde også tæt kontakt med en anden kristen trosretning, der understregede universielle menneskelige værdier og retfærdighed og lagde afgørende vægt på handling og ikke på ord eller bønner. Et nervøst sammenbrud efter en brors død i 1922 fik hende til at gå til yderligheder i sin tro på, at hun udførte Guds handlinger, og hun blev det år anklaget for at have angrebet en yngre kvinde på »Guds befaling«.

Mysticisme, kristendom og socialisme var tre af de afgørende motiver for Violet og så mange andre både dengang og nu.

Beslutningen

I 1924 havde ukendte mordere dræbt den socialistiske leder Giacomo Matteotti, hvis lig blev fundet lemlæstet. Selv om mistanken samlede sig om en af Mussolinis bøller, så benægtede han ethvert kendskab til mordet. Kort efter rejste Violet Gibson til Italien med en pistol i sin bagage. Hun søgte til et kloster, hvor hun 27. februar 1925 forsøgte at begå selvmord ved at skyde sig selv i hjertet. Kuglen gik gennem hendes krop og beskadigede en skulderknogle. »Jeg ønskede at dø for Guds skyld,« skrev hun senere. Familien forsøgte at få hende overtalt til at vende hjem, men hun blev og fik behandling på en privat klinik. Penge manglede hun ikke.

Violet besluttede sig derefter for at myrde Mussolini. Frances Stonor Saunders mener, at det spillede en rolle, at Mussolinis succes i oktober 1925 nåede nye højder. Han indgik en aftale, Locarno-pagten, med Frankrig, Tyskland, Storbritannien og Belgien, hvor han kom til at stå som en stærk international leder, og fascismen syntes at være en fremstormende stærk bevægelse. Måske var det denne politiske udvikling, der fik Violet Gibson til at udvælge sig Mussolini som sit offer.

Luksus og sindssyge

Violet Gibson blev anholdt og forhørt af det italienske politi efter mordforsøget på Mussolini. Da hun blev spurgt om sit motiv, svarede hun, at hun ønskede at gøre det for Guds skyld, og at Gud havde sendt en engel for at sikre hendes sigte. Den engel var ikke professionel, må man tilføje. Hun blev overført til en sindssygeanstalt, hvor hun som adelig havde luksusforhold med privat suite. Mussolini opførte sig meget tilbageholdende og udtrykte ikke noget krav om politisk gengældelse. Først var han meget optændt af sagen og Violets motiver, men hurtigt kølnedes hans interesse, og han opfattede hende blot som sindssyg. Da den engelske ambassadør opsøgte ham, sagde Mussolini, at sagen kedede ham, og at han helst så, at Gibson blev sendt tilbage til Irland. Han tilføjede, at hans indtryk af den irske befolkning var, at hun dér ville finde masser af åndsbeslægtede venner.

Men den italienske presse ville se blod og forlangte en retssag. Retten erklærede hende for sindssyg og overlod Gibson til familien i Irland, der besluttede sig for at anbringe hende på et sindsygehospital for eliten, hvor hun bl.a. kunne bruge tiden på at spille tennis og i øvrigt havde stor frihed. Her tilbragte hun de næste mange år. Hun skrev breve, fik anfald, hvor hun angreb sine medpatienter, og hun forsøgte også selvmord ved at hænge sig. Hun skreg om natten og råbte, at Djævelen var hos hende, og at hun ville herske over det italienske folk. Violet døde på sindssygehospitalet i 1956.

Radikalisering

Havde Violet Gibsons mordforsøg ikke nogen som helst konsekvenser? Jo, men ikke i den retning hun havde tænkt sig. Hendes forsøg samt to efterfølgende mordforsøg på Mussolini var med til at forstærke den radikalisering af fascismen, som tog form i anden halvdel af 1920erne. I november 1926 introducerede Mussolini en ny lov om statens sikkerhed, hvor han slog hårdt ned på oppositionen i alle dens former. Nu begyndte hans regime at deportere politiske modstandere og udstede dødsstraffe til dissidenter. Mussolinis bevægelse forvandlede sig fra et sortskjortet bølleparti til et højreradikalt, totalitært forbryderregime. Det var ikke Violet Gibsons skyld, men hun var med til at skubbe udviklingen i den retning.

Frances Stonor Saunders blev kendt i en bredere kreds, da hun skrev en bog om CIAs forsøg på at støtte litteratur og kunst under den kolde krig - som en slags barriere mod socialismens attraktion for den kreative klasse. Det var en bog, der blev rost på venstrefløjen, men led under alt for mange politiske fordomme, bl.a. mente hun, at det var odiøst, at kulturtidsskrifter blev støttet af CIA.

I sin nye bog kigger hendes venstrefløjsholdninger atter frem. Hun forsøger bogen igennem at konstruere en heltinde, der ikke synes at være belæg for. Man kunne få den mistanke, at hun mener, at det ville have været fint, hvis Violet havde haft held med at myrde Mussolini. Kan mord på diktatorer forsvares? Ja måske, som hvis nogen havde haft held med at myrde Stalin eller Hitler, men i 1926 var Italien endnu ikke så langt ude, at mord eller terror kan forsvares. Var verden blevet bedre, hvis hun havde dræbt ham? Næppe. Måske var en endnu værre diktator kommet til. Og hvis nogen kunne få den ide, at det er i orden at myrde Mussolini, så kan forvirrede personer i vor nutid måske finde på at forsvare mord på f.eks. Helle Thorning-Schmidt.

Frances Stonor Saunders' bog er et forsøg på at tegne et billede af en kvinde, der blev offer for tidens utopiske og religiøse bevægelser. I dette tidsbillede af mennesker med behov for tro og idealisme og om de mange mærkværdige bevægelser, der forsøgte at kapre sjæle, ligger en aktualitet, der gør bogen særdeles relevant og spændende.

Frances Stonor SauNders: The Woman Who Shot Mussolini. Metropolitan Books, 400 sider, 20 pund (vejl.)