På omslagets forside ser man det øverste af John Cleeses ansigt og hans farceagtigt stirrende øjne, mens blå fjer daler ned. Aha, forledes man lykkeligt til at tro, en reference til både Basil Fawlty og den legendariske »dead parrot sketch«, som der også er et billede fra på bagsiden, men så efter de første godt 200 sider med barndoms- og ungdomserindringer gribes man af stigende bekymring. For her er vitterlig ikke meget om »Monty Python«, »Halløj på badehotellet«, »Life of Brian« eller »A Fish Called Wanda« – eller de tre sidste ægteskaber. Alt det, som det faktisk kunne være sjovt at læse om. Omslaget til »So, Anyway...«, som erindringerne hedder, giver løfter, der ikke indfries.
»Nå, men så kommer der nok et bind 2,« tænkte jeg, selv om det ikke fremgår af omslaget, og selv om jeg ikke har kunnet finde andet, der tyder på det.
For man har vel lov at forvente, når en af verdens sjoveste mænd slipper sine erindringer løs på det engelsksprogede bogmarked, at der også er noget sjovt at komme efter?
Jo, jo, bevares, lidt sjov er der hist og pist, men der er langt mellem latterudbruddene i »So, Anyway... «, der tilmed er skrevet i en noget humørforladt tone.
John Cleese voksede op under Anden Verdenskrig i den lille, engelske by Weston-super-Mare, som tyskerne på et tidspunkt bombede »for at vise, at de alligevel havde humoristisk sans«. Hans far var mild og elskelig og hans mor på én gang dominerende, følelsesmæssig fraværende og intens neurotisk.
Cleese er tæt på at lyde indebrændt, som beretningen skrider frem, mere som det var Basil Fawlty, der sad ved tastaturet. Alligevel er han måske bedst og mest til stede, når han vredt fortæller om sit komplicerede forhold til moderen.
Muriel Cleese, oplyser han, »levede i en permanent tilstand af skræk grænsende til begyndende panik«. Og forfatteren iler med en liste over ting, der skræmte hende: »trykluftbor, højlydt snorken, fyrværkeri, får og pruttepuder«.
Med gråden stikkende i halsen har han en tydelig erindring om moderen, der slår løs på faderen, men uden at nogen af dem siger en lyd for ikke at vække sønnen, som ,de tror, sover. »Min far. Min højtelskede far, et venligt og anstændigt menneske, bliver udsat for vold fra dette uvidende væsen, der i vide kredse siges at være min mor,« noterer han med smerte.
Indflydelsen fra moderen
Forholdet til moderen ligner en gyser: »Det kan ikke være tilfældigt, at jeg har tilbragt så stor en del af mit liv i en eller anden form for terapi, og at hovedparten af de problemer, jeg har haft at slås med, handlede om mit forhold til kvinder.« Og: »Jeg havde i årevis en fuldstændig fastgroet vane med at gå som på æggeskaller, når det drejede sig om min mors indflydelse på mine romantiske forbindelser.«
Et andet sted reflekterer han videre: »Kvinder fandt mig alt for kedelig. Min personlige cocktail af overdreven høflighed, uendelig omsorg og rædsel for at give anledning til uenighed gjorde mig usexet.«
Midtvejs i de 400 sider er unge Cleese ikke nået længere end til sin gang på universitetet i Cambridge, og da bogen slutter, er vi nået til sidste del af 1960erne.
Der synes langt tilbage til den komiske hjerne bag brillante Python-indfald, »Halløj på badehotellet« og »A Fish Called Wanda« og meget andet begavet og absurd sjov. Men hvis erindringerne når frem til en slags konklusion, er det, at man må have humoristisk sans for at komme igennem livet. Spørgsmålet er, om den er sluppet op for John Cleese?
Titel: »So Anyway...«.
Forfatter: John Cleese.
Sider: 404. Pris: £20.
Forlag: Random House
