Hesseholdt beretter om en mærkelig mester

Christina Hesseholdts nye roman skaber et billede af Vivian Maier og menneskene omkring hende. Det stritter og skurrer - men den slags er en del af Hesselholdts praksis, som vi ikke vil være foruden.

Christina Hesselholdt er aktuel med romanen »Vivian«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jakob Dall

Vivian Maier var lige ved at ryge ud i de ukendtes store, uordnede arkiv. Hun blev født af europæiske emigranter i New York i 1926, flakkede en del rundt, både i og mellem den gamle og den nye verden, men opholdt sig en lang periode i Chicago. Her var hun »nanny« hos velstillede familier, lidt stilfærdig og alligevel kontant. En virkelighedens Mary Poppins, har et medlem af én af familierne engang sagt.

Men hun var også temmelig excentrisk. Hun var en samler af den slags, man i dag laver tv-programmer om. Gamle aviser, skrammel og tingeltangel. Og negativer. Hendes egne. Vivian Maier var nemlig en dedikeret fotograf, der over årtier tog ikke mindre end 150.000 fotos, primært med et Rolleiflex-kamera, som hun efter sigende nærmest konstant havde hængende om halsen. Det var kun meget få af billederne, hun selv fik fremkaldt. De hobede sig bare op.

Kort før hendes død i 2009 bliver en stor del af hendes arkiv solgt på auktion. Hun er endt ludfattig og har ikke råd til at betale for opmagasineringen. Samlingen spredes blandt flere købere, óg én af dem forsøger at vække omverdenens interesse for hendes kvaliteter. Men det bliver først det år, da hun går bort, at der kommer hul igennem.

En del af billederne lægges på internettet og går viralt. Siden er det blevet til en stribe bøger, internationale udstillinger og film om hende. Men den anerkendelse nåede hun ikke selv at opleve.

Sidespor og blinde veje

Christina Hesselholdt bidrager på sin egen underfundigt-hesselholdtske facon med en bog til denne samling. »Vivian« hedder den, ganske kort, og den fortælles af Vivian selv og af en række af de personer, der var omkring hende: Moderen, faderen, fasteren, pigen Ellen, som hun var barnepige for, Ellens frigjorte forældre og mange andre. Korte beretninger og kommentarer, der suppleres af »metastemmen«, der tilhører fortælleren, men som gerne går i dialog med karaktererne.

Et sted beretter fortælleren, at det er træthed over den gennemgribende, selvreferentielle narcissisme, der kendetegner vores tid, som »for en tid drev mig i favnen på de tavse fotografier.«

Vivians selvudslettende »jeg«, hendes fokus på at skildre livet uden for sig selv, hendes varsomme leg med sin egen skygge som en del af motivet. De usentimentale afbildninger af menneskene, hun mødte på sine vandringer – af fattige, rige, hvide, sorte, unge, gamle, af stederne – alt sammen åbner det op for refleksioner over fotografiets rolle, over kunstnerens og motivets relation, og Hesselholdt fletter disse overvejelser sammen med Vivians historie.

Et sted skriver fortælleren, i en dialog med Vivian, at hun ikke kan lade være med at undre sig over, hvor ens billederne er: »Når det gælder nærbilleder af et menneske der ved du er ved at tage et billede, ser det ud til at du søger den gnist af kontakt det medfører mellem jer, og når det gælder mennesker som er uvidende om det ser det ud som om du går efter en art fortabthed i ansigterne.«

»Hvorfor taler du slet ikke om kompositionen i mine billeder?«, spørger Vivian, hvortil fortælleren svarer: »Indholdet trænger sig på.«

Og det gør det, både i Vivian Maiers fascinerende billeder og i Christina Hesselholdts velturnerede bog om eller rettere omkring hende. Det er ikke en biografi i gængs forstand - bogen præsenteres som en roman - og hverken Hesselholdt eller fortælleren fortæller os, hvad der er fakta, og hvad der er digt.

Vi hører, at fortælleren kigger i gamle aviser og tager på en Vivian Maier-udstilling i Sverige i 2016. Men hun kan af helbredsmæssige årsager ikke rejse til USA og forfølge kilderne. Hun støtter sig i stedet til et kort over Chicago.

Og sådan er Hesselholdts metode vel: At samle stumper og stykker sammen, fragmenter, billeder, tråde. Lade dem optræde som nye fragmenter, lagt i munden på mennesker, der ikke findes, i hvert fald ikke længere. Og herved skabe et billede af Vivian Maier og menneskene omkring hende. Det stritter og skurrer, der er sidespor og blinde veje. Men den slags er en del af Hesselholdts praksis, som vi ikke vil være foruden.

Titel: Vivian. Forfatter: Christina Hesselholdt. Sider: 208. Pris: 249,95. Forlag: Rosinante.