Her er hovedpersonen næsten anonym

Ny romanskitse af Henning Mortensen ville have fyldt mere som litteratur, om den ikke insisterede så stærkt på nutidens øjeblikke.

»Kvinden i korshæren« af Henning Mortensen. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Til larmen af metrobyggeriet i København sidder den 50-årige analfabet Frida og samler puslespil. Det er ikke blot tidsfordriv. Sammen med kollegaen Søren arbejder hun for Kirkens Korshær, og således i en højere sags tjeneste, med at restaurere puslespil til videresalg i genbrugsbutikken, mens andre kolleger gør tøj i stand eller sætter bøger og porcelæn på hylderne.

Frida er hovedpersonen i Henning Mortensens roman »Kvinden i korshæren«.

Hjemme hos sig selv samler hun på glansbilleder. I korshæren gør Søren det grove, når der mangler brikker. Han saver ud, og Frida dekorerer. Søren er grov i munden og sjofel.

Lige indtil han oplever en åbenbaring. En aften på vej hjem fra en fisketur styrter han på scooteren og ser tydeligt lyset fra en flyvende tallerken. Han melder sig i ind i UFO-klubben og bliver »videnskabelig« i sin udforskning af fænomenet. Hans og Fridas omgangstone ændrer sig til det nærmest dannede og kulturelle.

Samtidig stifter Frida bekendtskab med Henry, der længe har beluret kvinden fra ejendommen overfor. Henry er afskediget fra tjeneste i politiet efter en hårdhændet anholdelse i prostitutionsmiljøet, hvor han selv har taget sig visse friheder, og hans skumle seksualitet lever videre under bekendtskabet med Frida, når hun napper sig en lur på hans divan.

Burde holde sig til fortiden

I »Kvinden i korshæren« har Henning Mortensen valgt en en næsten anonym hovedperson uden fortid, med et stærkt begrænset ordforråd og mangel på selvindsigt, selv om romanens tema er sprog og fortid, og er det en interessant udfordring for forfatteren, så bliver det også romanens problem. Vi aner strejfvis hovedpersonens forhutlede opvækst, men forbliver som læsere temmelig mystificerede over for Fridas motiver.

Fridas og Sørens bryllupsrejse (som forholdet kulminerer med) går til det smukke sølandskab ved Plön i Tyskland, hvor Sørens traumatiske barndom med en prostitueret mor udfoldede sig, og for Frida bliver det en stor romantisk oplevelse, der dog ikke forløser forholdet følelsesmæssigt eller erotisk. Hendes lidenskab, forstår vi efter hendes korte gensyn med den nu subsistensløse og stærkt alkoholiserede Henry, er tilsyneladende deponeret i forholdet til sjuften, lureren og onanisten.

Overvejelserne for Frida er mange efter den romantiske bryllupsnat i brudesuiten i Plön, for den bragte jo ikke som håbet og forventet nogen forløsning. Hun vil herefter gerne invitere Søren ind i sit hus »uden at have sikkerhed for klare grænser mellem fremtidens planer, nutidens øjeblikkelige lyster og fortidens pærevælling af gebrækkeligheder og halve fornøjelser«.

»Kirken i korshæren« rummer et væld af Henning Mortensens velkendte fortællemæssige finurligheder. Kulisserne på de særprægede værksteder, befolket med Kirkens Korshærs originaler, der er velpolstrede med surrealistiske replikker og overraskende ræsonnementer, er i sandhed vellykket mortensenske.

Men romanen ville have fyldt mere som litteratur, om den ikke insisterede så stærkt på nutidens øjeblikke, men havde inddraget mere af fortidens »pærevælling af gebrækkeligheder«.

Titel: Kvinden i korshæren. Forfatter: Henning Mortensen. Sider: 160. Pris: 200 kr. Forlag: Gyldendal.