Bogen hedder »Hybrid«. Forfatteren hedder Ninette Larsen. Hvad bogen i øvrigt indeholder, fremgår ikke af omslaget, for der er ingen genrebetegnelse, der leder læseren/den potentielle bogkøber på vej, men måske er det også bare det, den er, bogen: En hybrid mellem digt og prosa, der aldrig bliver i gængs forstand fortællende, fordi det, der i glimt kan ligne fortællinger, opløser sig, forsvinder. Så jo, lad os bare kalde »Hybrid« for en hybrid. Og lad os så sige det meget højt: Dette er en opløftende god debut. Ninette Larsen, der endnu ikke er fyldt 20 år, skriver søvngængeragtigt sikkert, 61 sider i alt, fordelt på tre »kapitler«, af forfatteren selv »tilegnet skønheden«.
Her er de første ord:
»JEG HAR HUSKET din fødselsdag.
Du sad engang som farao støbt i guld og ventede på din astrologiske grav, du ventede at se mændene bære dit indsvøbte lig over floden og sænke dig i bølgerne. Jeg har aldrig kunnet fordrage de kolde skvulp, at bide tænderne samme i frost.«
Tekstbidden illustrerer så godt som nogen bogens mellemværender med ordene og verden. Det mytologiske. Du´et, der tiltales af jeg´et. Kroppen og døden. Naturen. Det er der, det hele, og især kroppen, ofte forbundet med død, seksualitet, forfald, destruktion. Som her:
»Vil du komme i nat, når jeg er afklædt, vil du se min gamle krop, bitterheden i min krop, mine neurosespændte skuldre. Se mine møre rygstykker, lig mørkt vand, lig afdød nonnes sitrende læbe, uberørt. At lægge sig i brakvand, at lade kroppen blive grøn og løs, lade skummet operere i legemet, åbne, file.«
Kroppen er her, der og alle vegne. I bogens tredje del dukker der også navngivne personer op.
Her en sindsyg monark: »JEG ER SPINKLE skizofrene Christian VII, med gedebukkehorn og øjne på pyntenåle. Christian VII med hjortelemmer i et glemt århundrede. Jeg er Christian VII, når han drikker sig død og beruset i bordeauxvin og horer i himmelsenge med Caroline Mathildes jomfruer.«
Her en vis Mirelle: »Mirelle er en gammel mand, Mirelle er et fotografi, han forestiller græsset, og birken ude ved Herstedhøje, og telefonledningernes høje smæld over os.«
Her Jim: »Jim er indrettet som et dukkehjem. Sirligt. En potte, en kedel på et komfur, vævede tæpper. Endnu en polstret, ubestemmelig genstand. Høje møbler langs væggene, et vitrineskab med blåmalet porcelæn, en kommode af oliventræ, rystede puder.«
Ninette Larsens debut er, som nævnt, tilegnet skønheden, og der er skønhed i det gådefulde væv af ord, som »Hybrid« udgør, men som det jo også turde fremgå af ovenstående citater, er der ikke tale om skønhed i banal eller umiddelbart indlysende forstand. Skønheden ligger ikke i beskrivelsen af det oplagt skønne, men i beskrivelsens skønhed, altså i den skønhed, der ligger i skønt at sætte ord på det, der ikke nødvendigvis i sig selv er skønt, men måske noget helt andet, forvredent, makabert, sygeligt, morbidt. At kroppen er så utroligt meget til stede, som den er her, i »Hybrid«, er jo så i øvrigt ikke noget, der i sig selv gør bogen unik, for det ligger så meget i tiden, det kropslige, i både prosaen og lyrikken. Men »Hybrid« er unik på andre måder, og også på den måde, at her er en meget ung digter, der skriver med en stemme, der kan virke både ungdommeligt nyfigen og livsklogt gammel. Og her det så på spil igen, det med det hybride, det med at sætte det forskellige sammen til en enhed, som bliver til en enhed, fordi digteren har noget at sige og kan sige det, præcis som hun vil. I forlængelse af noget, der kom før, ja, men stadig også som helt sin egen. En bemærkelsesværdig debut.
Titel: Hybrid Forfatter: Ninette Larsen Sider: 61 Pris: 149,95 Forlag: Gladiator
