Vi har så mange forestillinger om os selv og dem, vi mener at kende, at vi ville kunne bygge vores helt egen by af fortællinger om folk og fæ, helte og halvguder. Og det gør vi så, i teorien. Bygger »paper towns« af indbildninger og idealiseringer af dem, vi holder af. Papirbyer, spøgelsesbyer, luftslotte med endimensionelle mennesker. Indtil de - måske – en dag klasker sammen, fordi vi opdager, at de ikke er, som vi formodede.
Skal man tro den amerikanske ungdomsforfatter John Green – og det gør man gerne, for han skriver overbevisende, bevægende og vidende – lever vi i en verden af papirklip og blændværk.
Ligesom hovedpersonen i hans vise og vidunderlige »Paper Towns«, Quentin, kender vi sjældent de folk, vi sætter allerhøjest. Det er først, hvis og når vi virkelig giver os til at lede efter den eller de forgudede, at vi finder ud af, at vi har kendt, idealiseret og søgt efter de(n) forkerte.
Quentin har kendt naboens Margo hele sit liv, deres forældre er venner, og som børn tilbragte de al tid sammen. Med årene er de dog vokset fra hinanden. Quentin, eller Q som han kaldes, er blevet en nørdet og stille dreng, der sender længselsfulde blikke og tørstende tanker efter den nu omsværmede og karismatiske Margo.
Hun er populær, men også sær, hun gør skøre ting og tør, hvor de fleste tøver.
Filosofi i fiktionsform
Q interesserer hende tilsyneladende ikke længere. Men en sen aften banker hun alligevel på hans vindue og lokker ham med ud i natten, på en hævnaktion mod alle de såkaldte venner, der gennem tiden har såret hende. Kæresten der rendte med en anden, veninden, der altid fik indsneget stikpiller i selv de sødeste kommentarer, venner, der ikke er venner.
Q er høj af lykke og ting, han vil sige til hende dagen derpå, da de tidligt om morgenen skilles og går hver til sit. Natten har været vild og vovet, og Q opfatter det som en ny begyndelse. Men Margo forsvinder kort efter, og alle spor ender blindt. Q frygter det værste, han er syg af savn og usikkerhed, og han beslutter sig for at droppe eksamenslæsningen for sammen med sine nærmeste kammerater at finde hende, død eller levende.
Eftersøgningen, der tager udgangspunkt i Margos mani med at lægge spor og spidsfindige koder ud til andre, fører dem til forladte fabrikker og andre tomme bebyggelser, det vil sige deciderede spøgelsesbyer, hvor illusioner og idylliseringer for længst er bristede.
Med Walt Whitmans langdigt »Leaves of grass« som gennemgående rød og rørende tråd filosoferer Green over de eksistentielle og i mange andre sammenhænge svære spørgsmål: hvem er vi, hvor godt kender vi hinanden, hvor godt kender vi os selv.
Der bliver ikke leflet for den unge læser, det er filosofi i fiktionsform, men det tunge serveres med let humor, stigende spænding og rappe dialoger. Efter endt læsning sidder man – også som ældre end ung – tilbage med en stille erkendelse af, at man er blevet en lille smule klogere på sig selv og sine anlæg for at klippe luftkasteller af pis og papir.
Titel: Paper Towns. Forfatter: John Green. Oversat af Nanna Gyldenkærne. Sider: 336. Pris: 200 kr. Forlag: Høst & Søn.
