Her er bogen til påskeferien

Velfortalt og mægtig spændende kriminalroman fra Elsebeth Egholm.

Han vil bare have ro. Stille roligt hverdagsliv. Arbejde som tømrer, gå tur med hunden, gå på jagt med vennen. Lægge fortiden helt bag sig og bare være Peter, ikke den dømte, indsatte, ham med de kriminelle venner. Bare være her, på Djursland, lige nu. Men, som det hedder på forsiden af Elsebeth Egholms nyeste kriminalroman – med den værst tænkelige krimikliche: »Han troede, han var færdig med fortiden, men den var ikke færdig med ham.

Heldigvis er det bogens værste sætning. Herfra bliver det kun bedre. Meget meget bedre.

Hovedpersonen Peter Boutrup er søn af Egholms tidligere hovedperson Dicte Svendsen. Han er dømt for manddrab, men løsladt og forsøger at skabe sig et nyt liv nær Grenaa, hvor en 18-årig pige forsvinder.

En vintermorgen finder Peter en mand dræbt på stranden tæt på hans hjem. Det er en af hans gamle fængselskammerater, men hvorfor skulle han dø? Hvad er forbindelsen til hans gamle venner i Aarhus? Og hvem i alverden er den underernærede kvinde med hukommelsestab, som bor i sommerhuset ved siden af ham? Hvordan hænger hendes historie sammen med hans? Og sammen med den forsvundne pige, som den lokalt fødte minedykker Kir måske har fundet i havnen? Og hvem opklarer mysterierne? Den hjemvendte betjent og sygdomsramte Mark, der opdager, at hans gamle elskerinde nu er hans chef? Og bliver det hans forhold til luderen Gry, der opklarer, hvorfor unge pige forsvinder? Eller Peter, som forsøger at vikle alle fortidens knuder fra hinanden, så han endelig kan vikle sig helt fri af den?

Det er en indviklet historie, der snor sig gennem siderne. Der er mange ender og mange sammenfald og mange tilfælde, men man tror på dem, fordi man tror på personerne – så meget at jeg tog mig i at sidde og heppe lidt på, at Kir, der egentlig hedder Kirstine og blev minedykker på trods, fik ham, hun flirter med i bogen. Personerne lever på papiret, så man alvorligt og nysgerrigt også følger med i sidehistorierne om deres liv og har lyst til at høre mere og vide mere. Hele tiden. Aarhus er pludselig en uhyggelig storby, mens Grenaa er farlig og landskabet imellem truende og mørkt.

Men der er håb og små fine øjeblikke og store af hæslig gru og intens bladren. Men udover en enkelt usædvanligt modbydelig scene, hvor Feliz holdes indespærret i en kælder, virker det ikke påtaget eller for effektens skyld, men som en rimelig del af handlingen. Modsat dele af TV-serien »Den som Dræber«, som Egholm har skrevet oplæg til.

Og så er der greb, der er lidt for fortænkte. Hvor er det dog heldigt, at en af fængselsbetjentene i Horsens er en gammel børnehjemskammerat, der nok endte på den rigtige sider af tremmerne, men som har hjertet på rette sted og et blødt punkt for sine gamle børnehjemsbrødre, så han lige kan arrangere et møde med ti minutters varsel, slukke for overvågning af besøgslokalerne og indsmugle en telefon. Og hvor usandsynligt.

Men det er petitesser, der bestemt ikke skal holde nogen fra at købe bogen og bruge en bid af påskeferien på at sidde på terrassen og liiiige læse et kapitel mere. »Tre hundes nat« er ikke stor kunst, der ændrer dit liv. Men det er godt håndværk, der stjæler nogle timer af din nattesøvn.