-
Gys og kærlighed. Dansk og udenlandsk. International spænding og klassiske mesterværker. Litteraturredaktør Søren Kassebeer giver her sine bud på 20 bøger, som du skal holde øje med i efteråret.
1 / 22
-
Athena Farrokhzad: »Vitsvit«. Gyldendal.
Hun er svensker, født i Iran. Hun debuterede med denne digtsamling. Hun vækker stærke følelser. I Athena Farrokhzads digte tales der, som forlaget skriver, om hvidhed og vold, om revolution og migration, om mor og datter, om det sted, der er forladt, og om det sted, man konstant må arbejde for at høre til. En svensk Yahya Hassan?
Udkommer i denne måned.
2 / 22
-
Margaret Atwood: »MaddAddam«. Lindhardt og Ringhof.
En af de meget læste udenlandske forfattere, der dette efterår udgiver nyt på dansk, er Margaret Atwood. Denne gang drejer det sig om »MaddAddam«, tredje og sidste bind i canadierens dystopiske trilogi, der begyndte med »Oryx og Crake« og fortsatte med »Syndflodens år«. En ganske fortrinlig afrunding, mente udenlandske anmeldere.
Udkommer i denne måned
3 / 22
-
Martin Zerlang: »1914«. Gad.
Hvad skete der egentlig, dengang i 1914? Martin Zerlang, der er professor ved Institut for Kunst og Kulturvidenskab på Københavns Universitet, fortæller Første Verdenskrigs kulturhistorie og fører læserne fra Storm P. over Carl Nielsen til Coco Chanel og Thomas Mann. Bogen udgives i forbindelse med Golden Days, der i år har året og krigen som tema. Perspektivrigt.
Udkommer i denne måned.
4 / 22
-
Madame Nielsen: »Den endeløse sommer«. Gyldendal.
Bag »Den endeløse sommer« står en forfatter, der ikke er en kvinde, men en mand. Hans navn er Claus Beck-Nielsen, også kendt som Das Beckwerk, og hvad man end måtte mene om hans/hendes/dets leg med identiteter, så er det aldrig kedeligt at læse noget fra hans/hendes/dets hånd. Madammens roman skulle ifølge Nielsens eget website være »a heartbreaking love story«. Det er muligvis ironisk ment.
Udkommer i denne måned.
5 / 22
-
Lena Andersson: »Brugstyveri. En roman om kærlighed«. Batzer.
En forfatter, Ester Nilsson, lever et nøjsomt liv. Hun forelsker sig i en mand, der er hende intellektuelt underlegen. Hun håber, men »håbet er et skadedyr«, og hendes selvbedrag og besættelse bliver værre og værre. »Brugstyveri« er en ny roman på dansk af en af Sveriges virkelig fine forfattere, Lena Andersson. Lyder lovende.
Udkommer i denne måned.
6 / 22
-
Antony Beevor (tv.) & Artemis Cooper (th.): »Paris efter befrielsen«. Gyldendal.
Verdens mest læste historiker, Antony Beevor, er også én af dem, der ved mest om krigshistorie. Senest har han og hans kone skrevet en stor bog om de augustdage i 1944, da nazisterne kapitulerede til amerikanerne i den franske hovedstad, og om det, der derefter skete. »Paris efter befrielsen« er en fortælling om mod, lynchstemning, forrædderi og alt det andet, der følger efter en kamp til døden, tilsat portrætter af nogle af datidens vigtigste franske politikere. Vive l’Amérique!
Udkommer i denne måned.
7 / 22
-
Stephen King: »Doktor Søvn«. Hr. Ferdinand.
Den storproduktive gysermester Stephen King har skrevet en opfølger til det filmatiserede kæmpehit »Ondskabens Hotel«. I den nye roman, »Doktor Søvn«, er det Jack Torrances søn, Danny Torrance, der står i centrum. Han er stadig traumatiseret efter rædslerne på Overlook Hotel, der er spøgelser, der forfølger ham, han er alkoholiseret og på vej ned. Og så sker der flere uhyggelige ting ...
Udkommer til september.
8 / 22
-
Helle Helle: »Hvis det er«. Rosinante.
Forlaget fortæller, at i Helle Helles nye roman, »Hvis det er«, er der to vildfarne løbere, der render på hinanden i en skov og af omstændighederne tvinges til at tilbringe weekenden sammen netop dér. Helle Helle er en af vores bedste prosaister overhovedet, helt sin egen, subtil og ganske ligetil. Det kan næsten kun blive godt.
Udkommer til september.
9 / 22
-
Italo Calvino: »Vore forfædre«. Gyldendal.
I sit relativt korte liv fik italienske Italo Calvino status som en af sit lands mest oversatte forfattere. Han var også en forfatter i indiskutabel nobelprisklasse. Nu udkommer trilogien »Vore forfædre« for første gang komplet på dansk. Forlaget kalder indholdet for »allegoriske fabler om livets eksistentielle vilkår, fortrædeligheder og moralske valg«. Det skal man ikke lade sig afskrække af.
Udkommer til september.
10 / 22
-
Thomas Ubbesen: »Udsendt«. Tiderne skifter.
Han er her, der og alle vegne, DRs korrespondent Thomas Ubbesen. Tilsyneladende frygtløs, altid engageret, velinformeret, veltalende. At livet som journalist i verdens mest konfliktfyldte områder ikke er noget helt almindeligt job, vil utvivlsomt fremgå af bogen »Udsendt« – hans helt egen fortælling om at brænde for at være der, hvor det virkelig brænder på.
Udkommer september/oktober.
11 / 22
-
Kjell Westø: »Luftspejling 38«. Batzer.
Vi befinder os i Finland. Året er 1938. Vi, læserne, ved, hvad der venter af krig og ulykke. Det gør personerne i den altid fremragende finlandssvenske forfatter Kjell Westös roman »Luftspejling 38« selvfølgelig ikke. Hovedpersonen, advokaten Claes »Klabben« Thune, lever det søde overklasseliv i hovedstaden, ledsaget af tristesse over en nylig skilsmisse og en tiltagende alkoholisme. Romanen er nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris. Det bliver som regel kun det bedste.
Udkommer september/oktober.
12 / 22
-
Marcel Proust: »På sporet af den tabte tid«. Multivers.
At »På sporet af den tabte tid« er et af verdenslitteraturens mest ulæste mesterværker skyldes nok især én ting: Dets længde. Geniets meterlange sætninger har sikkert også en del af skylden, men ingen af delene bør afskrække nogen fra at læse, for man får så meget igen, når man læser Marcel Proust. Digteren Niels Lyngsø har nu oversat de sidste af de mange bind. Det gør nyoversættelsen komplet. En litterær begivenhed. Uanset hvad.
Udkommer til oktober.
13 / 22
-
Karl Aage Rasmussen: »Jord og Himmel«, lyt. Gyldendal.
Johann Sebastian Bach er måske den største af alle komponister. Komponisten Karl Aage Rasmussen er måske den bedste danske formidler af klassisk musik. Rasmussen har skrevet bogen »Jord og Himmel, lyt«, der lanceres som »en letoverskuelig biografi«, der inddrager den tyske mesters liv, værk, påvirkninger og indflydelse. En lovende kombination.
Udkommer til september.
14 / 22
-
Ken Follett: »På kanten af evigheden«. Cicero.
Berlinmuren blev bygget i 1961. Den faldt 28 år senere, og hvad der skete i de år er omdrejningspunktet for den ekstremt godt sælgende forfatter Ken Folletts nye roman, »På kanten af evigheden«, der samtidig er tredje bind i den såkaldte Century-trilogi. Er han, som han plejer, den gode Follett, er der igen dømt supergod underholdning fra den walisiske bogfabrik.
Udkommer til september.
15 / 22
-
Tom Buk-Swienty: »Til døden os skiller«. Gyldendal.
Han er blandt andet kendt for sine store værker om krigen i 1864. Nu er Tom Buk-Swienty klar med andet bind af sin omfattende beretning om Karen Blixens far, Wilhelm Dinesen. Bogen tager læserne med på resten af den livsrejse, der slutter i marts 1895, da den 49-årige forfatter, soldat, eventyrer og politiker hænger sig på et pensionat i København. Værd at se frem til, hvis niveauet fra første bind holder. Og det gør det jo nok.
Udkommer til oktober.
16 / 22
-
Haruki Murakami: »Den farveløse Tsukuru Tazakis pilgrimsfærd«. Klim.
Den nyeste roman fra Japans internationalt mest kendt forfatter lægger sig, forlyder det, i sporet af den nostalgiske kærlighedsroman »Norwegian Wood«. Titelpersonen havde fire venner i gymnasiet, alle med en farve som en del af deres fornavn. Det har han ikke selv. Deraf titlen. Alene i hjemlandet har romanen solgt i over en million eksemplarer. Danske Murakami-fans bør kunne glæde sig.
Udkommer til oktober.
17 / 22
-
Jens Andersen: »Denne dag et liv. En biografi om Astrid Lindgren«. Gyldendal.
Tro det eller lad være: »Denne dag et liv« er den første store biografi om Astrid Lindgren. Nogensinde. Forfatteren, Jens Andersen, der tidligere har udgivet brillante biografier om H.C. Andersen, Ole Lund Kirkegaard og andre store danskere, baserer sin bog på hidtil utilgængelige kilder, breve og dagbøger. Årets biografi?
Udkommer til november.
18 / 22
-
Thomas Piketty: »Kapitalen i det 21.århundrede«. Gyldendal
Den franske økonom Thomas Piketty er nyere tids mest omtalte af slagsen. Årsagen: Hans store bog »Kapitalen i det 21. århundrede«, hvis hovedpointe er, at kapitalen ikke har tendens til at blive spredt på flere hænder, men tværtimod koncentreres på stadigt færre. En bog, som ingen med interesse for økonomi og samfund har kunnet undlade at tage stilling til.
Udkommer til november.
19 / 22
-
Pierre Lemaitre: »Irène«. Lindhardt og Ringhof.
At have sans for litterær kvalitet og en evne til at skabe en overbevisende krimiintrige er en ret så sjælden cocktail. Én af dem, der behersker alle virkemidler, er den franske forfatter Pierre Lemaitre, som mange vil kende fra krimien »Alex« og dens helt, kriminalkommissær Camille Verhoeven. I »Iréne«, der udkom på fransk i 2006, optræder kriminalkommissæren for første gang. Forbilleder som Bret Easton Ellis og James Ellroy fornægter sig ikke.
Udkommer til november.
20 / 22
-
James Joyce: »Ulysses«. Rosinante.
Kendt af de fleste, læst af de færreste: »Ulysses« er en svimlende, modernistisk tour de force af en murstensroman, fascinerende og irriterende, stedvist svimlende smuk (begynd med sidste kapitel!) At oversætte den er der kun én dansker, der før har forsøgt. Nu har Karsten Sand Iversen påtaget sig den næsten umenneskelige opgave. Hatten af for det!
Udkommer til november.
21 / 22
-
Gys og kærlighed. Dansk og udenlandsk. International spænding og klassiske mesterværker. Litteraturredaktør Søren Kassebeer giver her sine bud på 20 bøger, som du skal holde øje med i efteråret.
22 / 22