Duften af lækkerhed og litterær vellyst ligger som lyriske luftmolekyler rundt om Leonora Christina Skovs »Hvor intet bryder vinden« og lokker læseren til at foræde sig i teksten.
Man smovser sig fornøjet gennem romanen, slikker ord og sætninger i sig, kærtegner omslagets ukurante format og fine farvetoner, sluger historien i store mundfulde og ser stort på, at det hele inden længe sætter sig som et ekstra fedtlag under huden. Det er ren nydelse.
Bagefter, når bogen er lagt, og læsningen er endt, må man lægge sit læsende jeg på langs, slå mave og slå op i teksten igen, trække historien tilbage til siderne, skylle fingre, mund og ikke mindst øjenhuler fri for cremerester og stilistisk kreativitet og måske bøvse overskydende luft ud.
Man har forædt sig, og det skyldes ikke kun ens eget nydelsessyge læse-gen.
»Hvor intet bryder vinden« er en litterær kaloriebombe, anrettet som lagdelt konditorkunst med bund af sansemættet samtidsroman, lagt sammen med klassisk, britisk-inspireret mystik, tilsat lige dele prægtig prosa og hverdagsbanale dialoger og overdækket med et let lag mørk thrillerglasur med spredt klichékrymmel.
Mange lag i både handling og sprog
Handlingen foregår på en ubeboet, privatejet ø i det vestlige Danmark.
Syv kreative danskere – en krimiforfatter, en duftekspert, en rejseskribent og halv- eller helstuderede forskere – får tilbudt en måneds gratis arbejdsophold og mødes på havnen i Esbjerg, hvorfra de sejles ud til den såkaldte Stormø. De indlogeres på hvert sit værelse i et glashus, uden internet eller mobilforbindelse og uden mulighed for at komme derfra i utide.
Umiddelbart er der ingen forbindelse mellem de syv, men det viser sig snart, at de alle har referencer til en bestemt kvinde, og langsomt afdækkes fortidens synder. Ikke ret mange af gæsterne bryder sig om hinanden, og stemningen er fra start af dyster. Bedre bliver det ikke, da en af de syv forsvinder, en anden dør, og de mærkværdige porcelænshunde på værelserne efterhånden smadres.
Som i en kinesisk æske eller en litterær lag-på-lag-fortælling afdækkes relationerne efterhånden, og historien vokser gennem portrætterne af de syv ø-gæster. Den bliver derigennem indirekte til et portræt af kvinden, de alle kendte og hver især havde deres én-dimensionelle opfattelse af. For selvfølgelig viser det sig, at der er mere end det, øjet ser - og, kunne man tilføje, mere end det, den forslugne læser i første omgang smager.
Opholdet, der er tildelt af den anonyme ø-ejer, er en blanding af straf og eksperiment, og det hele munder ud i en misantropisk morale om det moderne menneskes selviske overlevelsesinstinkt. Ingen er i princippet uden skyld, men under lagene af løgne og fortrængninger, forbrydelser og hævn er der alligevel en eftersmag af håb om forsoning.
»Hvor intet bryder vinden« har mange lag, både i handlingen, sproget og smagen. Nogle niveauer er filosofiske, flotte, farlige, andre artificielle, fesne, mentalt fedende. Romanen er sært nok både fremragende og fad og samlet set fin. Men den er også lidt for meget en litterær stiløvelse, lidt for lidt livgivende litteratur.
Titel: Hvor intet bryder vinden. Forfatter: Leonora Christina Skov. Sider: 272. Pris: 300 kr. Forlag: Politikens Forlag.
