I en af historierne i Miranda Julys novellesamling »Ingen har hjemme her mere end du« udspiller følgende samtale sig mellem den kvindelige jeg-fortæller og hendes mand, Carl: »Vi går i seng tidligt, og jeg spørger Carl, om han har lyst til at blive ammet, men det har han ikke. Amning er en af de ting, vi foretager os sammen: Lidt ligesom buddhisme og at spise sundt, men alligevel er det noget for sig.«
Det er på én gang skævt, morsomt og lidt frastødende, men alligevel med en særegen ømhed, der sniger sig ind alle steder i Miranda Julys tekster.
For både Carl og jeg-fortælleren vil jo bare elskes som dem, de er, og bag deres særheder og fysiske og psykiske begrænsninger er de faktisk elskelige mennesker. Der er desværre blot ikke så mange til at holde af lige netop typer som dem.
Miranda July har en særegen sans for at finde dysfunktionelle, ensomme og kærlighedshungrende personer, som krænger deres længsler, lyster og perversioner ud. Nogle gange er det frastødende og andre gange hylende morsomt, men oftest er Julys karakterer bare meget, meget sørgelige bekendtskaber, som sjældent opnår det, de gerne vil her i livet.
Selv er den 41-årige forfatter og erklærede feminist en af de dér irriterende talentfulde typer, som bevæger sig ubesværet mellem film, pladeudgivelser, billedkunst og litteratur. Hun har instrueret flere kortfilm, og i 2005 skrev, instruerede og spillede hun hovedrollen i »Me and You and Everyone We Know«, som vandt Caméra d’Or i Cannes.
I 2011 gjorde hun det samme med »The Future«, som fik premiere på Sundance Film Festival og blev nomineret til Guldbjørnen på filmfestivalen i Berlin.
Hun er tilmed gift med en af USAs helt store independent-filminstruktører, Mike Mills (»Thumbsucker« og »Beginners«), og samlet er der næsten for meget sprudlende talent til ét ægteskab.
Nu kommer så to af hendes bøger simultant på dansk. Novellesamlingen »Ingen har hjemme her mere end du« fra 2007 og romanen »Den første onde mand« fra sidste år.
Meget original litteratur
Førstnævnte består af 15 noveller, hvoraf flere tidligere har været bragt i magasiner som The Paris Review og The New Yorker. Vi møder pigen, der underviser en gruppe ældre mennesker i svømning – hjemme på sit stuegulv. Sekretæren, der melder sig til et sykursus for at komme tæt på sin chefs kone – som hun forfører. Og manden, der skal møde sin kollegas søster – som viser sig ikke at eksistere.
Novellerne er stiliserede og symbolmættede og fulde af mænd, der vil have sex med mindreårige, og kvinder, der vil have sex med andre kvinder, som om de var mænd, og mænd, der tror, at de vil have sex med kvinder, men i virkeligheden vil have det med andre mænd.
I det hele taget vil Miranda Julys personer ofte være noget andet end sig selv. De er romantiske, længselsfulde og hungrer efter kærligheden. Men den findes bare sjældent, og i deres ensomhed opbygger de vragforestillinger og fantasier og ydmyger sig selv i et forsøg på at høre til.
I romanen »Den første onde mand« er hovedpersonen den 43-årige, enlige og barnløse Cheryl Glickman, som tror på sjælevandringer, er blevet tidligt gråhåret og arbejder for en non-profitorganisation, som underviser i selvforsvar for kvinder. Da hendes chefs 20-årige, storbarmede og mut vrængende datter Clee en dag flytter ind hos Cheryl, vender det op og ned på hendes velordnede liv.
Det umage par indgår en sær, stiltiende pagt. I stedet for at tale sammen slås de, og efterhånden skaber de et fælles kropsligt sprog, der udvikler sig fra først at være voldeligt til senere at være moderligt for til sidst at blive seksuelt.
Hvor Cheryl er til de indestængte, undertrykte længsler, står Clee for den pågående, ekstroverte seksualitet, og de to kvinders relation kulminerer, da Clee bliver gravid, og de begge skal finde et nyt ståsted.
Her skifter romanens tone også fra det næsten Fay Weldonsk absurd komiske til en inderlig fortælling om moderskab, ensomhed og to fortabte kvinder, der forsøger at finde en plads i verden. Eller som Cheryl siger det et sted: »En rigtig mor kaster sit hjerte over gærdet, hvor det er højest, og kravler efter det.«
At læse de to bøger i forlængelse af hinanden giver næsten en overmæthed af Miranda Julys afsporede, skæve personer, og med outrerede sexfantasier drivende ned ad hver anden side kan man få brug for et lille pusterum. Men fortæret i mindre doser kan man nyde Miranda July som det, hun er. Noget af det mest originale amerikanske litteratur. I lang tid.
