Henrik VIII var en led satan

Vi fyldes med kulørte TV-serier og film om engelske kongelige som Henrik VIII og Elizabeth I. Men virkelighedens royale historier er ikke til en hyggelig TV-aften og ville blive forbudt for børn. Ny bog fortæller den brutale sandhed.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Danske TV-kanaler har vist en række dokumentarudsendelser, spillefilm og TV-serier om Henrik VIII og hans datter, dronning Elizabeth I. Mest bemærkelsesværdig er storserien »The Tudors«, og DR har ikke lagt fingrene imellem i sin programomtale af Henrik VIII, der i Jonathan Rhys Meyers skikkelse er seriens gennemgående hovedfigur: »Han er ung, han er sexet, og han kan gøre præcis, hvad der passer ham«.

Noget ved dette kongehus må være specielt fascinerende, og det er ikke svært at se hvorfor. Kongefamilien, der kom til magten ved lidt af en tilfældighed i 1485, blev præget af usædvanlig magtsyge og intrigante typer, der omgav sig med en skrækkelig samling djævelske og manipulerende karakterer. TV-serien »The Tudors« er til dels fiktion. Vi får et indtryk af de engelske hoffer som værende befolket af elegante og flirtende adelsmænd og smukke hofkvinder hvirvlende rundt på dansegulve og i soveværelser.

Den flotte Jonathan Rhys Meyer ligner dog ikke den Henrik VIII, som vi kender fra malerier. Han var nemlig ikke særlig køn eller imponerende i virkeligheden. Ganske vist ved alle, at Henrik VIII blodplettede sit eget portræt gennem henrettelserne af flere af sine hustruer, men der er alligevel en aura af dragende sensualitet og magtudøvelse over ham, som TV og film lukrerer på. Og Elizabeth skildres som en strålende dronning i pragtfulde rober omgivet af servile, flotte hofmænd. I virkeligheden var hun en skrækkelig og grim heks! Hvad serien efterlader er dog et ganske autentisk intryk af det magtliderlige spil ved hoffet, men det giver et for rosenrødt billede af det engelske samfund, hvor kongefamiliens depraverede ageren førte til elendighed for befolkningen.

Hustrumorder ved magten

Det er i hvert fald den konklusion, man må drage efter at have læst C.J. Meyers bog »Tudors: Historien om Europas mest berygtede kongehus«.

Det er det glimrende Informations Forlag, som står bag udgivelsen af den engelske historikers værk, der uden skånsel fravrister os enhver illusion om det engelske kongehus. Ikke alene var Henrik VIII en hustrumorder, men ifølge Meyer ødelagde han landet både økonomisk og moralsk.

Både Henrik og Elizabeth plyndrede landet systematisk til deres eget forbrug. Folk døde i stort tal af underernæring, mens en lille magtklike uhæmmet tilranede sig landets rigdomme. Den religiøse intolerance nåede hidtil usete højder, og torturscenerne, som Meyer gengiver i detaljer, har aldrig været så modbydelige. Man har tidligere ment, at Henrik og Elizabeth blot videreførte middelalderens torturbrug, men det er ganske forkert, skriver Meyer. De raffinerede brugen af tortur og påførte så megen smerte som muligt til fangerne og det gik ud over alle, også ganske unge og selvfølgelig uskyldige mennesker.

Deres torturbødler sprættede ofte fanger op i levende live og parterede dem. Kvindelige fanger blev voldtaget. Vidste Henrik og Elizabeth, hvad der foregik i torturkamrene? Ja, skriver Meyer og håner de historikere, der har fremhævet Elizabeths storhedstid og glemt at fortælle om hendes bødler.

Henrik VIII klattede rigets formuer bort hovedsagelig på sig selv og sine paladser. Han styrede landet ind i militære eventyr, der ruinerede det. Kongen forarmede den engelske befolkning og gjorde dem til slaver, hans ord blev til lov, og han fik alle til at dyrke sig selv som Guds repræsentant på jord. Meyer kalder Henrik VIIIs regeringsperiode for et terrorregime, hvor ingen kunne vide sig sikre.

Det er karakteristisk, at en af de personer, der fik størst indflydelse i riget, var manden, der skulle sørge for Henriks personlige nødtørft. Denne person, der officielt havde titlen »Groom of The Stool«, skulle sørge for, at kongen altid havde et rent og velduftende sted at forrette sin nødtørft. Opgaven bestod i at bortfjerne kongens efterladenskaber og sende det til læger, der kunne undersøge det, for man lagde stor vægt på efterladenskabers udsagn. Desuden var det denne hofmands opgave at tørre majestæten bagi, idet han anvendte små stykker papirer i trekantet form. Denne potteoppasser blev en af rigets mest magtfulde hofmænd, fordi han havde personlig adgang til kongen.

Hærget gammel krage

Det forekommer at være en nydelse for forfatteren at beskrive Henrik VIIIs sidste dage, da han plagedes af sygdomme:

»55 år gammel og tappet for kræfter, skaldet, rynket og gråskægget, ude af stand til at læse uden briller og så grotesk fed, at han ikke længere kunne gå op ad en trappe og selv på fladt terræn måtte køres rundt i en stol på hjul.«

Elizabeth beskrives fra samtidige kilder som en »hærget, gammel krage, hvis paryk sad skævt, hvis ansigt var en stiv maske af makeup, insisterede på at klæde sig som en ung kvinde og hun havde mistet så mange af sine tænder, at det var umuligt at forstå, hvad hun sagde.« Det tog to timer hver morgen at gøre hende klar til hoffet, men resultatet var elendigt. Hun stank ud af munden og holdt et lommetørklæde oppe for at dæmpe stanken.

Almindelig menneskekærlighed og anstændighed var ganske fraværende både hos Henrik og Elizabeth, og kun rå magthensyn kunne tælle til fordel for nåde - næsten aldrig menneskelige hensyn. Meyer vil dog ikke afvise, at Elizabeth nærede en vis medynk for sin kusine Maria Stuart, som hun i sidste ende lod henrette, men dog først efter længere tids pres.

Meyer gør regnskabet op og konkluderer, at »der findes ikke noget bedre mål for, hvor meget Tudorerne afveg fra det normale - for, hvor meget mere brutale deres politiske tiltag var, end noget, der er set både før og siden.«

Eller som Meyer siger om Henrik VIII:

»Henrik brugte ikke kun sin stadigt voksende magt til at udrydde mennesker og ødelægge deres liv, men også til at bukke og vride Englands uskrevne forfatning i bizarre former.«

Og hvad med de store sejre, som Elizabeth vandt? Hvad med sejren over Den Spanske Armada? Er det ikke noget, der bør prises? Ikke ifølge Meyer. Sejren skyldes i højere grad vejret og dårlig spansk søkyndighed end engelsk dygtighed, og sejren gav blot anledning til en lille pause i et omsiggribende forfald.

C.J. Meyers bog er et fint supplement til de mange TV-udsendelser og film om Tudor-kongehuset. Men man skal være en særdeles hårdnakket royalist for ikke at blive påvirket af Meyers skildring af disse ondsindede og blodplettede mennesker. Den eneste trøst for det nuværende kongehus er, at det ikke nedstammer fra Henrik eller Elizabeth i lige linje. Meyers bog er ikke sidste ord i sagaen om de engelske kongelige, og man kan nemt finde historikere, der vil udlægge teksten mere positivt, men det er en sund læsning i en tid, hvor kulørte royale fortællinger fylder os med halve sandheder .