Henrik Dahl har skrevet en underlig lille bog

At forstenede venner på venstrefløjen er immune over for argumenter, er en gammel nyhed, skriver Claes Kastholm.

Henrik Dahls bog virker som et internt opgør med venstrefløjen, mener Claes Kastholm Hansen. Foto Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Henrik Dahl har skrevet en underlig lille bog – af omfang og anlæg nærmest en pamflet – som allerede, inden den er udkommet, har realiseret en forlæggers drøm om stor medieomtale med undertone af ubarmhjertige afsløringer, skønt der ikke står meget andet i den om venstrefløjens tanke- og adfærdsmønster, end hvad skribenter knyttet til aviser som Jyllands-Posten og Berlingske har skrevet de sidste ti år.

Heller ikke om velfærdsstatens problemer eller Socialdemokraternes manglende evne til fornyelse bringer han noget originalt frem. Såvel velfærdsstatens indbyggede moralske og økonomiske problemer som dens funktion som interessegruppe-parti for offentligt ansatte har været påpeget af uafhængige analytikere og kommentatorer lige siden 1960erne.

Kritikken af velfærdsstaten, Socialdemokraternes vanskeligheder ved at forny sig og venstrefløjens forstening er selve motoren i bogen. Det virker, som om det er noget, han selv har fundet på. Man kommer ikke uden om, at det giver den let læste og menneskeligt set vældig sympatiske bog en selvfremhævende tone.

Svært at holde masken

I samme retning peger titlen »Spildte kræfter«, der tilfører Henrik Dahl en politisk betydning, han aldrig har haft, og som henviser til de mange kræfter, Henrik Dahl mener at have brugt på at arbejde for venstrefløjens fornyelse gennem de sidste ti år. Først i Steen Gades Nyt Europa, derefter i SF og endelig for Socialdemokraterne. Han begyndte – som gymnasiast – i VS.

Det går den kendte vej. Måske ender han i Dansk Folkeparti, som har en evne til at suge begavede mennesker til sig. Han har i hvert fald et vågent øje for indvandringens problemer. Hans bog, der også former sig som en udførlig gennemgang af alt det rigtige, han har skrevet i tidligere bøger, er en ægte »det forstod jeg ikke dengang - det forstår jeg nu-bog«.

Dahl må tilgive min lettere sarkastiske tone, men det er altså svært at holde masken, når enkle erkendelser vedrørende samfundet, menneskene og det politiske liv – som det mangfoldige Danmark, man kalder det borgerlige, har haft hele tiden og konstant er blevet hånet for – fremstilles som originale kritiske indsigter indvundet af Henrik Dahl.

Han har erhvervet et afbalanceret og virkelighedsnært syn på samfund og politik, men faktisk er bogen slet ikke skrevet til en bredere offentlighed. Den virker som en intern affære, et opgør med den venstrefløj, han har følt sig knyttet til siden teenageårene. Lidt interessantere havde et selvopgør været, men så var han nok kommet i stofnød.

Nu er det mest interessante hans karakteristik af Helle Thorning-Schmidt, som ikke fylder ret meget, men er hovedårsagen til, at bogen allerede har vakt så stor opmærksomhed, idet Henrik Dahl pludselig har fået status som en markant personlighed i Socialdemokratiet.

For øvrigt er han en glimrende menneskeiagttager, der dog overvurderer Morten Bødskov, men har blik for Søren Mørchs konfliktbesatte politikforståelse – blot uden at pege på, hvor kynisk-infantil og derfor ubrugbar som politik-udvikler Mørch er.