Kvindekroppen og især dens frugtbarhed spiller en central rolle i Maria Hellebergs historiske roman »Kongens kvinder«. Som den entreprenante adelskvinde Ellen Marsvin køligt vurderende siger til sin datter Kirsten Munk, der var papirløst gift med Christian 4.: »Du er blevet så fed, Kirsten. Han bliver da snart træt af dig, din røv er så stor som studenes«. Der bliver ikke lagt fingre imellem i »Kongens kvinder«, sproget er kontant og sine steder råt.
Maria Helleberg har specialiseret sig i romaner, der genopliver historiske perioder og personligheder. Og hun har vist fin evne til indlevet beskrivelse af kvinders liv. En fornemt eksempel er den psykologisk interessante roman »Scenesat« (2012) om Johanne Louise Heiberg. I »Kongens kvinder« er det ikke den dybdeborende psykologi, der står i centrum, men en stærk interesse for kvindernes situation, styrker og svagheder samt stribevis af børnefødsler.
I Christian 4. og Kirsten Munks papirløse ægteskab fødes 12 børn, i blandt dem er Leonora Christine. Kirsten Munk forelsker sig i en tysk officer, kendt som Rhingreven, og Ellen Marsvin forsøger at aflede kongens opmærksomhed fra Kirstens utroskab ved at placere kammerpigen Vibeke Kruse ved hoffet. Som den stærke og listige Ellen formulerer det: »Man skal lade en levende mus dingle foran en kat«. Vibeke er attraktiv, og hendes krop er ikke præget af en strøm af børnefødsler. Kongen og Vibeke er Ellens marionetter. Men hun har ikke forstået betydningen af kongens forhold til Vibeke. For kongen har nu fået en »tiltalende sengekammerat«, som det hedder, og han nyder at blive bedømt på det, han er, og ikke vurderet på det, han udretter.
Kirsten har indset, at al hendes tid er gået med at være syg, vente børn og føde børn. I bogen fremstår hendes frigørelsesønske som en trang til at opleve en neutral periode – uden en flod af fødsler. Kirsten havde troet, at hun kunne spille en rolle ud over at være kongens allermest private og personlige liv, men hun er ikke en stærk kvinde. Ellen beskriver hende koldt som »en blind med vanter på hænderne, der forsøger at beskrive farver og former i en have«. Den stærke Ellen ser Kirstens fejl som et modermærke, der dengang af bønderne blev opfattet som »djævelens fingeraftryk«.
Maria Helleberg har blik for kvindernes kamp og ensomhedsfølelse og har samtidig et humoristisk glimt i øjet. Hun går ind på baggrunden for hekseforfølgelse, der i bogen pointeres som et udslag af frygt for kvinder og deres evne til at forstå det uudtalte. Helleberg taler kvindernes sag, som når det hedder, at »kvinder var nødt til at fægte for sig selv. Alene var de blottede til alle sider. Hvis de klarede sig godt, var der sikkert noget fordækt eller farligt ved dem. Hvis de tillod sig at hævde deres ret, skulle man nok få dem ned med nakken«.
Bogens blik på kvinderne er kraftfuldt og viser vilje og evne til at leve sig ind i deres situation. I visse passager savner man dog mere liv og nuancer.
Forfatter: Maria Helleberg Titel: Kongens kvinder Sider: 429 Pris: 300 kr. Forlag: Samleren
