Helle for Helle Helle

Hun har opnået ikonisk status for sin litterære stil, er pensum i gymnasiet og inspiration for mange unge forfattere. På fredag udkommer Helle Helles sjette roman, »Hvis det er«. Hvad er det, den 48-årige forfatter kan? Her er nogle bud.

Helle Helle. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR

Per Petterson

Norsk forfatter

Helle Helle har de bedste romanåbninger, jeg kender til. Tag bare hendes roman »Ned til hundene«. Den her dame, som har forladt sit hjem og nu sidder på en busholdeplads ved havet med en kuffert og venter på en bus, selv om ruten for længst er nedlagt. Jeg er på med det samme.

Da jeg var årets festspilsdigter ved Festspillene i Bergen i 2009, havde jeg inviteret Helle Helle og tre andre kvindelige forfattere som mine gæster. Helle var den, jeg personligt kendte bedst, og jeg holdt en lille tale for hende, hvor jeg blandt andet sagde, at hun var ekstremt god på små flader.

Det er et udtryk, det norske fodboldlandsholds tidligere træner Egil Drillo Olsen ofte brugte. Det passer godt på Helle Helle. Hun kan vende på en femøre og næsten umærkeligt få bolden i mål, og du skal følge godt med for at se, hvad hun gør.

Men hvis du følger med, kan det pludselig gibbe i dig, så skummelt bliver det, selv om alt tilsyneladende er helt hverdagsagtigt. Et liv som vores. Og pludselig: Bang! Egentlig forstår jeg slet ikke, hvordan hun får det til at lykkes. Jeg kan bare mærke, at det sker. Hun er ekstremt god.

Pablo Llamías

Forfatter og rektor på Forfatterskolen

Vi mærker Helle Helle ret kraftigt i ansøgningerne til Forfatterskolen. Nogle forsøger at skrive som hende, og andre nævner hende direkte som en inspirationskilde.

Det hænger delvis sammen med, at der bliver undervist i hendes forfatterskab i folkeskolen og gymnasiet. Helle Helle skriver enormt sikkert og med en meget let genkendelig stil, og derfor er hun en god inspirationskilde for en skrivende.

Det er væsentligt, at de unge bliver præsenteret for god litteratur tidligt, for det kommer til at påvirke dem som skrivende og læsende. Faren er selvfølgelig, som ved enhver anden inspirationskilde, at man bliver en copycat, men det er jo ganske naturligt; man lærer af dem, man læser, og så frigør man sig senere.

Grundlæggende får man en god fornemmelse for sprog og for at skrive ved at læse Helle Helle og forsøge at skrive som hende. Siden kan man altid forsøge at finde sine egne ben at stå på.

Louise Koenigsfeldt

Redaktør på forlaget Rosinante & Co. Har været redaktør på Helle Helles romaner »Ned til hundene«, »Dette burde skrives i nutid« og den nye roman, »Hvis det er«.

Når Helle Helle afleverer et manuskript, ved jeg, at der venter en læseoplevelse i særklasse. Et kolossalt arbejde er gået forud, og intet er tilfældigt. Der er tanker og overvejelser bag hvert et ord, hvert et komma.

Jeg ved, at Helle kan teksten udenad og siger den højt, når hun kører bil. Jeg læser manuskriptet med uhyre opmærksomhed og altid to gange,før jeg vender tilbage til Helle.

I samtalen sidenhen handler det om at sætte ord på værket, hvad er det for en bog? Hvad er det også for en bog? Og i læsningerne, der følger: Er der noget, der skurrer? Noget, der kan gøres tydeligere? Det er ufatteligt privilegeret at læse teksten som en af de første. Uden for mit kontor kredser 35 kolleger, der er ellevilde efter at læse med.

Martin Lyngbo

Teaterchef på Mungo Park, hvor han har instrueret en teaterversion af Helle Helles roman »Dette burde skrives i nutid«. Forestillingen havde premiere i foråret 2012 og bliver genopsat til oktober.

Det er min overbevisning, at Helle Helle er en af de allerbedste nulevende danske sprogbrugere. Med et glimt i øjet kan man sige, at hun er en stor dramatiker, som ikke har lyst til at være dramatiker, og derfor må vi teaterfolk leve med hendes prosa.

De grundforudsætninger, man skal have som dramatiker, er, at man kan skrive replikker og karakterer. Det kan Helle Helle om nogen.

Handlingen i »Dette burde skrives i nutid« er, hvad man i filmterminologi ville kalde et mikroplot. På overfladen sker der så utroligt lidt, samtidig med at der sker virkelig meget inde i karaktererne.

Eftersom »Dette burde skrives i nutid« ikke er en dramatisk tekst, skulle vi også finde et greb på dramatiseringen, som ydede romanen og den meget specielle skrivestil retfærdighed.

Vi valgte at lave en dramatisering udelukkende med brug af delete og copy/paste; knækkede hendes prosatekst op og gjorde den til dialog, så teksten på scenen peger hele tiden på sig selv som tekst. Man har replikker af typen: »Sagde han«, eller »Jeg kiggede ud ad vinduet, som om der skulle være noget vigtigt derude«.

Per Krogh Hansen

Cand.phil., ph.d. og litteraturforsker på SDU. Medforfatter til »Hvor lidt skal der til – En bog om Helle Helles forfatterskab« og litteraturanmelder på Berlingske.

Helle Helle kan udtrykke sig knapt, uden at det bliver fladt. Hendes sætningskonstruktioner er ofte meget ens, hun har aldrig rigtig lange sætninger, og hendes metaforik er altid voldsomt nedtonet. I hele den enkelhed får hun alligevel skrevet en enorm dybde frem, og den kombination af enkelhed og dybde er helt egen for Helle Helle.

På et tidligt tidspunkt i forfatterskabet sagde Helle Helle selv i et interview, at det, der interesserede hende, var de sorte huller mellem mennesker. Alt det, der ikke bliver sagt.

Det ligger som en slags poetik for alt, hvad hun har lavet. Hun er enormt god til at få det usagte frem, uden at det nævnes. Det handler om relationer mellem mennesker; ofte om nogen, det ikke kører for godt for, nogen, der er gået i stå og står i en slags vakuum, som de ikke umiddelbart kan komme ud af.

En eksistentiel krise vil ofte blive råbt ud i litteraturen, men ikke hos Helle Helle. Hun får den frem som den udtrykte mangelsituation, den ofte er, og en stilstand.

Det kan selvfølgelig godt blive for småt, og det er der masser af eksempler på, at det bliver. Minimalismen er jo en hel genre. I Danmark har vi set en masse forfattere, der har arbejdet med Helle Helles stil, og der er en hårfin grænse mellem, at det lykkes eller ikke lykkes.

Enten får du læseren til selv at producere alt det, der ikke bliver sagt, eller også gør du det ikke. Hvis ikke det lykkes, bliver det jo hamrende kedeligt. Men det lykkes altid for Helle Helle.

Josefine Klougart

Forfatter

Helle Helles prosa er modig prosa. Det er den, fordi den opererer i et humoristisk eksistentielt rum, der spændes ud mellem ofte meget koncise og enkle sætninger. Hele balancenummerets succes eller fiasko er for mig at se afgjort af stemmens kvalitet - dybest set af, om stemmen bærer og demonstrerer en ægte kærlighed til det fortalte og til sproget.

Man kunne mene, at Helle Helle og jeg er en slags modsætninger – minimalisten over for den metaforridende romantiker med hang til sidelange essayistiske udfald. Jeg tror, det er for enkelt tænkt. Det er klart, at Helle meget bevidst arbejder med underteksten, det, at noget konkret i det litterære sprog også bliver et tegn på noget andet.

Men det gør jeg også i den forstand, at sproget refererer til noget andet, en virkelighed, der er dyb og kompleks og derfor ikke kan artikuleres fuldstændigt i teksten, men må bero på de sammenstød og forbindelser, der skaber overskridende lakuner af erkendelse i teksten.

Og her vil jeg pege på problemet i at læse Helle Helle og mig som hinandens modsætninger, for hvem ved, om Helle Helle ikke også bare gerne ville lade fasanen fremstå sådan: Som noget »virkeligt«, der synes særligt tungt, dybt, ultrakomplekst og uoversætteligt – som noget ubestemt »andet«.

Den koncise fortællestil skal bare ramme så uhyggeligt rent og komme fra et ekstremt kærlighedsfuldt sted for ikke at blive symboltung og rebusagtig – heri ligger Helle Helles mod.