Helgenkåring

En ulykkelig barndom kan føre til så meget. Hos den karismatiske Stein Bagger fremmede den svindler genet. Hos den sympatiske advokat Knud Foldschack - skal man tro hans ganske betagne biograf Lene Johansen - udviklede den i ekstrem grad retfærdighedssansen.

Knud var uønsket fra fødslen, og han oplevede sig selv som »betalingsbarn« og en klods om benet på de plejefamilier, der mod betaling tog sig af ham. Undtagen gudmoderen Søster Helena på Diakonissehuset, der blev hans livline og lærte ham kærlighed. Ad snørklede og småpludrende omveje over Knuds opfindsomme (selv)studietid udi juraen, hans hippietilværelse og hans kærlighedsliv når vi endelig - og ganske kortfattet - frem til hans afgørende indsats som »den røde advokat«. Det er som behændig sagfører i Christianiasagen, sagen om Ungdomshuset og COP15, offentligheden kender den sympatiske og uselviske advokat, der gennem smidig forhandlingstaktik og diplomati står fast og når sine resultater. Det er besynderligt, at en dreven journalist som Lene Johansen ikke formår at skære en skarp biografi til ud fra det mangfoldige materiale og de utallige samtaler med hovedpersonen, men i stedet har valgt at skrive en hagiografi mere over temaet Knud den Hellige end Knud den heldige.