Hvor andre forfattere skruer sideantallet op, i takt med at deres ambitioner om at fortælle om verdens beskaffenhed og kompleksitet vokser, er forfatteren Peter Adolphsen konsekvent siden sin debut med »Små historier« i 1996 gået den modsatte vej. Han har aldrig ødslet med siderne. Tværtimod har han været i stand til at fortætte sit materiale, så hans fortællinger er blevet stadigt mere krystalagtige, tætpressede og mangefacetterede.
Det gjaldt romanen »Brummstein« fra 2003 og det gælder i ikke mindre grad for hans nye roman »Machine«. En i sandhed vidunderlig og drilsk fortælling, som vil blive en udfordring for litterater fremover at udlægge, men som også for den almindelige læser byder på en enestående og sjælden læseoplevelse.
Kort fortalt er det historien om, hvordan verdens stof hænger sammen. Tesen er, at verdens stof udgøres af en konstant mængde under stadig transformation. Set fra verdens synspunkt er døden ikke et slutpunkt, men bare endnu en begyndelse, hvor den døde krop transformeres til nyt liv.
Således lægger romanen ud for 55 millioner år siden, hvor en urhest, et lille firepotet væsen, en dag ender livet ved en drukneulykke. »Machine« fortæller så videre om, hvordan den lille urhests hjerte, efter 55 millioner år, en dag bores op som olie, siden transformeres til benzin og efter afbrændingen i en Ford Pinto ender som et sodpartikel, der kommer til at være udslagsgivende for, at samme kvinde, som tankede benzinen, udvikler og dør af kræft.
Som en finurlig krølle viser det sig så, at den mand, der har skrevet historien, og som har boet ved siden af kvinden, der fik kræft, efter lang tids skrivekrise, finder sin redning i et møde med sit totemdyr, som er - en lille urhest!
»Machine« er en fortællemaskine, der lader faktive oplysninger en masse blande sig med fiktive. Peter Adolphsen har været vidt omkring, og det er ikke underligt, at han takker Arpad A. Vass, en forsker, der undersøger, hvad det er for mikrobiologiske processer, der sker i døde kroppe, for vi får mange og grundige udredninger af biologiske transformationer. Og hele tiden skifter Peter Adolphsen ubesværet fra det mest mikroskopiske niveau til det store verdensperspektiv.
Skriftmæssigt svinger romanen fra de tørre facts til lyriske skildringer af urhestens krokodillefrygt, fra uendelige lister over folkeslag til maskinelle beskrivelser af olieboringer, og hovedpersonens ubehjælpsomme digtforsøg. Det er fantastisk elegant gjort.
Peter Adolphsen har efter min mening aldrig været i bedre form end nu. Han leger ekvilibristisk med sin tekst, som er fuld af referencer og drillende henvisninger. »Machine« er nok en lille bog, men man kan læse den igen og igen, fordi de 72 små sider faktisk fortæller mange historier, hvoraf flere bare kalder på at blive foldet aktivt ud af dig, kære læser!
