Havregrød med skarpe kanter

Bøger: »Plasterpigen«. Asta vågner op en morgen, hvor nogen har lagt sure citroner og skarpe søm under madrassen.

Og lige meget hvad far og mor gør, så er alting skævt. Hun har en lille ridse på skulderen, som i spejlet viser sig som et gabende sår, så hun må have plaster på. De omsorgsfulde forældre køber plaster med mange farver og motiver, og Asta bliver plastret til i håb om, at det hjælper. Men det bliver bare værre, hun kan næsten ikke gå, og i spejlet ser hun en ægyptisk mumie, helt tilhyllet i forbindinger. Men det er faktisk lidt sjovt, og da de alle sammen kan grine af det, så kan hun blive glad igen. Annette Bjørg Koeller har skrevet en lille perle af en billedbog, der tager barnet alvorligt og med indlevelse og sproglig fantasi skildrer en dag, hvor man bare er umulig og trænger til opmærksomhed. Mor og far er helt igennem forstående, men det er jo ikke altid nok. Først da det groteske mumiebillede bliver kørt helt konsekvent ud, kan der ske en forløsning. Lea Leténs tegninger understreger solidariteten med barnet og har sit eget humoristiske liv ved siden af teksten. Rigtig fin hverdagshistorie for de mindste.