Kirsten Klein bor på Mors. Herfra hendes verden går - og arbejdet har bragt hende vidt omkring. Også til de amerikanske kontinenter. Imidlertid stammer hendes bedste billeder fra en række af de vesteuropæiske udkantsområder. Landskaber tæt ved de have der på samme tid skiller og forener Jylland, Norge, Færøerne, Island, Irland.
Disse landskaber er emnet for hendes nye bog; et æstetisk pragtværk med en introduktion af Mikael Wivel der sætter Kirstens Kleins værk ind i kunsthistorisk tradition og placerer hende i forlængelse af malere som for eksempel John Constable, Caspar David Friedrich, Johan Christian Dahl og Vilhelm Hammershøi.
Mikael Wivel undgår selvfølgelig elegant flosklen om, at »hun maler med kameraet«, og den er da også anstrengende, men det er det, Kirsten Klein gør i sine fabelagtige sort/hvide billeder med deres væld af fine gråtoner. Mediet og materialet er imidlertid underordnet. Kirsten Klein laver billeder, slet og ret. Til det bruger hun et kamera. Kameraet tager hun med på sine traveture ud i landskabet. Landskabet er hendes altafgørende motiv:
Der kan være kyster med dramatisk forrevne klipper, men om noget er det det flade land med de blide bakker, hun beskriver. Den høje himmel med de skiftende skyformationer. Stjerner på nattehvælvet uden forstyrrende lys fra byernes neonreklamer og gadelygter. De bløde klinter ved fjorden og de stilfærdige bølger, der skyller ind på standen og polerer stenene i vandkanten. Blæsten i marehalmen, kornet på markerne, fugle i flok, fårene på græs og hist og her en gård, der nærmest trykker sig mod jorden. Over de flade marker danner skyerne mægtige bjerglandskaber.
I bogen citerer hun et dagbogsnotat af Oluf Høst: »Hvad vinden hvisker, er der ingen, der ved«. Men Kirsten Klein har nu brugt adskillige årtier på at beskrive, hvordan det ser ud, når vinden hvisker, og i nogle af hendes billeder kan man gøre sig sine egne forestillinger om, hvad vinden ved.
Dagen står høj
Kirsten Klein har blik for mønstrene i naturen som for eksempel de formationer, bølgerne danner på sandstranden, regnens aftryk i jorden, fuglefjerens landskabelige struktur - eller når stærene i marsken ved Tønder flyver i store flokke, der nærmest bliver til sorte skyer over den flade jord.
Hun har blik for de steder, hvor tilfælde i landskabets opbygning giver utvetydige associationer til livets udspring fra det kvindelige køn og dermed en nærmest panteistisk opfattelse af naturen som moderskødet, planeten som Moder Jord og forestillingen som kloden som en sammenhængende naturkraft, man måske skal omgå med større varsomhed end hidtil. Hun har en særlig evne til at gengive landskabet som en organisme. Undertiden kan man i hendes billeder nærmest opleve marker og sten som en hud, der ånder gennem sine porer, som var naturen besjælet, og der er et perspektiv af evighed over hendes billeder.
Vist er landbruget og dermed landskabet under forandring, og når man bevæger sig gennem det, ser man langs vejene vidnesbyrd om industrialiseringen af landbruget i form af nye siloer og avlsbygninger, men Kirsten Klein fastholder i overvejende grad steder, som gennem spor af mennesker har denne karakter af noget rodfæstet og bestandigt med et ekko af de generationer, der har boet her og levet af jorden, og hendes billeder kan få en til at tænke på forfattere som Jeppe Aakjær, Martin A. Hansen, Johannes V. Jensen og de andre, der har fortalt om vores nære tilknytning til det danske landskab og til dyrkningen af det.
Hævet over det topografiske
Man kan givetvis opsøge og stedfæste Kirsten Kleins landskaber - og hendes titler er i den henseende meget hjælpsomme - men billederne antager også en karakter, der hæver dem over det rent topografiske. Hun almengør landskabet, samtidig med at hun gør det til noget særligt.
I det enkle liv, Kirsten Klein skildrer, møder man fornemmelsen for nedarvet erfaring og hverdagsliv. I hendes fotografier ser man årstidernes skiften og vejrligets forandring. I hendes billeder møder man den store rytme i naturen, og man fornemmer, at naturen også er nådesløs. Hendes billeder kan nok synes romantiske, fordi hun komponerer dem med en sådan selvfølgelighed, at skønheden er uundgåelig, men hun er usentimental.
Døden er til stede i landskabet, og hun har en fornemmelse for det, der ligger langt fra tendenser i tiden og underholdningsindustrien til enten at gøre naturen til en smuk baggrund for menneskelig udfoldelse eller decideret menneskeliggøre den. Natur er natur. Det véd Kirsten Klein. Det fortæller hun i sine billeder.
