Harald Nielsen: Manden, der gik ned

Litteraten og kritikeren Harald Nielsen endte som den evige kværulant. Er der over­hovedet noget at rehabilitere hos denne idiosynkratiker og antisemit, der bortdømte alt og alle? Svaret er ikke let at finde i ny, udvidet udgave af stor biografi.

Nina Bjørneboe: »Manden, der overlevede sin skæbne. Harald Nielsen 1879-1957«.  Fold sammen
Læs mere

I 1981 udsendte Nina Bjørneboe sin store bog om litteraten og polemikeren Harald Nielsen, »Manden, der overlevede sin skæbne«. Siden da har flere forholdt sig til Harald Nielsen, og deres bidrag kommenterer hun i et oplysende slutkapitel til den nye og udvidede udgave af bogen.

Er han ved at blive genopdaget og rehabiliteret?

»Jeg er en mand, der har overlevet sin egen skæbne,« skrev Harald Nielsen med både selvmedlidenhed og selvfølelse i 1941 i »Uden Traad – og med«, lige efter at han i samme afsnit havde rystet på hovedet af tidens »alsang«; thi »eet er nemlig Alsang, et andet er kendsgerninger«.

Harald Nielsen var en kendsgerningernes mand. Hans styrke bestod i at bore sig ind til sagens kerne, men ofte kom han for skade også at skære kernen itu. Hans ideer udviklede sig til at blive idiosynkrasier. Han var klogere end alle andre og bortdømte alt og alle, såvel forfattere som politikere.

Hvad enten det drejede sig om den konservative Christmas Møller eller socialdemokraten K.K. Steincke, om Georg Brandes, Kaj Munk, Johannes V. Jensen eller Karen Blixen. Han var imod folkekirken, Grundtvig, folkehøjskolen og »systemet Politiken«.

Efterhånden blev han den evige kværulant, skønt han ved det tyvende århundredes begyndelse slog igennem som en uforfærdet og klartskuende kritiker, der gjorde op med dyrkelsen af Georg Brandes og radikalismen. Han leverede desuden et fornemt, men udskældt litterært arbejde om Ludvig Holberg. Han leverede skarptskuende, politiske artikler og blev opdaget af den konservative industrifyrste Alexander Foss, der finansierede ham det meste af livet.

Kritik af Det Konservative Folkeparti

I 1932 blev han af jublende KUere båret i guldstol. Han var konservativ, men det mente han bare ikke, at Det Konservative Folkeparti var.

Han kritiserede partiet for at ville helheden, men formulerede i grunden selv en konservativ helhedsbetragtning, da han i 1934 efterlyste en »ung« konservatisme, der skal skabe »betingelser for en hel Række Værdier, som nu er ved at blive sat over Styr: Orden, Frihed, Selvhjulpenhed, og til syvende og sidst ogsaa for den Samfølelse, der kun kan opstaa, hvor Tingene er paa deres Plads, og naar hver gør det Arbejde, han er skikket til, under et Ansvar, der sikrer ham de andres Agtelse«.

Alligevel bebrejdede han partiet for ikke at kunne varetage sine egne vælgeres interesser og for at være for imødekommende over for regeringen i socialpolitikken. Men dermed viste han netop, at han ikke forstod, at en helhedstænkning også må være social.

Han var imod parlamentarisme, imod kvindernes valgret, imod Grundlovene af 1915 og 1953. I den sidstnævnte blev der indført muligheden for folkeafstemninger. Det havde han før 1915 forgæves advokeret for, og da muligheden for folkeafstemninger så kom ind, var det blot en »narresut«, hvilket Nina Bjørneboe erklærer sig enig i, selv om folkeafstemninger siden flere gange har forkastet folketingsflertallets politik.

Harald Nielsen var enig i Det Konservative Folkepartis krav om et ordentligt forsvar, men han var imod dets måde at forsvare forsvaret på.

Imod den radikale pacifisme skrev han: »En nation forsvarer sig ikke efter en nøjere overvejelse. Den forsvarer sig, fordi den er en nation, og er en nation, fordi den forsvarer sig ... Det »Danmark«, der er tilbage, efter at tanken om at forsvare det er opgivet, er jo i virkeligheden et herreløst gods«.

Angreb på danske jøder

Men efter besættelsen 9. april 1940 bøjede han sig for kendsgerningerne, tog skarpt afstand fra meningstilkendegivelser mod besættelsesmagten og var imod modstandsbevægelsen og sabotagen.

Det var statsminister Buhl også, men Harald Nielsen gik videre og angreb de danske jøder.

Allerede i sit opgør med Brandes havde han angrebet jøderne for at være fædrelandsløse parasitter, der tager magten over alt i samfundet, og under besættelsen fremturede han på det groveste med sin antisemitisme: »thi også Danmark var erobret indefra af denne fremmedartede, orientalske magt, under hvilken nationaliteten gradvis havde mistet sit indhold og gjort den nordiske ånd hjemløs i sit fædreland,« sammenfatter Nina Bjørneboe.

Efter befrielsen blev han interneret i nogle uger, men derefter sluppet fri, for han havde trods alt ikke kollaboreret med tyskerne, og han havde ikke været nazist. Det lød bare sådan, selv om han i 1934 havde advaret Konservativ Ungdom, KU, mod nazismen og formanet om, at herhjemme er der ikke »Plads for nogen Hitler«.

De sidste venner forsvandt

Hans optræden under besættelsen bevirkede, at de sidste døre lukkedes for ham, og de sidste venner forsvandt, men han nægtede at lægge sig ned og fortsatte på eget forlag med at udsende sine ord mod tiden. Han havde »et sind i uafladelig bevægelse og samtidig på sælsom vis selvberoende og upåvirkeligt. Som flydende lava måske,« skriver Nina Bjørneboe ganske rammende.

Man sidder tilbage med fornemmelsen af en mand, der fandt selvbekræftelse i at blive forstødt. Det var hans skæbne lige fra fødslen.

Hans far var en velhavende proprietær, der besvangrede sin tjenestepige. Straks efter fødslen satte hun drengen i pleje hos en god familie på Vesterbro. Faren ville aldrig se ham, og sin mor fik han kun et kortvarigt glimt af, da han som voksen opsøgte hende.

»Tragedien sidder stille inde i hvert menneskehjerte. En lille brist er det hele,« skrev han siden. Denne brist synes at have ledet ham mod fortabelse.

Hvad var der så at genopdage i Harald Nielsen? En god og skarp skribent og ofte fin, litterær essayist. Hvad var der så at rehabilitere?

Trods Nina Bjørneboes omfattende beskrivelse af hans virke, har jeg svært ved at finde det. Måske fordi hun ikke rigtigt viser os, hvad det var, han var så vred over, og hvad de andre dog skrev og gjorde, så vi kan forholde os til det.

Måske fordi hun i forstyrrende grad sætter sig selv ind i teksten, både med gode og ofte kritiske betragtninger over Harald Nielsen, men også med letbenede, haraldnielsenske fordømmelser af hans modstandere, der jo godt kunne have gode grunde til at opgive ham og hans evindelige, bedrevidende og dømmesyge »kværulanteri«.

Dem får vi bare for sjældent fremlagt.

Titel: »Manden, der overlevede sin skæbne. Harald Nielsen 1879-1957«.

Forfatter: Nina Bjørneboe.

Sider: 448. Pris: 375 kr.

Forlag: Munch & Lorenzen.