Kære læser,
Velkommen til en ny udgave af BØGER. Velkommen til endnu et udvalg af boganmeldelser, som litteraturredaktøren efter moden overvejelse har fundet det relevant at bringe. Velkommen til et tillæg, der som sædvanlig gerne vil gøre dig klogere på, hvad der lige nu sker, rent litterært, og som også meget gerne vil inspirere dig til nye besøg hos boghandleren.
Ja, ja, den er god med dig, hører jeg nogle sige. Kan man overhovedet regne med, hvad anmelderne skriver? Hvad skal man som boginteresseret avislæser stille op, når Berlingskes litteraturredaktør i nærværende bogtillæg giver tre stjerner ud af seks mulige til Leif Davidsens nye rejsebog, »Steinbecks spøgelse«, mens Jyllands-Posten anmelder for et par dage siden tildelte samme bog fire ud af fem mulige stjerner? Begge anmeldere kan jo ikke have ret, kan de vel?
Nej, det kan de selvfølgelig ikke. Men det er heller ikke meningen, at de begge skal have ret. Lad mig, for at forklare mig nærmere, sige noget om, hvad der efter min opfattelse er litteraturanmeldernes opgave.
De skal for det første så præcist som muligt indfange en bogs egenart og vurdere dens kvalitet som litteratur, og de skal gøre det uden at lade sig påvirke af uvedkommende faktorer såsom personlige sym- og antipatier. En ordentlig litteraturanmeldelse er ikke en omgang vilkårligt smagsdommeri.
Den er en vurdering, der hviler på et fundament af faglighed. Omvendt kan man ikke kræve af litteraturanmelderne, at de rammer noget »objektivt rigtigt«, at de, om man så må sige, »får ret«, for det subjektive spiller også altid ind. En bog, der opleves fuldt ud, opleves ikke kun med hjernen, den opleves også med hjertet.
Sådan SKAL det være, og det er dér, i krydsfeltet mellem det objektive og det subjektive, at enhver ordentlig litteraturanmeldelse befinder sig, og afhængigt af blandingsforholdet mellem disse to størrelser vil litteraturanmeldernes »domme« over den samme bog falde forskelligt ud.
Derfor kan man også kun glæde sig over, at der stadig findes mange forskellige danske medier, hvor kvalificerede litteraturanmeldere anmelder litteratur. Hvis én eller flere af dem rammer helt skævt – og det sker jo – vil der næsten altid være andre til at rette op på skævheden.
Apropos det subjektive har jeg det sådan, at min viden om, at min egen subjektivitet kan stå i vejen, kan få mig til helt at droppe at anmelde en bog, som jeg ellers havde besluttet mig for at mene noget om. Det foregår som regel på den måde, at jeg læser en bog én gang og har en fornemmelse af, at den ikke er så tosset endda, uden at jeg dog rigtigt kan engagere mig i den. Så læser jeg den én gang til, og hvis jeg stadig ikke har rykket mig en tøddel, giver jeg den videre til en anden anmelder.
Det er en en fornuftig ting at gøre, synes jeg. Subjektiviteten er en del af litteraturanmelderiet, en nødvendig del, men den må ikke tage overhånd. Balancen mellem det subjektive og det objektive skal være i orden. Ellers får man helt sikkert ikke ret.
